[Skovhusbladets artikler 2008] Troens Nat 4 ...
Luther og den anfægtede sjæl - mennesket mellem Gud og djævel
Else Marie Wiberg Pedersen

Når reformatoren Martin Luther (1483-1546) fremstilles af eftertiden sker det ofte i en form, som han selv ville have misbilliget, nemlig i form af en helgen. Men Luther var et facetteret og sammensat menneske, der ikke nødvendigvis artede sig sådan, som de fleste i dag måske vil opfatte en helgen, nemlig som en helstøbt, rolig person, der er hævet over livets og troens anfægtelser. Men sådan er helgenens liv netop ikke, og det er Luthers liv ej heller.

Det er ironisk nok, præcis da Luther beslutter at leve et mere helligt liv i taknemlighed til Gud, at hans største anfægtelser over for livet og troen på Gud begynder. I 1505 går han i kloster, idet han bliver novice hos augustinereremitterne i Erfurt. Dette, fortæller han selv, skyldes en tordenvejrsoplevelse, han havde, da han var på vej hjem fra universitetet i Erfurt, fra jurastudierne, til sine forældre. Tordenvejret er så voldsomt, at det nær slår ham ihjel, og han lover jomfru Marias legende-mor, Anna, at han, hvis han overlever, vil gå i kloster. De lyn, som dette tordenvejr indbefatter, er samtidig et sindbillede på den måde, Luther af og til føler sig som menneske: et menneske konstant truet af lynnedslag, forstået som det truende og ubekendte, der til enhver tid kan slå en tilværelse i stykker. Det anfægtede menneske optager Luther meget, og der er faktisk 1162 hits på ordet ”Anfechtung”, når man går ind på Luthers værker online.

Det kan være svært at passe et sådant billede af et menneske, der konstant føler sit liv truet, ind i billedet af den Luther, der så tilsyneladende sikkert kæmper for sin tro på Gud. Men Luthers liv og hele indsats viser, at anfægtelsen og troen har med hinanden at gøre. Faktisk er det min påstand, at Luther netop her kan få karakter af en helgen for almindelige mennesker, fordi han kender anfægtelsen, tvivlen og fortvivlelsen, som kan gribe ethvert menneskes liv; og fordi han viser en vej ud af den. Luthers liv er så præget af, at han – om end hans forfatterskab vidner om en mand i evindelig kamp mod andre (pavekirken om reform af kirken, Karlstadt og hele venstrefløjen af reformationsbevægelsen om reformationens mål, Zwingli om nadverforståelsen, Erasmus om den frie eller trælbundne vilje og flere) for den sande tro - kæmper allermest med sig selv. Selvom vi ikke ved, hvordan vi skal forstå Luthers tordenvejroplevelse, og selvom man altid skal være forsigtig med at psykologisere over andre mennesker, ikke mindst historiske personer, hvis oplevelser vi kun kender fra diverse tekstbearbejdelser, så ved vi, at den bliver banebrydende for resten af hans liv. Luther havde lovet sin far at blive jurist, men nu skifter han, rystet i sin grundvold, til et liv som munk og som teologistuderende.

Luther vælger altså ikke det lette liv. Han vælger at gå imod sin fars ønske om, at han bliver jurist. Ved at vælge munkelivet siger han desuden bl.a. et familieliv fra, som hans forældre, opadstræbende borgere, havde ønsket sig af ham. Da Luther 15 år senere selv gør op med munkelivet i teksten Om munkeløfterne (fra 1520-21), antyder han, at forholdet til hans far har været kompliceret, og han modstiller sit eget far-søn-forhold med forholdet til Gud Faderen. Luther fremhæver, at de begge, både Luther og hans far, må være lydige over for De ti Bud, men at disse bud er omfattet af Guds nåde og kærlighed. Luther har på det tidspunkt fundet en nådig Gud, en Gud han har fundet efter mange og lange kampe, fra han gik i kloster i 1505 og nogle år frem.

Luther er en ivrig munk, fordi han tror, at han kan finde sjælefred gennem ydre handlinger, ved at læse og bede tidebønnerne blandt andet. Men hans iver giver ikke de ønskede resultater. Jo mere han søger at gøre Guds vilje, at være et godt og udadleligt menneske, jo mere føler han sig som en stor synder, og altså som et skyldigt menneske. Skyldfølelsen tager til, og angeren over skylden tager til, og ikke engang hans dåb er nok til at holde fortvivlelsen borte: ”Jeg har selv i 15 år været munk, foruden, hvad jeg kunne. Jeg kunne heller ikke nogen sinde trøste mig med min dåb, men tænkte altid: ’Hvornår vil du dog engang blive from og gøre nok, så du får en nådig Gud?” Og gennem sådanne tanker blev jeg drevet til munkeri og til at pine og plage mig med faste, kulde og strengt liv. Og dog udrettede jeg ikke mere med det, end at jeg mistede den kære dåb. Ja, det hjalp mig til at fornægte den.”

Også efter han er blevet professor i Wittenberg, er Luther plaget af alle disse sjælekvaler. I 1516 beskriver han, hvordan undervisning, prædiken og administration tager al hans tid: ”Kun sjældent får jeg tid til at læse og overholde mine tidebønner. Dertil kommer mine egne fristelser fra kødet, verden og Djævelen. Du ser, jeg er et menneske, som ingenting bestiller.” Men det er i disse år fra 1512 til 1520, mens Luther læser og underviser i de bibelske tekster, som han desuden oversætter direkte fra hebraisk (GT) og græsk (NT). Dette var noget nyt i forhold til middelalderen, hvor man kun læste små uddrag fra den latinske Vulgata, taget ud af kontekst, og samlet i bøger med ”highlights”. Gennem dette arbejde fandt Luther endelig sin nådige Gud, nemlig da han pludselig læste Romerbrevet 1,17 med nye øjne: ”den retfærdige skal leve af tro.” Normalt gik han i stå, når han læste disse ord, fordi han forbandt Guds retfærdighed med billedet af Gud som en hård dommer, der straffer synderen. Og hvem var denne synder andre end Luther selv? Men pludselig ser Luther, at Guds retfærdighed skal forbindes med Guds nåde og kærlighed.: ”gennem evangeliet bliver Guds retfærdighed åbenbar, nemlig den såkaldte ”passive”, dvs. den retfærdighed vi modtager fra Gud, hvorved Han ud af nåde og barmhjertighed gør os retfærdige… Nu følte jeg mig helt og holdent som nyfødt.”

Her ligger kernen til Luthers reformation, som jo samtidig er det princip, der redder hans liv: Gud er ikke en streng og straffende dommer, men en nådig og kærlig Gud. Derfor kan man tro på Gud, og det vil i Luthers forståelse sige: have tillid til Gud. Gud giver mennesker alt, det daglige brød og hele deres tilværelse. Luthers tro er således eksistentiel. Men at tilliden til Gud er hele hans eksistensgrundlag, gør ham også sårbar i de perioder, hvor Gud forekommer fjern eller fraværende, fordi tilværelsen viser sig fra sine hårde sider. Her kan Djævelens ansigt forekomme ham alt for synligt (”Djævelen” omtales mere end 11000 gange hos Luther). Men også Djævelen spiller en rolle eksistentielt. Luthers anfægtelser forsvinder ikke. Han lever et liv, der koster. Det gælder i kampen for reformationen, hvor han ofte må kæmpe alene og føler sig misforstået af såvel modstandere som medkæmpere. Det gælder i det almindelige liv, hvor Luther ganske vist har indgået et lykkeligt ægteskab med den tidligere nonne, Katharina af Bora, men hvor han også oplever at miste nogle af sine elskede børn. Da rives han over af fortvivlelse. Men hver gang finder han trøsten hos den nådige Gud og i troen på Guds frie tilgivelse, som han henter ud af Bibelen, i Ordet, som blev kød for at udfri mennesker af synd. Vejen dertil går gennem samværet med andre mennesker: ”Jeg har gjort den erfaring, at jeg aldrig falder oftere i synd [dvs., at tvivle på Gud], end når jeg er alene. Gud skabte mennesker til samvær, ikke til ensomhed. For at to skulle være sammen, skabtes mennesket som mand og kvinde og af deres ægteskab skabte Gud sig en evig kirke.”

Det hænger sammen med, at Luthers Gud er en Gud, vi kun kender som et menneske. Luthers trøst til sig selv og til ethvert anfægtet menneske er at pege på denne Guds nådige tilgivelse for alle de fristelser og utilstrækkeligheder, et sådant menneske måtte føle. For Luthers Gud havde selv levet det anfægtede menneskes liv og besejret ikke bare anfægtelsen men også ondskaben i menneskers liv. Derfor sluttede han sit liv med ordene: ”I dine hænder, herre, befaler jeg min ånd; du har forløst mig, du trofaste Gud.” Djævelen fik ikke det sidste ord.

fra Skovhusbladet - 2008/4


Citater fra Luthers værker

Det amen, som vi afslutter bønnen med, grunder sig ikke på vor værdighed, men på Guds løfte.
WA 25. 238 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Intet er mere dyrebart i hele Den Hellige Skrift en Guds løfte. Hvis ikke der fandtes noget løfte, fandtes det heller ikke nogen bøn eller gerninger eller tro, nej, ikke en gang livet eller noget andet. For Guds løfte holder os oppe og trøster os i al anfægtelse i kød og ånd.
WA 5. 376 (Salmerne, 1519-21)

Bønnens væsen og natur er ikke noget andet end at løfte sindet eller hjertet til Gud.
WA 2, 85 (Fadervor udlagt, 1519)

Gud vil ikke at frygten alene skal herske, men han vil, at man i hjertenød skal holde fast ved håbet på hans barmhjertighed.
WA 43, 44 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Man skal ikke bare stirre op mod himmelen, når man hører tale om Himmeriget. For Himmeriget er over alt, hvor sakramenterne og troen er.
WA 37. 180 (Prædiken, 1533)

Et hjerte, som kæmper med fortvivlelse, kan aldrig få nok og aldrig for meget af kundskab om Guds vilje.
WA 42, 324 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Den, som går forbi sin næste, går også forbi Gud.
WA 37. 140 (Prædiken, 1533)

De to små ord nåde og fred omfatter hele den kristne læres væsen.
WA 40 I. 72 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Jeg vil aldrig have nogen anden tanke end denne: Opstandelsen er sket for mig.
WA 46. 327 (Prædiken, 1538)

Skriften med sine dunkle steder behøver udlæggelse. Gå forbi den, hvor den er dunkel og hold dig til den, dér hvor den er klar.
WA 8. 99 (Mod Latomus, 1521)

Dette er den guddommelige nådes dyrebare skat, den underfulde ombytning: Vores synder er nu ikke mere vores, men tilhører Kristus, og Kristi retfærdighed ikke hans, men vores.
WA 5, 608 (Salmeforelæsningen 1521)

Kilde: www.lutherdansk.dk ved Finn B. Andersen

fra Skovhusbladet - 2008/4


Bønner fra Taizé

Helligånd, du ånder på det sårede.
Du tænder i os en flamme af barmhjertighed og kærlighed,
som til stadighed lever under asken.
Og gennem dig kan selv angsten og det tætte mørke i vore hjerter vendes
og blive til morgenlyset fra et nyt liv.

Evigheds Gud,
Om vi ved det eller ej
er din Helligånd vort indre lys.
Han oplyser skyggerne i vor sjæl.
Han trænger ind i vore inderste nætter
og overstråler dem med sit usynlige nærvær.

fra ”I allt frid i hjärtat, broder Roger från Taizé”

fra Skovhusbladet - 2008/4


Troens Nat 3 ...
Ridser i Lakken eller Menneskelivets betingelse – erfaringen af mørke i Moder Theresas liv
Eva Nordentoft

Hun blev født i 1910 i Skopje i Jugoslavien af albanske forældre. Som 18 årig tilsluttede hun sig den katolske Lorettoorden, som havde sit hovedsæde i Dublin. I sin prøvetid blev hun sendt til Darjeeling (Bengalen), hvor hun blev uddannet som lærer (med speciale i geografi). Efter endt uddannelse blev hun rektor for et pigegymnasium i Calcutta. I 1946 oplevede hun ”kaldet” til at tjene de fattigste og de forladte i det miljø, de lever og dør i. 1950 oprettede hun sin egen orden ”Kærlighedens Missionærer”. Verden er for rig for de fattige, siger hun, og derfor forlader hun undervisningen og optager tjenesten hos de nederste og ringeste.
Hun bruger 1900'tallets sprog, hvad der indimellem giver vanskeligheder med at forstå hende, og man skal ikke falde for at se sproget som sødladen. Man talte bare anderledes for knap 100 år siden.

Offentliggørelsen af Moder Theresas erindringer gav anledning til mistro til hendes troværdighed i nogle medier, der i blandt Publik Forum, som taler om Moder Theresas tomme himmel (Nr.18, 2007). Men Moder Theresa havde været et u-menneske, hvis ikke hun havde kendt håbløshed og fortvivlelse i det liv, hun og hendes medsøstre levede i Calcutta, og som de så i deres dagligdag. ”Ørkenerfaringen” deler hun med kristenhedens store helgener. Rent menneskeligt ville det endda have været mærkeligt og følelseskoldt, hvis den nød og de lidelser, hun så, ikke havde fremkaldt en følelse af afmagt og fortvivlelse, ja tvivl på Guds nærvær.

Pave Benedikt XVI siger i sin bog ”Jesus af Nazareth”: ved at være FADER kan Gud tales til, han kan anråbes, og dermed gjorde Gud sig sårbar. Om den ikke stillede længsel, det ikke besvarede råb, siger moder Theresa et sted: ”og om det så skulle vare hele vejen, vil jeg gå i længsel og venten”.

Kilderne til Moder Theresas tanker er breve – og hun skrev mange. Hun skrev til sine medsøstre, til sin skriftefar, til biskopper og præster, og disse breve er delvis tilgængelige, men dokumentationen er stedvis mangelfuld (Orientierung 72, Zürich 2008).

Moder Theresas udsagn bæres af to grundtanker: For det første: vi må lindre de lidendes nød, fysisk og åndeligt, ved at dele deres vilkår. Hun taler om at opsøge dem i deres huler og armod. For det andet: Jesus ville hjælpe os ved at dele vore kår: vort liv, vor ensomhed, vor smerte og død. Alt det har han taget på sig og båret ind i den mørkeste nat. Kun ved virkelig at være et med os har han forløst os. Jesus er ikke blot betaling for vores misgerninger; Gud er ingen kræmmer eller tilskuer, men Gud er blevet menneske, han deler vores nød, og ingen situation er sådan, at Gud ikke har været der, eller er der.
Jesus kendte mørket i Gethsemane Have og i råbet på korset: ”Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig!” Man kan roligt sige, at alle store helgener har kendt den åndelige ørken og følelsen af gudsforladthed.

fra Skovhusbladet - 2008/3


Citater fra Moder Theresas breve til eftertanke og fordybelse:

Denne skrækkelige følelse af fortabthed - dette ubeskrivelige mørke – denne ensomhed, denne konstante længsel efter Gud – som er årsag til denne dybe smerte i mit hjerte – det er sådan et mørke, at jeg virkelig ikke kan se noget... Guds plads i min sjæl er tom....

Hvorfor siger Jesus: ”Jeg tørster”? Hvad betyder det? Det er meget svært at fatte det i ord…

”Jeg tørster” går meget dybere, end hvis Jesus sagde: ”Jeg elsker dig.” Indtil I begriber dybet i jeres inderste, at Jesus tørster efter jer, kan I heller ikke erfare, hvad han vil være for jer, eller hvad I skal være for Ham.

Jeg vil smile til Jesus for at gemme min smerte og min sjæls mørke også for ham.

Længslen efter Gud kan ikke tilfredsstilles i denne verden.
”Jeg er villig til at vente i al evighed på dig”
Svaret er ikke viljen, men hengivelse.

Jeg foretrækker, at I gør fejl i godhed frem for, at I gør mirakler i kærlighedsløshed.

Nej, jeg er ikke alene – jeg har Hans mørke, og jeg har Hans smerte.
Hvis jeg nogensinde bliver en helgen, så mørkets helgen.
Jeg håber, at den dag, hvor jeg er total tom, så kommer Han.

Det drejer sig ikke om, hvor meget vi virkelig ”har” at give – men om hvor tomme vi er – så at vi i vores liv fuldt ud kan modtage og kan lade Ham leve Sit liv i os.

Sand kærlighed er hengivelse… Vi skal slukke tørsten efter en uendelig Gud, som dør af kærlighed.

Udgiveren af hendes breve siger om Moder Theresa:
”Det var ikke på grund af den lidelse, hun bar på, som gjorde hende til helgen, men den kærlighed, med hvilken hun levede sit liv i al den lidelse.

Kilderne til citaterne er:
Moder Teresa, ”Dybt i hjertets stilhed” Unitas 1989
Mutter Theresa, ”Komm sei mein Licht” red. Brian Kolodiejchuck MC, Pattloch Verlag Müchen 2007
Schalom Ben-Chorin, „Als Gott schwieg“, Mainz 1989 – jødisk kristne spørgsmål til vor tro efter Auschwitz. Nikolaus Föhr, Mitgehen, Trier 1996

fra Skovhusbladet - 2008/3


Kære Gud! Du ser min vrede ...

Kære Gud! Du ser min vrede, min frustration og min sorg.
Jeg bekender for dig, at jeg ikke har den store lyst til at komme til dig.
Herre, jeg er så langt nede,
og jeg forstår ikke, hvorfor du handler sådan i mit liv.
Grib ind, for jeg magter det ikke mere.
Du, der er kærlig, lad mig mærke dit nærvær.
Du, der er trofast, lad mig få tillid til dig.
Du, der siger, du vil gå med os,
grib mig, inden jeg mister dig helt.
Amen

Fra bogen ”Ovenlys på dage med sorg” af cand. psyk Aida H. Andersen, og udgivet på Credo Forlag i 2006.

fra Skovhusbladet - 2008/3


Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!
Kirsten Nielsen

Læs først:

1 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det var dit sidste råb, min bror,
den dag, da smerten blev for stor,
da du blev tvunget helt i knæ
og naglet fast til korsets træ:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”

2 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det var dit skrig i dødens vold,
da solen sortned klokken tolv,
og man ku' høre mørket le,
indtil du råbte klokken tre:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”

3 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det råber jeg, når alt blir sort,
når én, jeg elsker, rives bort,
når ensomhed og angst og vold
gør verden her langfredagskold:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”

4 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det høje skrig, det dybe råb,
er hjertets trøst og verdens håb.
Det slår med nagler fast, at du
er ét med dem, der råber nu:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”

5 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det er dit råb fra jordens små,
fra dem, som magten tramper på,
fra dem, der kender korsets gru,
fra alle dem, der råber nu:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”

6 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det råb er Himlens ramaskrig
mod fjendemagt og vennesvig.
Det tvinger alle os i knæ
for dig, som er nu livets træ:
“Min skyld, min Gud, min skyld, min Gud,
forlad mig!”

7 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.

Hans Anker Jørgensen 1991-93
Den danske Salmebog nr. 197

At være forladt er en erfaring, der kan minde om det at være ensom. Men hvor ensomheden kan være selvvalgt, er den forladte ikke blot ensom, men også svigtet.

I Sl 22 i Det Gamle Testamente klager salmisten: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Nat og dag råber han, men Gud svarer ikke. Klagen slår over i anklage. For når Gud, der har taget sig af ham fra barndommen af, pludselig svigter, så er forladtheden ikke til at bære.

Det er råbet fra den gamle salme, Hans Anker Jørgensen gentager, men der er sket noget siden salmistens tid. Som kristen digter kan han også inddrage Det Nye Testamente. Midt i forladtheden kan han finde trøst i, at ordene også er Jesu ord på korset. Og fordi Jesus er ”min bror”, så er der trøst og håb for mennesker i den fælles smerte. Nok kan vi føle os forladt af Gud, men vi er ikke alene.

I de følgende vers beskriver Hans Anker Jørgensen, hvordan mørket hersker ved Jesu korsfæstelse, og hvordan vi tilsvarende kan føle os forladt af Gud, når vores verden bliver sort, ensom og fuld af angst og kulde. Men da ved vi, at vi er fælles med Jesus i lidelsen. Lidelsen er eksempelvis magthavernes undertrykkelse af de små, men da griber Himlen ind med sit Ramaskrig. Og skriget bliver ikke blot til en anklage mod de politiske magthavere, men mod enhver, der har misbrugt sin magt over andre mennesker og svigtet. Vi er alle under anklage!

Indtil nu har ordene ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” indledt og afsluttet hvert eneste vers. Men i vers 6 sluttes der med en syndsbekendelse, som bryder med salmens hidtidige opbygning og derfor står meget stærkt. Den bliver forudsætningen for, at Hans Anker Jørgensen kan vise, hvad fællesskabet med Jesus betyder. For når Jesus ikke blot er min bror, sandt menneske, men også sand Gud, så kan vi som kristne aldrig blive forladt af Gud. Salmen kan derfor slutte med det tillidsfulde udråb: ”… selv da har ikke du, min Gud, forladt mig.”

Jf. Kirsten Nielsen, Der flammer en ild. Gudsbilleder i nyere danske salmer. Aros Forlag 2007.

fra Skovhusbladet - 2008/3


Troens Nat 2 ...

Johannes af Korset
24. juni 1542 - 14. december 1591

Charlotte Thaarup

De første år
Johannes blev født i det nordlige Spanien. Hans far, en mand af adelsslægt, blev udstødt af sin familie på grund af ægteskabet med en tjenestepige, mor til Johannes og hans to søskende. Faren døde, da Johannes var 8 år, hvorefter familien levede i fattigdom.
Johannes, der var velbegavet og havde et vindende og tjenstvilligt sind, arbejdede først på et hospital, indtil kirkens mænd sørgede for, han kom på præsteseminarium. Som 21-årig blev Johannes optaget i karmeliterordenen med et stærkt ønske om at leve et kontemplativt liv. Ved det store universitet i Salamancha med over 50000 studerende læste han filosofi og teologi. Han var en flittig student og forsøgte samtidigt at leve et asketisk liv, hvilket ikke udelukkende blev værdsat af hans medstuderende. Johannes var et nøgternt menneske, der sagde, hvad han mente, og som ikke opgav sin kamp for et åndeligt liv, selvom han mødte modstand.
Johannes præsteviet i 1567.

Karmeliter - med og uden sko
Karmeliterordenen var opstået i 1200-tallet omkring bjerget Karmel i Israel.
Ved sin opståen var det en kontemplativ orden, hvor brødrene gerne levede som eremitter. Men ordenen havde gennem årene mistet sit oprindelige præg, og Johannes følte sig ikke hjemme der.
En helt afgørende begivenhed blev mødet med Teresa af Avila. Teresa var selv karmelit og havde stiftet flere klostre for kvinder, hvor man levede efter karmeliternes oprindelige idealer. På grund af deres strenge fattigdom og askese, der også gav sig udslag i klædedragten, kaldtes Teresas reformerte karmeliter for "de uskoede" i modsætning til "de skoede".
Teresa var 52 år og Johannes 25, da de mødtes. Hun genkendte i ham længslen efter et dybere åndeligt liv og fandt, at han ville kunne reformere den mandlige gren af ordenen.
28. november 1568 grundlagde Johannes, der havde taget tilnavnet af Korset, sammen med 4 andre det første mandlige ordenshus for uskoede karmeliter.

Radikalitet og forfølgelse
Både Teresa og Johannes blev forfulgt af de skoede karmeliter på grund af deres radikalitet, der føltes truende og udfordrende for de mere magelige brødre. Men også fordi Johannes og Teresa tiltrak mange søgende mennesker, så de reformerede klostre oplevede stor tilslutning. Johannes blev taget til fange og levede 9 måneder i et mørkt og ulækkert fangehul. Ekstrem varme og kulde og mangel på ordentlig mad var nedbrydende for hans helbred. Men mest led han under at være afskåret fra deltagelse i nadveren.
Det lykkedes Johannes at flygte og komme i sikkerhed i et andet kloster. Her blev verden første gang gjort bekendt med hans digte inspireret af Højsangen i Bibelen. Digtene var blevet til under fangenskab, men handlede forunderligt nok om kærlighed mellem Gud og mennesket.
Livet igennem var han leder i ordenen, byggede klostre og var sjælesørger for både mænd og kvinder.

Værkerne
Men han var også digter, og hans poesi er efter sigende blandt det fineste i spansk litteratur. Hans værker er "Bestigningen af Bjerget Karmel", "Om sjælens mørke nat" og "Levende kærlighedsflamme". I bøgerne beskriver han vejen frem til den fuldkomne og kærlighedsfyldte tilstand af forening med Gud. Man mærker, at Johannes har gået vejen selv, og at han som sjælesørger og vejleder kender faldgruber, fristelser og mulighed for forvirring på den åndelige vej. Han er billedrig og meget detaljeret i beskrivelsen af menneskets erfaringer - og mangel på erfaringer i livet med Gud.

Død og endelig oprejsning
De kirkepolitiske kampe fortsatte, og Johannes døde syg og frataget sine hverv i et afsides liggende kloster. Men Johannes var mild og tilgivende til det sidste, og brødrene i klosteret og de, der havde forfulgt ham, blev overbevist om, at han var et kærligt og fromt menneske. Efter sin død blev Johannes af Korset endelig anerkendt som medstifter af den reformerede gren af karmeliterordenen. Gennem sine skrifter er han stadig aktuel og regnes som en af de største mystikere i den vestlige kristenhed.
Grethe Livbjerg, der har skrevet en biografi om Johannes af Korset, skriver et sted:
"Kærligheden er det eksklusive tema i Johannes af Korsets værker. Den lidende og ofte angstfyldte søgende kærlighed er beskrevet i digtet om den mørke nat, som Johannes selv har udlagt i to værker: "Bestigningen af bjerget Karmel" og "Om sjælens mørke nat."

Sjælens mørke nat
Johannes beskriver, hvordan mennesket i den første tid med Gud erfarer en stor lykke og oplever et nærvær. Men Gud tager disse erfaringer fra mennesket, som når et lille barn bliver taget fra mors bryst og sat på jorden for at lære at stå og gå på egne ben. Mennesket oplever sig forladt og søger ivrigt efter religiøse oplevelser og efter igen at erfare Gud. Johannes advarer mod den opfattelse, at man skal søge åndelige oplevelser og gaver fra Gud. Han råder i stedet til at afvente og søge Gud selv. Mennesket gennemgår en nødvendig renselse og frigørelse fra sine egne følelser. Det gør ondt og kan tage tid. Johannes kalder det sjælens eller følelsernes nat. Han giver tre tegn på, at der virkelig er tale om Guds arbejde: At man ikke finder glæde i hverken himmelske eller jordiske ting, at man er angst for ikke at tjene Gud ret, og at man ikke kan meditere eller tænke sig frem til fred med Gud.
Natten er en vækst-periode, der frigør mennesket fra sig selv, og efterhånden finder det tryghed i mørket, ja finder at selve mørket er Gud.

Men der er endnu en nat -

Åndens nat
Her handler det om, at mennesket skal dø fra sig selv for at genopstå i Gud. Selvom mørket kan være ubeskriveligt svært og angstfyldt, som at svæve i et tomrum mellem Himmel og jord, så råder Johannes til, at man holder ud og ikke trættes i at bede og håbe, afklaret og fri, for Gud er ikke langt borte. Johannes vender sig mod en vranglære, som har fulgt kristendommen som en skygge: "Nåden alene" - mennesket skal intet gøre! Nej, siger Johannes, Gud respekterer os som frie, ansvarlige mennesker, og alt skal være samspil mellem det som gives os og vor handling.
Gennem natten lærer man at være tilstede i nuet, og give afkald på at leve i fortiden eller i fremtiden. Bønnen befries for billeder og bliver helt kontemplativ, en kærlig opmærksomhed rettet mod Gud. Gud giver sig nu til kende i menneskets indre uafhængig af de fysiske sanser. Han kommer og går. Foreningen med Gud beskriver Johannes med ord fra Højsangen som forholdet mellem fortrolige elskende.

Depression?
Er åndens nat det samme som depression? Nej, siger mennesker, der har erfaret begge dele. Depressionen er en fuldstændig desperat fortvivlelse, der omfatter hele personen og ofte indeholder selvmordstanker. Åndens nat derimod involverer ikke hele personen, tro og fortrøstning er mulig midt i mørket. Vandring i mørke og fortvivlelse behøver ikke at betyde, at mennesket er ude af stand til at undervise og lede andre. Johannes råder til, at man øver sig i tro og tillid. Alt tages fra en, og kun Gud er tilbage. Og Gud er der. Mørket er selve Guds-nærværet, og en genfødt og fast tillid vokser frem.
På den anden side af åndens nat udbryder Johannes af Korset:
"O hvilken lykkelig lod for sjælen at have kunnet befri sig fra sin sanseligheds hus….
Nu ved den, at åndens liv er virkelig frihed, og det indebærer en rigdom af uvurderlige skatte."

fra Skovhusbladet - 2008/2
Citater af Johannes af Korset

Gud vilhellere finde den allermindste lydighed og underkastelse i dig end alle de tjenester, du tænker på at gøre ham.

Gud tillægger det større værdi, at du kan udholde tørke og lidelse for hans kærligheds skyld end alle de vederkvægelser og åndelige visioner og betragtninger, du kan have.

Afstå fra alle dine ønsker så skal du finde, hvad dit hjerte ønsker sig. Hvordan kan du vide, om dine ønsker er i overensstemmelse med Guds vilje?

O Guds kærlighed, overmåde skøn, men så lidt kendt! Den, som har fundet dens årer, har fundet ro.

Den, som ikke lader sig drages med af sine begær, skal i ånden flyve let og frit som fuglen, som ikke har mistet nogle af sine fjer.

Jeg kendte Dig ikke, o min Herre, thi jeg ville stadig smage og nyde tingene.

Min ånd er tørret ud, thi den glemte at søge sin næring i dig.

Det, du stræber og længes mest efter, vil du ikke finde hverken på din egen vej eller i den ophøjede kontemplation, men kun i hjertets ydmyghed og underkastelsele.

Den som handler efter sin forstand ligner én, der spiser noget vægtigt, mens den som følger sin viljes lyst ligner én, der spiser vandet frugt.

Den sjæl, som er på vej til Gud, men ikke ryster sine bekymringer af sig og slukker sit begær er at ligne ved én, der trækker en kærre op ad en bakke.

Citaterne er fra "Ord af lys og kærlighed"

fra Skovhusbladet - 2008/2


Tak Herre

Tak Herre,
at jeg må hvile trygt hos Dig i tillid til,
at jeg er den discipel Du elsker,
også selvom jeg slet ikke oplever det sådan netop nu.
Den vished og erfaring hjælper mig med at fungere,
på trods af at mit mindre er som en tom og gold ørken,
hvor intet synes at kunne leve eller gro.
Længst inde i mit inderste, under det, der synes frossent og dødt
er Du Herre,
Du som er Livet selv.
Jeg tager imod Dig i den hellige nadver
og jeg vil takke Dig fordi Du tager bolig i mig.
Du er i mig, og jeg er i Dig også under min ørkenvandring.
Jeg kan i tryghed vente på atter at se Dit ansigt lyse imod mig,
lyse af glæde og kærlighed.
Herre, lad Din kærlighed vække et svar i mit indre.
Tak Herre, at Din kærlighed altid vil min redning og befrielse,
tak at jeg i alle situationer må være Dit elskede barn
og den discipel Du elsker.
Amen

Citeret fra "Böner från S:t Davidsgården"

fra Skovhusbladet - 2008/2


Troens Nat
Offentliggørelsen af Mother Theresas erindringer vakte opmærksomhed, på grund af hendes beskrivelse af de mørke sider i troslivet. Det gav ligefrem anledning til mistro til hendes troværdighed i nogle medier, men kritikken tager ikke højde for, at Troens Nat også er en del af et troende menneskes liv. Hovedartiklerne i årgang 2008 har overskriften Troens Nat, og vi har bedt fire forskellige skrive om Frans af Assisi, Johannes af Korset, Morther Theresa og Luther og deres erfaringer med Troens Nat. Skovhusgruppen

Troens Nat ...
I. En lysende skikkelse i mørkets greb

af Gerhard Pedersen

Frans af Assisi (1182-1226) er en lysende skikkelse i kirkens historie. Hans liv og færden er kendt af utallige mennesker i alle kirkesamfund og religioner. Hans liv er for mange af os et udtryk for ægte kristenliv og menneskelig godhed, et ideal at stræbe efter.

Nu er der tradition i den kristne kirke for at tegne et idealbillede af helgenernes liv – skjule deres fejl og de mørke sider i deres liv. Det skyldes, at vi har brug for inspiration til at gøre det gode. Men vi har også brug for fortællinger, billeder og eksempler, som vi kan identificere os med i de perioder af vort liv, hvor vanskeligheder tårner sig op, eller mørket lukker sig om os under sygdom, depression og lidelse, og når døden nærmer sig.

Til at begynde med lignede Frans sin samtids unge mænd til forveksling. Han drømte om at skabe sig et navn som tapper ridder og gik med i et væbnet opgør mellem byerne Assisi og Perugia, men blev taget til fange og vendte alvorligt svækket hjem. Han fastholdt dog sin drøm og drog mod Syditalien for at slutte sig til en berømt eventyrer og krigsherre, men blev standset af en drøm i Spoleto 40 km fra Assisi og måtte vende nedtrykt tilbage til sit hjem. En moderne rytterstatue foran katedralen i Assisi viser den slukørede ridders hjemkomst.

Nu tog hans viljestærke far det som en selvfølge, at hans begavede søn skulle overtage hans blomstrende forretning. Men en dag på en af sine rideture mødte Frans en spedalsk, som fyldte ham med afsky. Med ét gik det op for ham, at det var Kristus, som kom ham i møde i denne syge mands skikkelse. Han sprang af hesten og kyssede den spedalskes sår. I det øjeblik vidste han, at han ikke skulle være hverken forretningsmand eller kriger. Det betød, at han måtte gå ind i et voldsomt opgør med sin far og bryde med sit tidligere liv..

Nogen tid senere hørte han i en lille kirke, San Damiano, en stemme, som syntes at komme fra et billede af den korsfæstede over alteret: ”Gå hen og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen.” Det blev for ham et kald til at begynde en ny bevægelse i kirken. Snart begyndte unge mænd at samles om den mærkelige original, og inden længe så hans projekt ud til at skulle blive en enorm succes. Han grundlagde Mindrebrødrenes Orden, og brødrenes antalt voksede hurtigt. Også kvinder sluttede sig til bevægelsen anført af Clara, en fornem ung pige fra Assisi. De indrettede et nonnekloster i forbindelse med San Damianos kirke, som kan besøges den dag i dag.

Det stod hurtigt klart for Frans, at hans bevægelse skulle være missionerende. I 1220 begav han sig selv til Ægypten for at prædike for Sultanen og derfra videre til Palæstina. Rejsen så ud til at lykkes over al forventning, men midt i succesen fik han meddelelse hjemmefra om, at der var store problemer i ordenen. Han kom hjem til et ”ordenskapitel” præget af kaos og kritik af hans ledelsesstil. Paven måtte gribe ind og påtvinge ordenen nogle fastere regler, ikke mindst for de løse eksistenser, som Frans havde taget imod som ordensbrødre uden betingelser. Der blev indført en introduktionsperiode for dem, der ville træde ind i ordenen. Frans måtte gå af som ordenens leder.

Det er begyndelsen til en legemlig, psykisk og åndelig nedtur for Frans. I de følgende år plages han ikke blot af en svær øjensygdom og malaria, men også af en dyb depression. Han er ved at miste sin selvtillid. Fastetiden 1224 tilbragte han på bjerget La Verna i bøn og meditation. Midt i den dybeste smerte og ensomhed skete det uforklarlige, at Kristus viste sig for ham og gav ham del i sin legemligt-åndelige lidelse i form af fem sårmærker i hænder, fødder og side – en smertefuld gave, som han bar på og led under resten af sit liv.

Efter denne oplevelse drog han tilbage til egnen omkring Assisi stærkt svækket af en indvoldssygdom og halvt blind. Han følte at enden nærmede sig og lod sig bringe til klosteret San Damiano for at tage afsked med Clara og hendes søstre. Her blev han igen overfaldet af en depression. Angst, pine og forladthed formørkede hans liv og var som en uigennemtrængelig tåge. Han oplevede gudsforladtheden og måtte tvivle på, om han nogensinde ville vinde sin herres kærlighed tilbage.

To måneder varede denne krise. Men det var her, han skrev det forunderlige digt, som vi kender som Solsangen eller Skabningens Lovsang. Efter afskeden med søstrene bar hans brødre ham tilbage til Assisi, hvor han digtede denne tilføjelse til solsangen:

Lovet være du, min Herre,
gennem vor søster, den legemlige død,
som intet levende menneske kan undslippe.
Ve dem, som dør i dødssynd.
Salige er de, som døden finder indesluttet
i din allerhelligste vilje
for den anden død* kan ikke gøre dem noget ondt.
Lov og pris min Herre
og tak ham og tjen ham med stor ydmyghed.

*Åb. 2,11 og 20,6.14

Frans døde om aftenen den 3. oktober 1226. For mig lyser hans skikkelse endnu stærkere på den mørke baggrund.

Litteratur:
N. G. van Doornik: Frans av Assisi. En profet for vår tid. Oslo 1985

fra Skovhusbladet - 2008/1
Bøn i mørket

Herre - mit indre kan være som en eneste tom ørken.
Mine tanker og følelser fungerer ikke.
Dit ord siger mig ingenting.
Bede kan jeg ikke.
Jeg kan tvivle på, om Du er til.
Her er jeg nu med min tomhed, min tørke, min tvivl.
Jeg overgiver det hele i Dine hænder,
så jeg kan blive åben for Dit nærvær.
Tak, at Du aldrig bliver træt - men stadigt kommer til mig.
Så gør det egentlig intet, at jeg synes, jeg ikke lykkes.
Du har jo sagt, at Du vil fuldføre Dit værk i mig.
Hjælp mig at stole på det løfte.
Amen

fra Böner från S:t Davidsgården

fra Skovhusbladet - 2008/1
Herrens Bøn

Betragtninger udvalgt og oversat efter Pave Benedikt XVIs bog: Jesus af Nazareth af Eva Nordentoft

Fader Vor, du som er i himlene
Mennesket kan kun forstås ud fra Gud, og når det lever i forhold til Gud. …Vi er endnu ikke fuldt ud Guds børn, men vi skal blive det mere og mere gennem vores dybe fællesskab med Jesus. At blive Guds barn er identisk med efterfølgelse af Kristus. Ordet om Gud som far er et kald til os selv: at leve som søn og datter. ... At være barn er ikke afhængighed men at leve i en relation som er kærlighed.
”Fader Vor” kræver af os, at vi træder ud af vores indesluttethed som ”Jeg”…..

Helliget blive dit navn
Gud kan anråbes. Han træder i relation til os og gør det muligt, at vi står i et forhold til ham. Han træder ind i vores menneskeverden. Han kan tiltales og bliver derved også sårbar. Han påtager sig risikoen ved denne relation til os.

Dit rige komme
Dette riges liv er Kristi liv i dem, som tilhører ham.

Din vilje ske i himlen som på jorden
Jesu hele eksistens er sammenfattet i ordet: ”Ja, jeg er kommet for at gøre Din vilje”. Og derfra forstår vi også ordet : ”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig”.

Giv os i dag vort daglige brød
Der er to tolkninger af disse ord. Den ene siger, at ordet ”brød”betyder: Giv os det brød, der er nødvendigt for tilværelsen; det brød, som vi har brug for for at leve.
Den anden siger, at den rigtige oversættelse lyder: Giv os fremtidens brød – brødet for den kommende dag. Denne oversættelse giver kun mening, hvis der bedes om det i sandhed fremtidige brød, om Guds sande manna. Det ville være en bøn om, at Herren allerede i dag vil skænke den kommende verdens brød, den nye verdens brød – sig selv… Brødet har en vigtig plads i Jesu budskab – fra fristelsen i ørkenen over mangfoldiggørelsen af brødet til den sidste nadver.

Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere
Gud kunne skabe hele verden med et ord ud af intet, men menneskernes skyld og lidelse kunne Han kun overvinde idet han bragte sig selv i spil; i hans søn blev han selv en lidende, som har båret denne byrde og har overvundet den ved at hengive sig selv. At overvinde skyld koster hjertets indsats – og mere:indsatsen af hele vores eksistens.Og selv det er ikke nok. Det kan kun ske i fælllesskab med Ham, som bar alles last.

Og led os ikke i fristelse
Gud er trofast, han vil ikke tillade, at vi fristes over vores formåen, over vores kræfter. Han vil skaffe en udvej, så vi kan bestå (se 1.kor.10,13).

Men frels os fra det onde
Denne bøns tolkning er indeholdt i den katolske messes liturgi som siger efter FaderVor: Ja, frels os, beder vi dig, Herre, fra alt, hvad der er ondt,og giv os fred i vore dage. Fri os ved din miskundhed fra synd, og gør os trygge i alle trængsler, i forventning om det salige håb, vor Frelsers Jesu Kristi komme.

---

Fadervor fra "Den Ny Aftale":

Far i himlen!
Lad alle forstå at du er Gud,
lad dit rige blive til virkelighed,
og lad alting blive som du vil have det
– her på jorden ligesom det allerede er i himlen.
Giv os det brød vi har brug for i dag.
Tilgiv os det vi har gjort forkert
ligesom vi har tilgivet andre.
Lad være med at sætte os på prøve,
og befri os fra ondskabens magt.
For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig.
Amen

fra Skovhusbladet - 2008/1