[Skovhusbladets artikler 2007] I andres fodspor......

IV. Den ignatianske tradition

af Sr. Regina König

Ad majorem Dei gloriam - Alt til Guds største Ære

Ignatius af Loyola (1491 – 1556) blev født som yngste barn i en adelig familie i Baskerlandet, Spanien. Hans mor dør kort efter, og han bliver opfostret hos en amme, grovsmedens kone. Da han er 7, gifter den ældste søn i familien sig, og Ignatius kommer tilbage til slottet efter svigerindens ønske. Han opdrages i katolsk-kristen tro og tradition. Som 15 årig kommer han til kongens skatmester som page og bliver interesseret i at blive en ridder, der tjener store Herrer. I 1521 leder han en afdeling krigere, der forsvarer byen Pamplona mod franske tropper. Slaget tabes, og Ignatius bliver alvorligt såret af en kugle, der splintrer hans højre ben. Franskmændene plejer ham kort tid og bringer ham tilbage til det hjemlige slot i Loyola. Han har et langt sygeleje, hvor benet må brydes igen for at vokse mere lige sammen.

Han ønsker at læse ridderromaner, men det findes ikke på slottet. Så dagdrømmer han sig til sådanne historier. Som læsestof giver man ham helgenlegender (bl. a. om Frans af Assisi og Dominicus). Han bliver imponeret af deres gerninger og vil efterligne dem, og gerne gøre lige så store ting, om ikke større. Ignatius læser også ”Vita Christi” af Ludolph af Sachsen.

Her gør Ignatius den erfaring, at læsningen om Kristus og helgeners liv efterlader ham begejstret og med stor lyst til at tjene Kristus, medens dagdrømmene om ridderlivet efterlader ham med fade, flade følelser og i mismod. Hans ønske om at tjene Kristus vokser, og han begiver sig i februar 1522 på vej til Montserratklostret. Der vil han starte et nyt liv og aflægger et livs-skriftemål. Den efterfølgende tid lever han i byen Manresa som tigger i bøn og bod. Han får også dybe erkendelser om Kristus og livet med Kristus. Mens han selv gør erfaringer med overdrivelse af bodsøvelser og faste – så hans helbred skades – erkender han, hvad der er gavnligt og til Guds ære, og hvad der er vildfarelse. Ignatius er samtidig en ivrig forkynder af Guds kærlige omsorg for hvert menneske og prøver på, at få folk til at tage imod denne kærlighed og svare på den.

Dem, der lytter, men ikke vil andet end bare at ”undgå helvede”, lærer han at holde budene. Dem, der lader sig drage af Kristi kærlighed, fører han til et liv med Kristus og som Kristi sendebud.

Øvelser – for at lytte til Gud

Ignatius lyttede til, hvad der sker i mennesket, for at føre det videre på den vej, Gud går med ham/hende. Dertil har han skabt det forløb, som kaldes ”ignatianske exercitier”eller ”Ignatius åndelige øvelser”, et forløb i 4 afsnit over ca. 30 dage. Den, der gør øvelserne, trækker sig tilbage fra hverdagens gøremål for i stilhed og bøn at lytte til Gud. Ignatius opfordrer til at fordybe sig i Guds ord 4 –5 gange om dagen (1 times meditation), og en gang om dagen at tale med den, der ledsager den øvende. De fire afsnit har følgende indhold:

  1. i bevidstheden af, at være elsket af Gud, erkende sig som synder, tilgivet synder
  2. vælge at følge Kristus, og lade sig forme af hans kærlighed til Faderen og menneskene
  3. følge Jesus på hans lidelsesvej, medfølende og i taknemlighed
  4. at møde den opstandne Kristus, og at lade sig sende ud, at forkynde evangeliet i ord og gerning

Da Ignatius jo er lægmand og ikke teolog, kommer han flere gange under mistanke for at være en selvbestaltet forkynder (”illuminados”).
Han vælger at studere teologi og siden at blive ordineret til præst.

Ignatius samler en del unge mænd omkring sig, der lige som han, vil tjene Kristus og hjælpe mennesker til at leve et kristent liv. I 1539 grundlægges ordenen Societas Jesu (Jesu Selskab), som arbejder til Guds ære og for sjælenes (menneskenes) frelse. Det er ikke en munkeorden i klassisk forstand, men en sammenslutning af mænd, der lever for at forkynde den kristne tro og hjælpe mennesker til at åbne sig så meget som muligt for Guds kærlighed – for at modtage den – og at give den videre.

Hvad er det, der så spændende hos Ignatius?

Ignatius er overbevist om hvert enkelt menneskes enestående værdi og betydning, og om at Gud går en unik vej med hver af os. Derfor har han ikke en generel plan for menneskers liv med Gud, men vil hjælpe hvert menneske til at lytte til Gud, til Helligånden, der kommunikerer med os hver især. Men det er ikke kun Guds stemme, der taler til os – der er også mange andre, og så er det vigtigt at kunne skelne, hvor impulserne kommer fra. Svaret på dette spørgsmål ligger også i den enkelte selv. Bøn om Guds vejledning af os gennem livet er en vigtig del. At ”tænke højt” foran et andet menneske giver os en dybere forståelse af os selv. ”Blinde pletter” har brug for at blive suppleret med andre øjne. ”Fælder” som vi kan snuble i, blive fanget i, opdages lettere af et medmenneske end af en selv, (og er den afsløret, er man ikke i tvivl om, at det var en fælde). Ignatius’ egen, meget konsekvente vej med Gud, og hans iver for at lede mennesker til Gud, til venskab med Kristus, er inspiration til selv at vælge Kristus til Herre i sit liv.

---

For at forstå, med hvilken inderlighed og konsekvens Ignatius ville tjene Herren, må vi lytte til hans egne ord:

Gud, min Gud,
da Din kærlighed boblede over i skabelse
da tænkte Du på mig.
Jeg er, fra kærlighed, af kærlighed, for kærlighed.
Gud, lad mit hjerte altid genkende,
værne om
og glædes ved
Din godhed i alt det skabte.
Led alt, hvad der er mig, mod din lovprisning.
Lær mig ærefrygt for enhver person, ja alle ting.
Fyld mig med energi i din tjeneste.
Min Gud,
måtte intet nogensinde skille mig fra Din kærlighed...
hverken sundhed eller sygdom
rigdom eller armod
ære eller foragt
et langt liv eller et kort liv.
Måtte jeg aldrig søge eller vælge at være andet
end det Du har i sinde og ønsker for mig.
Amen.
(Ex.23)

---

Tag, o Herre, al min frihed.
Tag imod min hukommelse, min forstand og hele min vilje.
Hvad jeg end har og besidder, er du den, der har givet mig det.
Jeg giver dig det alt sammen tilbage og overlader fuldstændig til din vilje at råde over det.
Forund mig kun din kærlighed og din nåde;
så er jeg rig nok, og noget andet end dette begærer jeg ikke.
(Ex. 234)


I andres fodspor......

Ignatius beder med Paulus Ef.3,15-21:

Jesus, lad alt hvad der er Dig flyde ind i mig.

Lad Dit legeme og blod
blive min føde og drik.

Lad Din lidelse og død
blive min styrke og mit liv.

Jesus, med Dig ved min side
har jeg alt, jeg behøver.

Lad den beskyttelse jeg søger
være skyggen af dit kors.

Lad mig ikke flygte fra den kærlighed
Du tilbyder mig,

men hold mig sikkert borte fra den ondes magt.

Kast Dit lys og Din kærlighed
på min daglige død.

Bliv ved at kalde mig, til den dag kommer,
hvor jeg med Dine helgener må prise Dig for stedse.

Amen

(gendigtning af ”Anima Christi”, en bøn Ignatius holdt meget af)

fra Skovhusbladet - 2007/4
I andres fodspor......

III. Den karmelitiske tradition

Redigeret af Charlotte Thaarup efter Grethe Livbjergs forlæg

Karmeliterordenen - en hverdagsmystik

I Peterskirken står der blandt statuerne af de store ordensstiftere også en statue af profeten Elias som stifter af karmeliterordenen. Det var i nogle århundreder ordenens stolthed, at Karmel var den ældste af alle ordener, stiftet af selveste Elias.
I denne myte er der en dyb sandhed. Elias er en af ordenens to store idealer: Det var ham, der mødte Gud i den stille, sagte susen, men han repræsenterer også ordenens karismatiske element.
Maria , der gemte ordene i sit hjerte og dér grundede over dem, er det kontemplative ideal: I ordensreglen står, at karmeliten dag og nat skal grunde over Guds ord.
Karmel forener troens og bønnens kontemplative og karismatiske dimensioner.
Men Eliasmyten bygger også på, at der omkring Karmelbjerget i århundreder - man har ment helt tilbage til Elias - har levet eremitter. Fra 200-tallet omtales de i skriftlige kilder.
I år fejrer ordenen 700-året for, at en gruppe af disse Karmeleremitter fik en regel og dermed blev "Vor Frue af Karmels brødre".

En orden er Helligåndens værk og derfor svær at sætte på distinkte definitioner. Derfor har man yndet at bruge billeder til at beskrive Karmels spiritualitet. De to så tilsyneladende modsatte billeder "ørken" og "frugtbar have" forekommer ofte hos karmelitiske forfattere.

Hvis ordet "ørken" umiddelbart skaber associationer til ørkenfædrene rammer man ikke helt det karmelitiske ørkenbillede. Karmel er ikke opstået i den geografiske ørken, som prægede ørkenfædrene, men på Karmelbjerget som er frodigt og smukt, og hos profeterne møder vi "Karmel" som et billede på skønheden og frugtbarheden hos Gud.

Karmeliterordenen har sin oprindelse i Orienten og har derfor meget fælles med orientalsk kristendom, hvor skønheden spiller en så stor rolle. Hos alle Karmels helgener finder vi den samme åndelige sans for Guds skønhed. En dag spurgte Johannes af Korset en karmeliternonne, hvordan hun bad. Hun svarede: "Jeg betragter Guds skønhed og glæder mig over, at han har den". Dette svar virkede så fortryllende på Johannes, der selv var betaget af Guds skønhed, at han blev inspireret til fem nye vers i sin Cántico - på svensk Andlig Sång. Det ene lyder sådan:

Lad os glæde os over hinanden, o min elskede
og lad os ses i din skønhed
på bjerget og på højden
hvorfra det klare vand vælder frem
lad os trænge videre ud på dybet.

Evangeliet belærer os om, at kun den rene af hjertet kan se Gud. For at kunne se Guds skønhed må vi have et rent blik, al den falske skønhed, der slører vort blik, må renses ud. Den proces kan sammenlignes med en ørkenvandring.

"Karmel er, som jeg opfatter det, ikke andet end den ørken, hvor vi kan blive helt udsat for den brændende hede i Guds kærlighed", skriver Ruth Burrows (engelsk karmeliternonne, forfatter til flere bøger).

"Det, som skiller os fra andre ordener, selv om disse også er kontemplative og ikke mindre strenge, er ørkenens ånd", siger en anden karmeliternonne Alessandra di Rudini. Ørkenens ribbede fattigdom hører lige siden ordenens spæde start på Karmelbjerget intimt med til dens ideal. Men engang skal ørkenen blomstre. Ørkenen er også stedet, hvor Jesus blev fristet og sejrede over fristeren, og derved forvandledes ørkenen til et frelsesmysterium. Karmels ørkenklima er altid besjælet af længslen efter alles frelse. Ørkenens asketiske nat er ikke noget, som karmeliten går ind i bare for sin egen befrielses skyld, men målet er alles befrielse.

Gregor af Nyssa (300-395) knytter de to billeder sammen:
Karmels skønhed
skal gives til den sjæl
der ligner en ørken.
Den er Helligåndens gave.

Ordenens fornyelse
Som alle andre ordner er karmeliterordenen gået gennem flere nedgangs- og fornyelsesperioder. I det 16. århundrede blev Teresa af Avila og Johannes af Korset de helt centrale personer i en fornyelse af ordenen, og denne fornyelse førte til en selvstændig orden: "De uskoede Karmeliter", fordi de første reformerede nonner og munke gik barfodede eller med sandaler. Ordenens kaldes også "Det teresianske Karmel". Det er denne ordensgren alle nordiske karmelklostre og sekularfællesskaber tilhører.

Interioritet, intimitet, identitet, inklusivitet
Den svenske katolske biskop Anders Arboreliius, der selv er karmelit, har sammenfattet Karmels spiritualitet i disse fire ord, der taler om den befrielse på dybet, som er Karmels mål:

Interioritet: I vort indre har vi en uendelig dyrebar skat, som vi må grave os frem til, eller snarere er det denne skat, som ved sin magnetiske kraft drager os til sig, bare vi vil slippe grebet om os selv og tingene.

Intimitet: Når vi lader denne stærke kraft drage os, opdager vi mere og mere, hvilken skat vi har inden i os, og at vi kan leve i fortroligt venskab med den i hvert eneste sekund, hvad vi end gør.

Identitet: Jo mere fortrolig vi bliver med vores indre skat og lader os lede af den i alt, jo mere vil vi komme til at ligne den og finde vores ægte identitet i den.

Inklusivitet: Jo længere vi vokser ind i vort centrum og jo mere vores indre skat tager os i besiddelse, jo mere kastes vi også ud af os selv og opdager til vores store undren og glæde, at alle andre også er inddraget, inkluderet i søgen efter samme skat som vi selv, ja at de også bærer den inden i sig; alt er fælles for alle.

Karmels dybt personlige ideal, som det ridses op gennem disse fire ord, er på ingen måde eksklusivt, men helt almengyldigt og altomfattende. Det er ikke Karmels privatejendom, men bestemt til at deles ud til alle, som vil tage imod det. I Guds verden er alt jo dybt personligt, men ingenting privat. Karmels ideal er i grunden bare det, som gælder for alle kristne.

"Bøn er ikke andet end venskab, ofte at være sammen med den, som elsker os", siger Teresa, og hun anbefaler sine søstre at vænne sig til at leve i bevidstheden om, at Jesus er ved vor side, og af egen erfaring og med sin sædvanlige humor udbryder hun: "Der vil komme en tid, hvor I ikke kan komme af med ham! " Men hvem kunne også ønske det?

Teresa beklagede at man havde bedt hende skrive bøger, for hun levede jo i et fattigt kloster, hvor man havde brug for hendes arbejde ved spinderokken. Hun udbrød, at hun fandt Gud lige så godt mellem gryder og kasseroller som i kirken. I hendes breve finder man denne store mystikers åndelige råd blandet op med råd om naturmedicin og økonomi. Teresas mystik var ikke højtsvævende, men levet midt i et travlt hverdagsliv.

Johannes af Korset da! Han er da ikke for almindelige mennesker, men en streng, asketisk noget overåndelig og verdensfjern mystiker. Kun få ved, at han selv udførte tegninger til de klostre, han stiftede, og under byggeriet fungerede som murerarbejdsmand. Hans embede som leder af ordensprovinsen medførte, at han rejste ca. 30.000 km til fods eller på æselryg - og med overnatning i snavsede kroer, som også var tilholdssted for prostituerede. Hans sublime digtning er ikke dannet i en stille celle, men midt i et travlt liv. Endnu kan man i Granada se resterne af en akvadukt, som han byggede mellem Alhambra og brødrenes have. Sit vigtigste værk, Levande Kärlekslåga, det stærkeste udtryk for hans mystik og et af de smukkeste mystiske værker, som findes skrev han til en fornem dame, der udadtil levede som man på den tid forventede af en sådan.

Jo, Karmels mystik er plantet midt i det travle hverdagsliv. Derfor er den helt i overensstemmelse med Andet Vatikankoncil, der lagde meget vægt på, at "alle i Kirken ... er kaldede til hellighed i følge apostlens ord: "For dette er Guds vilje, at I skal helliges" (1.Tess 4,3 )." Derfor er det heller ikke mærkeligt, at denne ordens spiritualitet netop i vor tid, hvor der er en så stor søgen efter mystik, vækker genklang hos så mange "almindelige" mennesker.

Teresa af Jesus (eller af Avila)
levede i Spanien 1515-1582. Som stor mystiker og handlingsmenneske reformerede hun Karmeliterordenen og stiftede en mængde klostre. Hendes livfulde, spændende skrifter, som er spredt over hele verden, er vejvisere for dem, der vil leve et liv i nær forening med Gud. For Teresa var venskabet med Kristus, kærligheden og trofastheden mod Kirken vigtige ledemotiver.

Johannes af Korset (1542-1591)
var også en spansk mystiker af stort format. Hans skrifter hører til den klassiske åndelige litteratur. Specielt hans digte er af stor værdi og har gjort ham til poeternes skytshelgen. Hans symbolske sprog taler dybt til det indre intuitive menneske i os. Mange af Kirkens helgener har hentet inspiration til deres liv fra Johannes af Korsets skrifter.

Therese af Jesusbarnet eller af Lisieux (1873-1897)
er blevet vor tids største og mest elskede helgen. I lighed med Teresa af Jesus og Johannes af Korset er hun blevet udnævnt til kirkelærer, hvilket er et bevis på troværdigheden i hendes budskab om "Den lille vej" - det evangeliske barnekårs vej - det almindelige, fattige menneskes vej til hellighed. Hun betoner vægten af at have ubegrænset tillid til Guds faderlige godhed. Som vejviser på den vandring, hvor man i små omstændigheder lever en stor kærlighed, er Therese uundværlig.

Elisabeth af Treenigheden (1880-1906)
som levede i Dijons Karmel, Frankrig, kan lære os at trække os tilbage til vor "indre celle", selv når vi lever i en støjende verden og der, i den indre stilhed, finde den Treenige Gud og lade Ham tage os i besiddelse, så vi bliver en lovprisning til Guds herlighed.

Edith Stein (1891-1942)
Søster Teresia Benedikta af Korset, var jødisk filosof, inden hun indtrådte i karmeliterklosteret i Köln. Hele hendes liv var en søgen efter sandheden. Pga. sin jødiske afstamning blev hun taget til fange og henrettedes i gaskamrene i Auschwitz. Hun gik bevidst i døden i solidaritet med det jødiske folk, og som kristen så hun det som en måde at bære Kristi kors.

Karmeliterne i Danmark
Karmelitermunkene ankom første gang til Danmark i 1418 og havde her 8 klostre, men de forsvandt fra landkortet igen i forbindelse med reformationen. Kun 5 af disse klostre lå inden for det nuværende Danmarks grænser: Skelskør, Helsingør, Sæby, Århus og Assens, mens Lunds stift havde de sidste tre: Varberg i Halland, Landskrona i Skåne og Sølvesborg i Blekinge. Klosteret i Helsingør "Vor Frue", er det eneste bevarede.
Først i 1999 vendte ordenen tilbage hertil, denne gang repræsenteret af nonner fra Karmeliterklosteret i Sverige. Det nye kloster "Sankt Josefs Karmel" ligger i Hillerød. Det blev indviet på Teresa af Avilas festdag 15. oktober 2006.

Glæden i Karmel er meget omtalt. Det siges, at når man kommer til et Karmel, møder man den samme enkle, naive glæde, uanset hvor i verden det befinder sig. Glæden får bl.a. sin støtte i fællesskabet søstrene imellem, for klosterlivet er ikke bare en skole i kærligheden til Gud, men også en skole i kærligheden til næsten, uden hvilken al Gudskærlighed blot er en illusion. Men frem for alt henter Karmel sin glæde fra den dybeste af alle kilder: Det nære forhold til Gud. For efter den møjsommelige vej opad bjerget Karmel, den vej, som Johannes af Korset har karakteriseret med ordene "intet, intet, intet...", venter lyset, først fuldstændigt i den evige salighed, når vi kan skue Gud ansigt til ansigt, men stort og rigt allerede her på jorden for dem, som i ånd og sandhed har forladt alt og fulgt deres Mester.

Citater:

Johannes af Korset:

Gud vil hellere finde den allermindste lydighed og underkastelse i dig end alle de tjenester, du tænker på at gøre ham.

Gud har i al evighed talt ét ord - Jesus - Ordet, som blev kød - og Han talte det i stilhed, og det er i stilhed, at vi hører det.

Afstå fra alle dine ønsker, så skal du finde, hvad dit hjerte ønsker sig. Hvordan kan du vide, om dine ønsker er i overensstemmelse med Guds vilje?

Kom til min sjæl som en strøm af fred; tag min usikkerhed bort, min angst for mørket.

Nu, når natten kommer, mind mig da atter om, at en sjæl som vandrer i kærlighed ikke hviler og ikke bliver træt.

Teresa af Jesus:

Kærligheden består ikke i varme følelser, men i en fast beslutsomhed og et stærkt ønske om i alt at være Gud til behag.

Lad intet forvirre dig, lad intet skræmme dig. Alt forgår. Gud forandrer sig aldrig. Tålmodighed opnår alt. Den som har Gud skal opdage, at hun intet mangler.

Gud alene er nok.

fra Skovhusbladet - 2007/3
I andres fodspor......

II. Den fransiskanske tradition

Af John Nicholson

Frans af Assisi (1181 - 1226)
Lidt baggrund

Med en far som succesrig tekstilhandler i den norditalienske købstad Assisi hørte Frans til "de unge, de smukke og de rige" med ambitioner om at klatre op ad den sociale rangstige og blive ridder. De ungdommelige ambitioner i årene 1202-4 om at gøre sig som ridder eller korsfarer led nederlag. Efter deltagelse som ridder i en af datidens småkrige mellem rivaliserende nabobyer, der var endt i fængsling og længerevarende sygdom, fulgte en lang ventetid i stor rådvildhed, som han til dels tilbragte i en hule uden for Assisi. (Og når man tænker på profeten Elias og Benedikt og Ignatius og andre, spiller ophold i huler tilsyneladende ikke nogen tilfældig rolle i menneskers forberedelse til at erkende Guds nærvær og Guds vilje!) I 1205 kom det skelsættende møde i Assisis gader med en spedalsk, som Frans imod al skik og forsigtighed kyssede og lod sig omfavne af. Lige så skelsættende og vigtigt for eftertiden var mødet med Clara og hendes vielse til et liv i Frans' ånd i 1213.

Temaer i den franciskanske tradition
(1) Et liv præget af overskud og spontanitet:
Overskud af offerhandling, overskud af kærlighed. Når Frans i vinteren 1208-9 hørte Matthæus kap. 10, vv. 7 og 8 om at give for intet, hvad man har fået for intet som grundlag for forkyndelse og tjeneste af næsten, udbrød han, "Det er det, jeg vil, det er det, jeg begærer, det er det, jeg længes efter af hele mit hjerte!" En moderne franciskaner har skrevet: "Det var takket være hans overdrivelse, at han fandt en vellykket balance, thi hans manglende respekt for mådehold virkede begge veje, lige som en vægt er bedre til at holde balance, jo længere dens arme er til begge sider. ... For Frans var bod kærlighed, sorg var fuldkommen glæde. Med denne målestok var dårskab visdom og overdrivelse suverænt mådehold !"

(2) Kristus er midtpunktet
(a) Fattigdom er spejlbilledet af Guds overvældende gavmildhed, kærlighed og medlidelse. Frans og Clara valgte fattigdom ikke af filosofiske grunde, ej heller af praktiske hensyn med henblik på at gøre deres mission mere produktivt eller effektivt. Ej heller en kritik af den tids rigdom i kirke eller samfund lå til grund for deres valg. De omfavnede fattigdom, fordi den blev omfavnet af den Herre, de tjente; den Mester, der valgte fattigdom af egen fri vilje, da han blev en skabning som os. Fattigdommen er således ikke et redskab, men er den levende kerne i en forkyndelse af, hvem og hvordan Gud er. Befrielsesteologen Leonard Boff har påpeget, at Frans ikke blot har levet iblandt eller for de fattige og udstødte i hans tid: hans store evne var at være "med-lidende", og det var han i kraft af den helhed af ømhed og styrke, han fandt i Guds lidelse i Kristus.
(b) Kærlighed til den menneskeblevne Kristus, som delagtiggør os i sin lidenhed og fattigdom og gør os til medelskende i Guds kærlighed, medstiftere af Kristi fred. Og kærlighed til den korsfæstede og opstandne Kristus : Frans' liv var nærmest indrammet af de to korsfæstelsesvisioner han fik af hhv. den sejrende Kristus i kirken i San Damiano i begyndelsen af sin efterfølgelse, hvor han hørte ordene "Sæt mit hus i stand", og af den lidende Kristus på bjerget La Verna henimod slutningen af sit liv. Der havde været en del år med stor skuffelse og tvivl for Frans på grund af brødrenes stridigheder i forhold til fællesskabets regel og livsførelse. En dybere identificering med Jesus på korset gav Frans en "glædesfyldt sorg" og forankrede ham på en endnu mere radikal måde i den frihed, hvor det er Gud, som råder.
(c) En sakramental hengivenhed over for Kristus, som er til stede i nadveren - i brødets lidenhed og uanselighed. Hver nadver er Betlehem på ny i hjertet lige som i julemessen i Greccio i 1223, hvor Frans indførte julekrybben til midnatsmessen og fejrede nadveren på et alter, der var arrangeret oven over stalden med barnet og dyrene.

(3) Kvinder og mænd er lige. Frans gik imod den tids kirkes herskende negative opfattelse af kvinder (hvor Eva ansås for at have den største skyld for syndefaldet!) og fulgte evangeliet, hvor der ikke gøres forskel mellem kvinder og mænd. Clara af Assisi sluttede sig til Frans i 1213 mod sin families vilje og udviklede en helt ny levevis for kvinder i et fællesskab præget af søsterlig samhørighed, bøn, fysisk arbejde og fattigdom. Hos hende mødte Frans en dyb empati, et jævnbyrdigt samspil og en lige så klar radikalitet i hendes omfavnelse af og trofasthed over for fattigdommens vej. Hun blev også den, som stærkest af alle i mange år efter Frans' død videregav Frans' vision og karisme til den efterfølgende generation. En respektfuld forundring over komplementariteten mellem mandlige og kvindelige væremåder finder også udtryk i Skabningernes Sang - fx. broder sol og søster måne.

(4) Kontemplation nærer forkyndelse: Tilbagetrækning og lange perioder som eneboer er en væsentlig del af Frans' liv fra de unge år indtil hans død og kilden til den dybe forening med Kristus, der betød, at han var, hvad han prædikede. Og denne dobbelte bevægelse mellem den udadrettede handling og den kontemplative tilbagetrækning har præget den franciskanske tradition og de nyere medlemmer af den franciskanske familie i alle årene. (For eksempel den anglikanske kirkes "Society of St Francis", som voksede ud af arbejdet med subsistensløse vejfarende i begyndelsen af sidste århundrede.)

(5) En fredsskabende, forenende spiritualitet: Kærlighed til og glæde over den skabte natur, jordisk og kosmisk, mennesker og dyr med. Åbenhed over for andre trosformer og kulturer, som viste sig i Frans' brud med korsfarernes mentalitet, da han brugte en våbenhvile til at besøge den muslimske lejr og førte en fredelig dialog med Sultanen og en af de ledende muslimske teologer om trosspørgsmål. Når alle ses som brødre og søstre, æres Gud på ret vis, og der er ingen plads til fjendebilleder.

(6) Åndelig moderskab som alles kald kommer til udtryk i Frans' kærlighed til Jesu mor - symbol på og forløber for Kirken. Hun føder Kristus, og det er kirkens opgave også at være Kristus-bærer og at udøve åndelig moderskab i lighed med hende. Også vi er kaldet til at føde Kristus på ny.

Frans var ikke abstrakt tænkende men spontant og konkret handlende ud fra sin oplevelse af Kristi personlige tiltale gennem evangeliets forbilleder. Ikke mindst hans egne nederlag og prøvelser blev i lyset af evangeliet til kaldserfaringer: dermed forvandledes de til en grobund for et liv i efterfølgelse præget af frihed og glæde og af en stedse dybere identificering med den selvudtømmende og korsfæstede Kristus. Det er denne stærke arv, der lever efter ham og atter og atter inspirerer nye generationer til at følge i hans fodspor.

fra Skovhusbladet - 2007/2


Clara
Af John Nicholson

Den, der havde en helt intuitiv sympati med Frans fandtes ikke blandt hans stridende brødre, men var en ung kvinde fra en adelig familie - Clara af Assisi (1194 - 1253). Hun mødte Frans første gang, da hun var 16 eller 17 år.

Palmesøndag aften i 1212 forlod Clara sit hjem i hemmelighed og gik sammen med en veninde ud til den lille kirke Sankt Maria af Englene, Portiuncula, i et skovområde i nærheden af byens hospital for spedalske. Frans tog imod hende og accepterede hendes optagelse til et viet liv, hvilket vakte stor modstand hos mændene i hendes familie. Derfor søgte hun asyl i et benediktinsk kloster i nærheden som beskyttelse mod familiens forsøg på at tvinge hende tilbage. I 1213 flyttede hun til San Damiano sammen med sin søster og blev der indtil sin død (1253). Ca. 50 kvinder fra Assisi sluttede sig til hende.

Claras og Frans' kald løb parallelt, og de modtog inspiration, støtte og trøst fra hinanden. Historien fortæller, at Frans skrev den berømte "Skabningernes Sang" under en sygdom, hvor han blev plejet af Clara i San Damiano efter opholdet på La Verna hen imod slutningen af hans liv.
Clara spillede en stor rolle efter Frans' død ved at holde fast ved hans vision og ved den helt centrale kristocentiske betydning af fattigdom som levevis.

Clara var enestående ved at tilbyde en form for evangelisk kommunitetsliv for kvinder uden for det traditionelle monastiske livs grænser. Oprindelig inspireret af Frans forkyndelse og eksempel, udviklede hun en ny levevis for kvinder i et kommunitet præget af søsterlig samhørighed - bøn - fysisk arbejde - fattigdom. "De fattige søstre" (som de blev kaldet) skulle være et spejlbillede af evangeliet og spejle Kristi ansigt for verden - ikke mindst for den voldelige og turbulente verden i og omkring Assisi.

Claras regel var den første af slagsen skrevet for kvinder af en kvinde. - Den var nyskabende ikke mindst ved

Især det sidste punkt gav søstrene problemer i mange år, og det er her Claras styrke og klarhed skinner igennem. Det var helt imod tidsånden og gængse fromhedsnormer, at man ikke måtte skænke ejendom til kirken og kirkens institutioner. Desuden havde et kirkekoncil i 1215 bestemt, at der ikke måtte laves nye ordensregler ud over de allerede eksisterende klassiske regler. Derfor fik Clara og hendes søstre pålagt Benedikts regel (som tillader ejendom i fællesskabet). Clara ville ikke have Benedikt som sin grundlægger, men Frans. Omgående appellerede hun til paven. Hendes stærke anmodning om at leve i "hellig fattigdom" førte til en undtagelsesregulering, som gav søstrene det særlige "Privilegium paupertatis" - fattigdomsprivilegium !!! fra paven, dvs. lov til ikke at eje noget. Og det opnåede Clara kun tre år efter, at hendes orden var blevet grundlagt, og det i en alder på kun 22 år! Derefter måtte hun dog vente i næsten 40 år, indtil to dage før sin død i 1253 på at modtage den officielle pavelige underskrift på søstrenes regel!

Supplement til Skovhusbladet - 2007/2


Bøn og livsførelse i en franciskansk ånd

"Jeg har gjort det, som var mit. Gør I nu det, som er jeres." (Frans)

"Ordet "tradition" betyder "at række videre". Tradition er ikke det, som er sket, men det, som vi er i færd med at leve nu i tråd med fortiden og drevet af håb for fremtiden. (John Main OSB)

Hvis vi vil gå et stykke vej i Frans' og Claras fodspor kunne vi tage udgangspunkt i en reflekterende bøn, hvor vi i lyset af Betlehem og Golgata spørger os selv:

(Tag udgangspunkt i det spørgsmål, der umiddelbart siger dig noget eller forstyrrer dig. De andre kan altid reflekteres over ved en senere lejlighed! Det kunne være gavnligt også, om der var flere, der i gensidig respekt og åbenhed var parate til at dele disse refleksioner og se, om der var områder, hvor "jeg" kunne blive til "vi". Eller de kunne indgå i en tematisk retræte.)

fra Skovhusbladet - 2007/2


" … se Herrens herlighed"

når
de mætte ser
de sultne

de ufølsomme
de lidende

de friske
de trætte

planlæggerne
de fortvivlede

de stærke
de svage

de ligeglade
de elskende

så bliver

de lidende
lette

de trætte
muntre

de fortvivlede
sikre

de svage
stærke

og de ligeglade
elskende

Es 35,2
Af Prof. Dr. Suzanne Sandherr
oversættelse: Sr. Regina König

fra Skovhusbladet - 2007/2


Så siger Herren:
Stå, hvor vejene krydses, og spørg efter de gamle stier,
hvor vejen fører til det gode, og gå på den.
Så skal I finde hvile for jeres sjæle.
(Jeremias 6,16)

I andres fodspor......
Af John Nicholson

Kristne traditioner opstår, når en person eller en gruppe under evangeliets indflydelse gribes af en grundvision, og andre begynder at følge i de pågældendes fodspor. Enhver given tradition er en overlevering og tilpasning af en bestemt levevis med tilhørende opgaver og nedfældet livsvisdom, som har udkrystalliseret sig blandt nogle mennesker, der i indbyrdes samhørighed har følt sig forpligtet på den oprindelige visionen. Således opstår forskellige sammenhænge, hvori bøn formes og foregår. Således udvikler de enkelte traditioner forskellige "stilarter" i bøn, som fremhæver forskellige dimensioner af Guds forhold til mennesker og menneskers erfaring af Gud.

Når vi går et stykke vej i andres fodspor, kan det vise os nye sammenhænge og dimensioner af Guds virkelighed og Guds verden, der hidtil har været skjult for os, og lære os at bede med et større udsyn end vore vante forestillinger og aktuelle behov. Dette vil sommetider være som en hjemkomst til noget, vi har længtes efter. Sommetider vil det vække modstand og koste overvindelse. Under alle omstændigheder vil det kræve øvelse og dermed afspejle det levende paradoks: at bøn både er gave og opgave, et forpligtende arbejde og den fuldkomne frihed. Det kan også være en påmindelse om, at kristen spiritualitet ikke handler om de åndelige oplevelsers intensitet men om trofasthedens konkrete orientering og praksis.

I fire små artikler over det kommende år vil jeg forsøge at formidle glimt af fire traditioner for efterfølgelse og bøn - fire former for legemliggjort spiritualitet: den Benediktinske, den Franciskanske, den Karmelitiske og den Ignatianske. Informationsmængden må nødvendigvis være begrænset, men måske kan der strejfes nogle væsentlige og karakteristiske træk som inspiration til at udvide vort eget bederum og leverum en lille smule, og dermed give næring til en økumenisk spiritualitet og ansporing til på egen hånd at udforske de gamle stier lidt mere og klarere se den bønsvej, vi selv er kaldet til at gå.

fra Skovhusbladet - 2007/1


I andres fodspor.....

I. Den Benediktinske Tradition

Artiklen findes også i en udgave med litteraturhenvisninger

Hvem var Benedikt af Nursia? (480 - 547)
I Benedikts liv kan vi se både ungdommelig kompromisløshed og et mere modent alderstrins nuancering og mådehold og skønne på, hvad begge har at bidrage til den langsomme livsproces, hvor Kristus formes i os.

Benedikt levede i en verden præget af omvæltninger og stærke opløsningstendenser i den bestående samfundsorden. Som søn af en velhavende familie sendt til Rom for at studere tog han afstand fra storbyens daværende moralske forfald og flyttede til et mindre sted for at leve sammen med ligesindede. Her kom han til at tiltrække sig uønsket opmærksomhed som mirakelmager og flygtede videre ind i dyb ensomhed i nærheden af Subiaco, hvor han levede tre år i en hule. Det var hans "ørkentid", hvor han kæmpede en indre kamp for at blive mere hel i sin orientering mod Gud. Nogle munke fra omegnen bad ham om at være deres leder, men efter han havde påtaget sig opgaven, blev hans ivrige strenghed dem så meget imod, at de forsøgte at forgive ham! Han tog tilbage til eneboertilværelsen, men på grund af hans ry for hellighed blev han nu opsøgt af mange andre. Benedikt organiserede dem i tolv små klostre med tolv munke til hvert. Uanset hvor store monastiske institutioner senere måtte vokse sig, er det benediktinske ideal en overskuelige enhed, hvor der kan tages hensyn til den enkelte.

Men godhed tiltrækker sig misundelse og fjendskab. Benedikt blev plaget af en lokal præsts jalousi, og ca. 530 trak han sig på ny tilbage, denne gang til Bjerget Monte Casino, hvor han begyndte med at bygge to små bederum og at prædike for den lokale befolkning. Her ser vi kimen til den kombination af at trække sig tilbage i bøn og at være til rådighed for andre, som er vedvarende kendetegn for det benediktinske liv.

Benedikts regel
I årene efter 530 frembringer Benedikt sit livsværk - "en lille regel, som kun er en begyndelse", eller "en skoling i Herrens tjeneste". Reglen er i øvrigt skrevet for lægfolk, ikke for teologer og præster! Som regulativ inkorporerer den meget, Benedikt har arvet fra ørkenens spiritualitet og tidligere regler, men sættes ind i et velorganiseret socialt perspektiv, der spejler urmenighedens liv som beskrevet i Apostlenes Gerninger. Benedikts egne konfrontationer og nederlag har bibragt ham et modererende menneskekundskab, og reglen er en klog blanding af krav og mildhed, ydre regulering og indre frihed. Her skal der forsøges ganske summarisk at bringe nogle hovedpunkter:

(1) Fællesskabets rammer og grundholdninger - især lydighed, stilhed, ydmyghed.
"Lydighed" og "ydmyghed" er måske ikke særligt tiltrækkende i vore ører. Vi kunne dog prøve at oversætte de tre begreber med: Lydhørhed = Vær åben over for det, du modtager fra den, som har mere erfaring, og udfør prompte, hvad du bliver bedt om, uden den murrende uvilje, som er så ødelæggende for ethvert fællesskabs velvære.
Opmærksomhed = Begynd alting i bøn og i bevidstheden om Guds nærvær.
Jordnærhed = Gør ikke forsøg på at hæve dig over andre: ydmyghed er trappen, der fører op til Gud.

(2) Fællesskabets liv. Blandt de mange bestemmelser og praktiske anvisninger er det især bemærkelsesværdigt, at reglen lægger næsten lige så megen vægt på arbejde og dens regulering, ikke mindst på det manuelle arbejde og arbejdet i køkkenet, som på bøn. Arbejde er helligt, og arbejdsredskaber skal behandles med tilsvarende ansvarlighed.

(3) Bøn - altings forankring. Liturgisk bøn består af de 7 tidebønner, dvs Laudes, Prim, Terts, Sext, Non, Vesper, Komplet (plus Vigilierne - en længere natbøn). Liturgien er "Opus Dei", Guds arbejde, og går frem for alt andet. Den skal udføres med en dyb ærbødighed over for Guds nærvær og hellighed. Men dette kan kun ske, såfremt bøn forstået som den konstante bevidsthed om Guds nærvær i alle livets aspekter er sikret gennem fællesskabets levevis. Benedikt giver ikke detaljerede instrukser for den personlige bøn. Men som tilgang understreger han hengivenhed, anger, åbenhed - og ordknaphed ! (medmindre vi lejlighedsvis inspireres til at gøre bønnen længere). Han antager, at den fælles liturgiske bøn nærer og former det bedende sind. Læsning - "Lectio Divina" - er bindeleddet mellem den liturgiske og den personlige bøn og betragtes som værende i sig selv et vigtigt arbejde. Læsning betyder den Gudvendte, Gudcentrerede læsning.

(4) Monastisk spiritualitet. "Den gode ånd" (iver), som bør gennemsyre fællesskabets liv, kender ingen splittelse mellem kærlighed til Gud og den faktiske udøvelse af kærlighed til ens medbrødre (-søstre !). Den er imod al selvhævdende individualisme (og derfor er alting fælles eje): den satser på nærvær, tilgivelse og en endeløs overbærenhed med hinandens svagheder, netop så fællesskabets individer lutres og vokser i indbyrdes kærlighed og gensidig lydhørhed. Denne spiritualitet er derfor i bund og grund en fredskultur.

Opsummering: (Og hvilke elementer af denne spiritualitet tiltrækker hhv. tiltaler os ikke ?)
Benedikt er opsat på, at den disciplin og de bestemmelser, som et liv i fællesskab kræver, skal tilpasses den enkeltes behov og formåen. Fællesskabet fungerer ikke på grund af en kadaverdisciplin men er rodfæstet i gensidigt hensyn og personligt kendskab til fællesskabets medlemmer, især fra Abbedens side som kommunitetets åndelige fader. Lydighed har sit udspring og sin forudsætning i lydhørhed over for de enkelte medlemmers forskelle, deres evner og svagheder (og ikke mindst de sidste).

Her har vi

Som livsform er den benediktinske vej en af de ældste blandt hele den vestlige kulturs samfundsbærende institutioner, kirkelige strukturer og visdomstraditioner. I forhold til alle tre dimensioner ansporer den til en pragmatisk tilgang til de ting, der kræver opmærksomhed og regulering, når mennesker lever sammen.

Den grundlæggende Benediktinske indsigt: Vi er ikke individuelle ejere af jorden og dens goder men brødre og søstre, som sammen forvalter og deler Guds skaberværk, sammen favner og forholder os til hele planeten i en fælles respekt og ærefrygt; og den benediktinske tradition, sådan som den leves, udgør en skoling i de holdninger og den disciplinerede praksis, som er relevante for dette mål og yderst relevante for vores tid. Samtidig er den en vedvarende inspiration til at leve hele livet i bevidstheden om Guds nærvær.

fra Skovhusbladet - 2007/1


Benediktinske betragtninger -

Lyt.
det første ord i forordet til Benedikts Regel

Om indbyrdes kærlighed:
Ingen satser på at opnå personlig fordel, men alle er optaget af hinandens bedste.
Regel kap 72

Om bøn:
Gør bøn til det første skridt i alt, hvad du synes, det er værd at foretage dig.
Regel, forord

Om gæster:
Alle gæster, som kommer til klosteret skal modtages som Kristus, for han vil selv sige : Jeg var fremmed, og I tog imod mig.
Regel kap 53 og Matthæus 25 v. 35

Om lydighed:
Ingen kan være i tvivl om, at de har som deres forbillede Herrens ord: jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.
Regel kap 5 og Johannes 6 v.38


Flere benediktinske betragtninger -

Om reglens intention:
Vores hensigt er at etablere en lille læreplads til indskoling i Herrens tjeneste ...... Vær trofast over for denne lille regel, som kun er en begyndelse.
Regel, forord og afslutning

Om arbejde:
Lediggang er sjælens fjende. Derfor skal alle i fællesskabet til fastsatte tider være beskæftiget med manuelt arbejde og til andre fastsatte tidspunkter med åndelig læsning (lectio divina).
Regel kap 48

Om tidebøn:
Salmistens ord er: Dig priser jeg syv gange om dagen.
Regel kap 16 og Davids salme 119 v.164

Om ydmyghed:
Man stiger ned med selvophøjelse og stiger op med ydmyghed.
Regel kap 7 og Lukas 14 v.11

Om skønsom balance:
At afstemme alting, så de stærke har noget at række ud efter, og de svage afskrækkes ikke af for store krav.
Regel kap 64

Benedikts regel gav inspiration til og næring til en alternativ livsform. Den var en tilværelse i hårdt arbejdende, økonomisk selvberoende kommuniteter, som var fuldt ud bevidste om deres ansvar over for verden omkring sig, men som praktiserede en evangelisk form af den radikale "løsrivelse", som ørkenfædrene havde været et eksempel på.
Lawrence Cunningham i Rowan Williams: Silence and Honey Cakes (2003), s.11

Hvis mennesker i dag fortsat henvender sig til kommuniteter, hvor "Fred, arbejde og bøn" og "Foretræk intet frem for Kristus" er fortrolige nøgleord, er det sikkert ikke, fordi de søger sofistikerede tanker eller esoterisk visdom. De føler sig tiltrukket af den enkle kunst at leve et Gudvendt liv og af det "langsomt virkende mirakel": Guds trofasthed og kærlighed i den lang-varige udholdenhed, som er dagliglivets realitet.
Dom Andrew Nugent OSB: The Search for Spirituality (2002), s. 60


Den benediktinske tradition: information og litteratur

Den benediktinske orden er en vidtforgrenet slægt af selvstændige klosterfællesskaber og af tilknyttede ikke-monastiske sammenslutninger af lægfolk. Langt det største antal benediktinermunke og -nonne findes inden for den Romersk Katolske kirke, men der er også Anglikanske benediktinerklostre i mange lande, og et kommunitet for mænd har eksisteret inden for den Svenske Kirke siden 1965 (Östanbäcks Kloster) og støttes af de svenske biskoppers udtalelse af den 17. januar 1990 vedrørende kommuniteter og klostre.
www.svenskakyrkan.se/klostren/ostanbak.htm
www.svenskakyrkan.se/klostren/biskopsm.htm.

Yderligere materialer:-
The Benedictine Handbook (Canterbury Press 2003) En fremragende og smuk ressourcebog på engelsk med en god moderne oversættelse af Benedikts Regel, enkelte tidebønsformer til et 14-dages forløb og korte, lettilgængelige artikler om centrale aspekter af den benedektinske spiritualitet. Indbundet og prisbillig.

Columba Stewart OSB: Prayer and Community: (Darton Longman Todd 1998)

Benedikts Regel: latinsk tekst med sideløbende dansk oversættelse samt kommentar af Brian Møller Jensen. (Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 1998.)

Esther de Waal: fremragende formidling med eftertryk på Benedikts relevans for livet uden for klostret:-
(1) Seeking God - the way of St Benedict (Canterbury Press 1999)
Skrevet i en meget travl livsfase
(2) Living with Contradictions - reflections on the rule of St Benedict (Canterbury Press 2003)
Skrevet i en mere reflekterende livsfases perspektiv. Findes også på norsk:
Å leve med motsigelser - en innføring i benediktinsk spiritualitet (St Olav forlag, Norge)

Peter Halldorf: Uberørt Land (Boedal 2004) sider 117-140

Internet (læsning og refleksion til resten af livet!):
http://www.osb.org/osbsitemap.html
www.osb.org
www.laybenedictines.org


En salme jeg holder af:
Her vil ties, her vil bies

Kristian Bork Sørensen

1 Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2 Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3 Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4 Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5 Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6 Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Højs 2,11-14.
Hans Adolph Brorson (1765).
DDS 557

Et af de mærkeligste og mest imponerende digte i det danske sprog. De enkelte vers giver februars stemninger mellem frygt og håb, og med en enestående stigen fra første vers, hvor håbet endnu knap tør vove sig frem, og til sidste, hvor længselen ser sit mål ganske nær.

Digtet må sikkert i lighed med flere andre i Svanesangen opfattes som en samtale mellem Jesus og sjælen, svarende til brudgom og brud i Højsangen. Frelseren taler i vers 1, 3, 5-6, mens mennesket indskyder sine replikker i v. 2 og 4.

Vers 1. Frelseren taler til den utålmodige sjæl: Her på jorden må man tie og bie. Du må vente og holde ud, så skal du sikkert opnå den fælles sommer.

Vers 2 er mørkere og virker som en slags indvending til vers 1: Sjælen klager over, hvor svært det er. "Når dagene længes, vil vinteren strenges". Sådan er det ofte i februar, men når dagene bliver længere og længselen stærkere, betyder det også, at vendingen er sket.

Vers 3. Du skal ikke nøjes med at vente, du skal se! De grønne spirer er tegn på det kommende forår. Gærdet har en dobbeltbetydning. Der hentydes vel også til tremmerne i Højsangen (2,9), bag det, der skiller evigheden fra denne verden, har Gud allerede bønhørelsen rede til sjælen. Turtelduen - veninden i Højsangen, Jesu brud.

Vers 4. Ved synet af det grønne bag gærdet bryder sjælen ud i glæde. Den spirende begyndelse til salighedens vår kaldes førstegrøden. Vi har Ånden som førstegrøde, siger Paulus. Har man Helligånden, har man hermed forsmag på det evige liv. Når man mærker virkningerne af Guds Ånd, er det som at se de første grønne skud af den evige sommer.

Vers 5. For tredje gang taler Jesus til sjælen: Hvis du kunne forstå, hvad der nu sker med snetæppet, hvor planterne beskyttes, så ville du fatte trængslernes hemmelighed. Lidelser vil ikke udslette troen, men kan netop komme til at bevare den.
Frelseren fortsætter og kalder på Sjælen: Lad mig da se dig ikke med sure miner, men med håbets tegn!

fra Skovhusbladet - 2007/1


I andres fodspor.....

I. Den Benediktinske Tradition

Hvem var Benedikt af Nursia? (480 - 547)
I Benedikts liv kan vi se både ungdommelig kompromisløshed og et mere modent alderstrins nuancering og mådehold og skønne på, hvad begge har at bidrage til den langsomme livsproces, hvor Kristus formes i os.

Benedikt levede i en verden præget af omvæltninger og stærke opløsningstendenser i den bestående samfundsorden.
Som søn af en velhavende familie sendt til Rom for at studere tog han afstand fra storbyens daværende moralske forfald og flyttede til et mindre sted for at leve sammen med ligesindede. Her kom han til at tiltrække sig uønsket opmærksomhed som mirakelmager og flygtede videre ind i dyb ensomhed i nærheden af Subiaco, hvor han levede tre år i en hule. Det var hans "ørkentid", hvor han kæmpede en indre kamp for at blive mere hel i sin orientering mod Gud. Nogle munke fra omegnen bad ham om at være deres leder, men efter han havde påtaget sig opgaven, blev hans ivrige strenghed dem så meget imod, at de forsøgte at forgive ham! Han tog tilbage til eneboertilværelsen, men på grund af hans ry for hellighed blev han nu opsøgt af mange. Benedikt organiserede dem i tolv små klostre med tolv munke til hvert. Uanset hvor store monastiske institutioner senere måtte vokse sig, er det benediktinske ideal en overskuelig enhed, hvor der kan tages hensyn til den enkelte.

Men godhed tiltrækker sig misundelse og fjendskab. Benedikt blev plaget af en lokal præsts jalousi, og ca. 530 trak han sig på ny tilbage, denne gang til Bjerget Monte Casino, hvor han begyndte med at bygge to små bederum og at prædike for den lokale befolkning. Her ser vi kimen til den kombination af at trække sig tilbage i bøn og at være til rådighed for andre, som er vedvarende kendetegn for det benediktinske liv.

Benedikts regel
I årene efter 530 frembringer Benedikt sit livsværk - "en lille regel, som kun er en begyndelse" (§73), eller "en skoling i Herrens tjeneste" (Prolog til reglen). Reglen er i øvrigt skrevet for lægfolk, ikke for teologer og præster! Som regulativ inkorporerer den meget, Benedikt har nedarvet fra ørkenens spiritualitet og tidligere regler, men sættes ind i et velorganiseret socialt perspektiv, der spejler urmenighedens liv som beskrevet i Apostlenes Gerninger. Benedikts egne konfrontationer og nederlag har bibragt ham et modererende menneskekundskab, og reglen er en klog blanding af krav og mildhed, ydre regulering og indre frihed. Her skal der forsøges ganske summarisk at bringe nogle hovedpunkter:

(1) Fællesskabets rammer og grundholdninger - især lydighed, stilhed, ydmyghed
"Lydighed" og "ydmyghed" er måske ikke særligt tiltrækkende i vore ører. Vi kunne dog prøve at oversætte de tre begreber med:
Lydhørhed = Vær åben over for det, du modtager fra den, som har mere erfaring (Prolog), og udfør prompte, hvad du bliver bedt om uden den murrende uvilje, som er så ødelæggende for ethvert fællesskabs velvære. (kap.5)
Opmærksomhed = Begynd alting i bøn og i bevidstheden om Guds nærvær. (Prolog)
Jordnærhed = Gør ikke forsøg på at hæve dig over andre: ydmyghed er trappen, der fører op til Gud. (kap.7)

(2) Fællesskabets liv. Blandt de mange bestemmelser og praktiske anvisninger er det især bemærkelsesværdigt, at reglen lægger næsten lige så megen vægt på arbejde og dets regulering, ikke mindst på det manuelle arbejde (kap.48) og arbejdet i køkkenet (kap35), som på bøn. Arbejde er helligt, og arbejdsredskaber skal behandles med tilsvarende ansvarlighed. (kap.32)

(3) Bøn - altings forankring. (Prolog) Liturgisk bøn består i de 7 tidebønner, dvs Laudes, Prim, Terts, Sext, Non, Vesper, Komplet (plus Vigilierne - en længere natbøn). (kap.16) Liturgien er "Opus Dei", Guds arbejde, og går frem for alt andet. (kap.43&47) Den skal udføres med en dyb ærbødighed over for Guds nærvær og hellighed. (kap.19) Men dette kan kun ske, såfremt bøn forstået som den konstante bevidsthed om Guds nærvær i alle livets aspekter er sikret gennem fællesskabets levevis. Benedikt giver ikke detaljerede instrukser for den personlige bøn. Men som tilgang understreger han hengivenhed, anger, åbenhed - og ordknaphed! (medmindre vi lejlighedsvis inspireres til at gøre bønnen længere). (kap.20&52) Han antager, at den fælles liturgiske bøn nærer og former det bedende sind. Læsning - "Lectio Divina" - er bindeleddet mellem den liturgiske og den personlige bøn og betragtes som værende i sig selv et vigtigt arbejde. (kap.48) Læsning betyder den Gudvendte, Gudcentrerede læsning.

(4) Monastisk spiritualitet. (kap.4) "Den gode ånd" (iver), som bør gennemsyre fællesskabets liv, kender ingen splittelse mellem kærlighed til Gud og den faktiske udøvelse af kærlighed til ens medbrødre (-søstre !). Den er imod al selvhævdende individualisme (og derfor er alting fælles eje (kap.33&54)): den satser på nærvær, tilgivelse og en endeløs overbærenhed med hinandens svagheder, netop så fællesskabets individer lutres og vokser i indbyrdes kærlighed og gensidig lydhørhed. (kap.71&72) Denne spiritualitet er derfor i bund og grund en fredskultur.

Opsummering: (Og hvilke elementer af denne spiritualitet tiltrækker hhv. tiltaler os ikke?)
Benedikt er opsat på, at den disciplin og de bestemmelser, som et liv i fællesskab kræver, skal tilpasses den enkeltes behov og formåen. Fællesskabet fungerer ikke på grund af en kadaverdisciplin men er rodfæstet i gensidigt hensyn og personligt kendskab til fællesskabets medlemmer, især fra Abbedens side som kommunitetets åndelige fader. Lydighed har sit udspring og sin forudsætning i lydhørhed over for de enkelte medlemmers forskelle, deres evner og svagheder (og ikke mindst de sidste).

Her har vi

Som livsform er den benediktinske vej en af de ældste blandt hele den vestlige kulturs samfundsbærende institutioner, kirkelige strukturer og visdomstraditioner. I forhold til alle tre dimensioner ansporer den til en pragmatisk tilgang til de ting, der kræver opmærksomhed og regulering, når mennesker lever sammen.

Den grundlæggende Benediktinske indsigt: Vi er ikke individuelle ejere af jorden og dens goder men brødre og søstre, som sammen forvalter og deler Guds skaberværk, sammen favner og forholder os til hele planeten i en fælles respekt og ærefrygt; og den benediktinske tradition, sådan som den leves, udgør en skoling i de holdninger og den disciplinerede praksis, som er relevante for dette mål og yderst relevante for vores tid. Samtidig er den en vedvarende inspiration til at leve hele livet i bevidstheden om Guds nærvær.