[Skovhusbladets artikler 2009] Treenigheden 4 ...
Andrei Rublev: Den hellige Treenighed

af Marie Rørbæk

Se ikonen på Tretyakov Galleriets hjemmeside

Andrei Rublev er Ruslands mest berømte ikonmaler. Han malede kort før sin død i 1430 en ikon med ”Den hellige Treenighed” som motiv til klosteret Troize-Sergiewa-Lawra, som den hellige Sergius af Radonezh havde grundlagt 70 km nord for Moskva.
Ikonmalerne signerer ikke deres værker. De er kun redskaber - redskaber for Helligånden.
Den historiske overlevering har imidlertid gennem århundrederne knyttet Rublevs navn til netop denne ikon.

Historien fortæller, at Rublev fastede i 40 dage for at give Gud mulighed for selv at vise sig for ham. Han så da i et syn Herren komme til Abraham ved Mamres Ege i skikkelse af tre personer. Abraham tiltaler disse tre mænd som Herren, og Rublev så dette gæstebud som et vidnesbyrd om Gud som den treenige Gud.
Det var ingen tilfældighed, at Den hellige Sergius navngav sit kloster med den hellige Treenigheds navn - og at Rublevs treenigheds-ikon blev malet til dette kloster.
Det kærlighedens fællesskab i treenigheden, som ikonen lader ane, skal være et “forbillede” for livet i klosteret. Treenighedens lys og kraft skulle gennemlyse munkene indefra og medvirke til, at munkene skulle få det samme sind, som var i Kristus Jesus.

Ikonen har fået tilnavnet Ikonernes ikon - modellen for alle senere fremstillinger af ”Den hellige Treenighed”. Ikonen skildrer en transcendent virkelighed, som kun sjælens øje kan se - men alligevel en virkelighed, som kan materialisere sig i den skabte verden og gøre den gennemsigtig. Formerne, farverne og lysets intensitet tilhører vores verden - men er samtidig et vindue til Guds rige. Ikonen er en illustration men med en dybde, der er langt større, end det vi kan se med øjet.

Historien om Abrahams gæstebud
Umiddelbart illustrerer ikonen beretningen om Abrahams gæstebud, som den findes i 1. Mos 18,1-15. Her står det, at Abraham, mens han var i Mamre, fik besøg af tre engle. Tre mænd, som han tiltaler dels i flertal og dels i ental – han tiltaler dem som HERREN. Vi ser de tre engle, der sidder ved bordet, og i baggrunden anes et træ og et hus, der kan markere, at vi befinder os hos Abraham. Ellers er det en højst utilfredsstillende illustration. Hvor er Abraham? Hvor er Sarah og alle de andre detaljer, som vi læser om i historien? De ville have været med i en vestlig fremstilling.
Der findes også varianter af ”Den hellige Treenighed”, der har flere detaljer med, men så er ikonen ikke længere en ikon, men en religiøs illustration.

Symbolik
Går vi et lag dybere, skifter interessen fra de ydre former til det mere essentielle, som ikonen har at sige om den dybereliggende liturgisk sakramentale virkelighed. Abrahams telt bliver til en vision af det himmelske Jerusalem. Mamres ege bliver Livets Træ. Bordet bliver alteret, hvor fedekalven bliver til det ofrede lam i eukaristiens skål. Træet i baggrunden er nu ikke længere det konkrete landskab ved Mamre men en antydning af hele den skabte verden. Den jordiske tunghed ophæves i en bevægelse opad. En "lysning" og en bevægelse, der understreges i de tre engles form. Deres kroppe er nemlig 14 gange længden af deres hoveder, hvor det normale er syv.

De tre personer er sådan placeret på ikonen, at de danner en cirkel. De er én enhed og stadig tre personer. De tre skikkelser er fuldstændig ens – de er hverken kvindelige eller mandlige, eller måske begge dele på én gang. På trods af ligheden giver deres kropsholdning og den forskellige farve klædning dem hver deres udtryk. De tre skikkelser bærer alle blåt i klædedragten. Blå er den guddommelige farve, himlens farve.
Manden i midten har under sin blå kappe en jordfarvet, rød-gul kjortel. Det er Jesus Kristus, der er i centrum. Bestemmelsen af de to andre personer er mere vanskelig, men englen længst til højre kunne være Gud Fader (Jesus sidder således ved sin faders højre hånd). Grøn er også frugtbarhedens farve. Faderen er træets rod, stammen er sønnen, grenene er de mennesker, der indpodes i Kristus - og levesaften, der skaber både blade og frugter på træet er Helligåndens usynlige virke.
Helligånden peger med sin stav på templet. Abrahams telt er blevet til et tempel, Guds Hus. Kristus peger på livstræet, Mamres Ege er blevet til korsets træ. Og Gud Fader peger på bjerget. Dèr, hvor Gud viser sig.
Enheden mellem de tre og den deraf bundne dynamik præger hele ikonen. I centrum stiller Den Treenige Gud bægeret frem. Faderen peget diskret på bægeret, som Sønnen lydigt rækker ud efter. Sammen peger de direkte hen til brødet eller lammet midt på bordet, som er den inkarnerede Kristus, der i Nadveren kommer til os. De tre vender sig mod hinanden og viser en relation byggende på kærlighed. Cirklen er symbolet for evighed og fuldkommenhed, men de tre figurer kan også danne en trekant, hvor topspidsen er den midterste skikkelses hoved. Trekanten er et kendt symbol for treenigheden. De to skikkelser på højre og venstre side afgrænser også bordet, så det får form som en kalk eller et bæger.

Når vi beder eller mediterer foran denne ikon, da kan vi forestille os, at der er plads ved bordet til os. Der er plads til os i fællesskabet og der er plads til, at også vi kan tage del i nadveren – i kalken og i det lille lam, som antydes i midten af kalken. Det kristne fællesskab kan aldrig blive for stort. Forlænges bordets linjer ud i rummet, så vil linjerne møde os midt i brystet og drage os ind i kærlighedens fællesskab. Den cirkel, som de tre pilgrimme udgør, kan altid gøres større. På sin vis er vi alle pilgrimme på vej til Gud. I alt hvad vi foretager os og oplever, er der mulighed for at se glimt af Gud, hvis vi blot er opmærksomme.

Ikonen er en påmindelse af Guds nærvær. Vi bydes inden for i det guddommelige fællesskab. Gud kommer til os som Herren kom til Abraham og Sara.

fra Skovhusbladet - 2009/4


Treenigheden 4 ...
Treenigheden

af Peter Halldorf

Den første kristne tro på Gud som et fællesskab af Tre, vokser frem af de første kristnes erfaring af Gud, ikke af deres spekulationer om Gud. Treenigheden som teologisk begreb findes ikke i Det nye Testamente, som derimod er fyldt med eksempler på, hvordan de kristne erfarer Gud som en og alligevel tre distinkte og hver for sig handlende personer. De møder Jesus og tager del i hans opstandelsesliv. De tilbeder Faderen, der har sendt Sønnen som sin store kærlighedsgave. De tager imod vejledning og oplysning fra Ånden. Det er, da de senere reflekterer over, hvad de har oplevet, og forsøger at sætte ord på deres erfaringer – den måde, hvorpå Gud har åbenbaret sig i deres personlige liv – at treenighedstanken tager form og bliver grundlæggende for deres kristne forståelse af Gud, og dermed af verden. Den kristne lære er egentlig aldrig noget andet end en refleksion over, og en definition af vores erfaring af Gud som Fader, Søn og Ånd. Hvis den er noget andet, bliver den til sten i stedet for brød. Så bliver den til meningsløse forklaringer, ikke til en inderlig fortrolighed.

Hemmeligheden om De Tres Fællesskab er uden for vores rækkevidde. Al logik slår knuder på sig selv, hvis vi forsøger at regne ud, hvordan De Tre kan være En. Det er Guds hensigt, at det skal være sådan. Han leger med os, driver gæk med vores klogskab. Det eneste, han vil, er at invitere os med ind i det fællesskab, der er et venskab med hans Søn, i Helligånden.

Gud er ikke alene i universet før altings skabelse. Før englene, før keruberne og seraferne, før menneskene – var kærligheden. I begyndelsen er fællesskabet mellem Fader, Søn og Ånd i en hellig treenig dans.

Gud skabte ikke mennesket af nødvendighed, for at have nogen at give sin kærlighed til. Han havde ikke brug for os, for i den trinitariske ”dans” mellem Fader, Søn og Ånd er han i sig selv den fuldkomne kærlighed.

Netop billedet af dansen brugte kirkefaderen Gregor af Nazianz i 300-tallet til at beskrive treenigheden. For Gregor – som fik tilnavnet ”Den Hellige Treenigheds sanger” – var spørgsmålet om Guds treenighed ikke en teologisk spidsfindighed. Det handlede om Guds identitet og var dermed afgørende for forståelsen af den kristne tro.

Til at beskrive det, der ikke kan beskrives, Treenighedens mysterium, brugte Gregor det græske ord perichoresis, et udtryk, der leder tanken hen på dansens bevægelser: Guds væsen er fællesskab – en levende, legende, længselsfuld dans mellem Faderen, Sønnen og Ånden, der fortsætter i evigheders evigheder! I denne sprudlende dans, hvor Sønnen, født af Faderen, sender Ånden, der udgår fra Faderen, bliver skaberværket til i en svimlende kosmisk piruet. Kronen på værket er, da Gud i en tilstand af henrykkelse afbilder sig selv i sit ypperste kunstværk: mennesket. Og som om det ikke var nok – mennesket bliver budt op til dans!

Det er ved at deltage i det fortrolige og inderlige fællesskab mellem Fader, Søn og Ånd, at mennesket bliver sig selv.

Længslen efter at deltage i den guddommelige dans er menneskets dybeste drift. Vores tragedie er, at vi tror, at vi kan tilfredsstille denne tørst ved at kaste os ud i andre danse. Når Helligånden kalder på os, og vi virkelig forstår, hvem det er, som ”byder os op”, udbryder vi, som bruden i Højsangen, da brudgommen afslører sit ansigt: ”Tage mig i hånden, kom, lad os løbe!” (Højs 1,4)

Vi er skabt til at blive forenet med Gud, ikke til at forklare Gud. Venskabets væsen – enhed – kan ikke sættes på nogen formel. Det er noget, man kun kan erfare, forsigtigt smage på, forundres over – og forvandles af. Det er det, der i kristen tro kaldes for åbenbaring, og som formidles af Helligånden.

Der er en verden til forskel på den sandhed, der åbenbares af Ånden, og den, man når frem til gennem filosofisk spekulation. Det er som med venskabet: Det forholder man sig ikke teoretisk til, men hengiver sig til med hele sin eksistens. Først da bliver det muligt, indefra, at tænke over og sætte ord på det, man oplever. Disse ord får nødvendigvis mere karakter af lovsang end af udlægning. De bliver mere poesi end retorik. Mere kærlighedserklæring end afhandling.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen!

Uddrag af Peter Halldorfs prædiken ”En guddommelig omfavnelse” over teksten 1. Mos 18,1–5 om de tres besøg hos Abraham i Mamre.
Fra bogen ”Der brænder en ild – prædikener til kirkeåret”, Boedal 2004.
Bragt med forfatterens tilladelse.


Trinitet, Trefoldigheden, Den Treenige Gud
af Eva Nordentoft

For at afslutte Skovhubladets serie om Fader, Søn og Helligånd skulle der skrives en kort artikel om Treenigheden – umuligt? Så faldt mig en begivenhed ind, som måske hjælper.

Jeg huskede pludselig mit første studieår i USA (1950), hvor jeg som job forberedte meget unge studerende til deres første eksamen. Et lille hold teologistuderende skulle beskæftige sig med den kirkefædrenes teologiske problemer og de første formuleringer af trosbekendelsen. Jeg gjorde dem bekendt med talløse spørgsmål og debatemner fra de første konciler. Blandt eksamenskandidaterne var en ung sort nonne, som så mere og mere rådvild ud. Pludselig lyste hun op og sagde strålende:

”No problem, just adore” (intet problem – tilbed blot)

Vi er som kristne døbt “I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, og når vi forlader denne jord bliver ordene igen sagt og denne gang over vores kiste.

Og der er mennesker, der prøver igen og igen at udsige tanker og inspiration over dette mysterium, fordi det er det, det er: den levende Guds mysterium.

fra Skovhusbladet - 2009/4


Treenigheden
af Holger Lissner

For et par år siden fik jeg til opgave at skrive 24 salmer til Bjørn Nørgaards glasmosaikruder i Christianskirken i Fredericia. Øverst oppe i spidsen sidder to ruder, en, han kalder Gud Skaber, og en, han kalder Treenighed. Hvad Bjørn Nørgaard har gjort sig af tanker om Treenigheden, ved jeg ikke. Det vil han ikke ud med. Og hans billede siger mig ikke ret meget. Men måske har det bare ikke lukket sig op for mig endnu.

Men ordet prøver at udtrykke nogle erfaringer. ”Den dybe sammenhæng” skriver Grundtvig om, og det er den, treenighedstanken vil søge at udfolde. At selv i det, som kan virke usammenhængende og kaotisk, er der en sammenhæng. Selv i Biblens mylder af historier og erfaringer og i vores liv er der en sammenhæng. For Gud er med i det hele.

Som barn oplever vi livet på én måde, som unge og voksne på en anden måde, og som gamle på en tredje måde, og vi er dog både de samme mennesker og nogle helt andre mennesker i dag. Var Gud også den samme både i går og i dag og i morgen? Eller har Jesus forandret Gud? Har verdens smertelige historie ikke påvirket Gud?

Det er mysterier, jeg ikke kan se til bunds i. Men jeg kan se, at Gud handler og udtrykker sig på forskellig måde i skabelsen, i Kristus og i Helligåndens liv. Og dog er det den ene og samme Gud, vi møder i hele frelseshistorien.

”Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle”. Vi møder Guds kærlighed i skabelsens herlighed, i Kristi hengivelse og den indvirkning, Helligånden gør på os.

Når vi fyldes af tro, håb og kærlighed, som også en treenighed, tre sider af samme sag, tager vi del i den guddommelige virkelighed, som Kristus var drevet af, og det sker ikke, uden at Helligånden virker i os. Gennemgløder os, som ilden gennemgløder kullet og kærligheden får hele vores væsen til at lyse og glæde sig.

Det bliver altid underligt firkantet, når vi skal forklare treenigheden, men den, der fordyber sig i den guddommelige historie, kan fornemme både mangfoldigheden og enheden. Det er ikke tre guder vi har, men én og samme guddommelige virkelighed, der møder os. Heldigvis.

Treenigheden

1. Gud, du vor Far,
du er hellig og kærlig,
evigt den samme
og altid på vej.
Hel i din længsel
favner du verden,
søger du troen,
der håber på dig.
Gud, du vor Far.

2. Kristus, Guds søn,
du er lyset i verden,
tænder i hjerter
en længsel og glød.
Mørket må vige,
dagen begynder,
du rækker håbet
og bryder vor død.
Kristus, Guds søn.

3. Helligånd Gud,
kom som ilden, der fænger,
gnisten, der springer
og bringer os trøst!
Kom til din kirke,
viis og ustyrlig,
læg du din kærlighed
dybt i vort bryst!
Helligånd Gud.

Holger Lissner 2007


fra Skovhusbladet - 2009/4


Treenigheden 3 ...
Faderen

af Peter Halldorf

BØN TIL FADEREN
I den unge kristenhed havde man et behov for at beskytte talen om Gud mod banalisering og forfladigelse… Når vi nærmer os Gud, sagde man, gør vi klogt i at være forsigtige med vore ord og ikke være for selvsikre og for store i munden. Gud er et mysterium, der får det til at svimle for tanken. For ikke at begrænse Gud, er det derfor bedst at omtale ham i negationer – ord, der begynder med et ”u”: uendelig, ufattelig, ubegrænset, uforudsigelig.

Paulus er den, der mere end nogen anden i Det Nye Testamente mediterer over Guds mysterium, først og fremmest i Efeserbrevet. – Gud er en Gud, der skjuler sig. ”Det er Guds ære at holde en sag skjult, det er kongens ære at udforske en sag,” hedder det i Ordsprogenes bog (25,2). Kan vi da ikke vide noget med sikkerhed om Gud? Er vi overladt til vore egne spekulationer og subjektive oplevelser? Nej, svarer Paulus, det er muligt at få indsigt i Kristi hemmelighed. Man kan blive indviet, ja gjort delagtig, i denne hemmelighed (Ef 3,3.9). Hvordan skal det gå til? Ved at Gud åbenbarer sig. Alt det, vi med sikkerhed kan vide om Gud, bygger på det, Gud afslører om sig selv – ikke på vores oplevelse af Gud.

Når Gud afslører sig selv, vågner bønnen af sin søvn i vore hjerter. Al virkelig bøn – al tilbedelse i ånd og sandhed – er et gensvar på Guds åbenbaring. Vi beder ikke for at trække Gud til os. Vi beder, fordi Gud trækker i vore hjerter.

Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen… Paulus beder på sine knæ. Bøn indbefatter kroppen lige så meget som ordene. Bønnens kropssprog siger ofte mere om, hvem Gud er for os, end vore ord gør.

Paulus beder til Faderen. I de bønner, som Det nye Testamente gengiver, er Faderen bønnens du. Jesus inviterer sine disciple til at tage del i hans egen fortrolighed med Faderen. ”Når I beder, skal I sige Fader!” (Luk 11,2). Jesus vil, at vi overfor Gud skal være som sønner og døtre i en elskende forældres favn.

Faderen er guddommens kilde, hvorfra alt udgår. Jesus er den kristne tros hvem, ham, som vi kan lære at kende, elske og blive fortrolig med. Helligånden er kristenlivets hvordan. Det er Ånden, der gennem Jesus åbenbarer Guds faderhjerte og befrier os fra al frygt.

Inderligheden i vores bøn og friheden i vores liv afhænger af, i hvor høj grad Ånden har fået lov til at åbenbare for vore hjerter, hvad det betyder, at Gud er vores Far. Når dette nådens mysterium åbner sig for et menneske, råber det fra hjertets dyb: Abba, fader! (Rom 9,15).

FORSONET MED FADEREN
Siden middelalderen er Jesu korsdød ofte ensidigt blevet tolket på en måde, der risikerer at fremstille forholdet mellem Gud og mennesker som primært juridisk. Mennesket har overtrådt budene og er blevet fundet skyldig. Straffen er døden og kan kun blive ophævet, hvis nogen tilfredsstiller Guds krav om retfærdighed. I denne ”forsoningsmodel” er Faderen dommeren og Sønnen offeret. Man kan næsten få det indtryk, at den Gud, der optræder i den himmelske retssal, er menneskehedens fjende: Krænket af menneskets synd kræver han godtgørelse, før han vil eftergive skylden. Det er ikke mærkeligt, hvis denne fremstilling efterlader et billede af en Gud, som sætter sin egen ære højere end menneskets liv.

Der er ganske vist mange sider af det mysterium, vi kalder forsoning, og det har mere end én gang ført til, at man har forsøgt at spille dem ud mod hinanden i ”forsoningsstridigheder”. Men én ting er sikkert: Det er ikke Gud, der har brug for at blive forsonet med mennesket! Han er den forsmåede elsker, der gør alt for at vinde sin elskedes kærlighed tilbage. Gud slipper ikke sin øjesten af syne. Hvis hun horer med andre mænd, køber han hende tilbage med list.

På korset bliver Satans list overgået af Guds list. Djævelen slugte en krog, der var skjult i Jesu krop, skriver Gregor af Nyssa i 300-tallet. Kristi død er langt mere end en betaling for menneskets synd. Da han stiger ned til dødsriget, tager han fat om selve roden til det onde, det, der gør os til fanger i vores egen selvoptagethed – død og djævel – og rækker os hånden med ordene: ”Hvor er du smuk, min kæreste, hvor er du smuk” (Højsangen 1,15).
(side 110 – 111)

GUD FADER – SKABER OG GENOPRETTER
Det afgørende i det kristne syn på mennesket er, at det sandt menneskelige har sine rødder i det guddommelige. Hvis mennesket har hjemme i Gud, bliver vi først virkelige mennesker, når vi vender hjem til ham. Så er frelsen mere end at blive ”accepteret” af Gud, og mere end at blive forsonet med Gud. Det græske ord for frelse, sozein, har en dobbelt betydning: Genoprette og bevare. Gennem dåben bliver vores fællesskab med Gud genoprettet. Når vi lever i vores dåb, bliver vi bevaret i Kristus og vokser til lighed med Gud – vi bliver frelst.

Frelsen genopretter ikke blot vores oprindelige skikkelse, men mere end det, for Gud bliver ved med at skabe. Ikke for at gøre os til mere end mennesker, men til mere menneske.
(side 263)

Fra bogen ”Der brænder en ild – prædikener til kirkeåret”, Boedal 2005.
Bragt med forfatterens tilladelse.

fra Skovhusbladet - 2009/3


Gud, gode Fader
af Sylke-Maria Pohl (Fra tysk)

Gud, gode Fader,

DU er mit væsens udspring,

DU er den vej, som fører mig indad

DU er min tros styrke

DU er øret, som hører min sjæl

DU er min krafts kilde

DU er den skygge, som følger mig

DU er trøst i min lidelse

DU er den kraft, som giver ro

DU er stilheden i verdens larm

DU er åndedrættet, der ånder i mig

DU er impulsen i min sløvhed

DU er ordet, som lader mig tale

DU er kærlighed i min kulde

DU er DU i mit indre.

fra Skovhusbladet - 2009/3


Gud, i dine hænder
af Holger Lissner

TV-avisen er så bange for at kede os. Den haster af sted, med ultrakorte klip, så det sjældent når at fæste sig, hvad det er, der fortælles. Fra gruopvækkende hændelser til små pusserløjerligheder. Fra økonomiske katastrofer og ligegyldige mediebegivenheder. Hvad var det i grunden, der blev fortalt? Bagefter kan vi ikke huske det og må høre det en gang til. Og dog er det mennesker, det handler om.

En aften var der et klip på 3 sekunder, som satte sig fast. Det var den dag, den ensomme og fortvivlede handelsskoleelev havde skudt en halv snes af sine skolekammerater i en by i Finland. Byens folk samledes i kirken til en mindegudstjeneste, og fjernsynet bragte et kort klip. Jeg hørte, at de sang en salme og genkendte melodien.

Det var den salme, jeg havde oversat kort før, salmen ”Gud, i dine hænder”. Den havde de valgt til at sætte ord på deres forfærdelse og sorg. Når vi nu læser den med den hændelse i baghovedet, forstår vi dem godt. Den er så enkel, både i ord og melodi. Som et åndedrag. Som en bøn. Det er en bøn, en fortrolig samtale med Gud.

Skaberen tiltales i første vers, med ekko af salme 84 ”Hvor er dine bolig vidunderlig”. Og Kristus i andet vers: ”Du vil ikke dømme, du som selv blev dømt, gennemboret har du kalken tømt”. Også den unge mand, der skød. Vers tre er det Helligånden, der danner billederne på nethinden. Det frie åndedrag, trøsteren, gådernes svar. Og sidste vers handler både om aftenen og om døden og opstandelsen. Stilfærdigt udogmatisk og helt centralt.

Lykken er at leve nær ved dig, min Gud. - Kan vi bruge ordet ”lykken” mere? Er det ikke slidt op i banale popsange? Nej, det synes jeg ikke. Det kan jeg godt sige til mig selv. Og synge på den enkle meditative melodi. For ordet henter fylde fra Bibelens tale om, hvem der er salige. Salmernes bog taler i adskillige salmer om, hvem der er salige, og Jesus gør det. Det er ikke dem, vi vil kalde lykkelige. Men den, hvis hjælp er Jakobs Gud (Salme 146).

fra Skovhusbladet - 2009/3


Gud, i dine hænder

1. Gud, i dine hænder
er det godt at bo,
i din bolig falder jeg til ro.
Når du rører ved mig,
læges mine sår,
al min uro visner og forgår.
Lykken er at leve
nær ved dig, min Gud,
og i tak at
synge glæden ud.

2. Gud, i dine hænder
kan jeg græde ud,
byrden, jeg har båret, tar du, Gud.
Du vil ikke dømme,
du, som selv blev dømt,
gennemboret har du kalken tømt.
Lykken er at leve
nær ved dig, min Gud,
og i tak at
synge glæden ud.

3. Gud, i dine hænder
kan jeg ånde frit,
du er god mod alle, som har lidt.
Det, som før var gåder,
får hos dig et svar,
når jeg ser, hvor ofte du mig bar.
Lykken er at leve
nær ved dig, min Gud,
og i tak at
synge glæden ud.

4. Gud, i dine hænder
kan jeg sove ind,
selv om natten bringer kølig vind.
Gennem død og mørke
fører du mig frem
til dit lys, hvor glæden har sit hjem.
Lykken er at leve
nær ved dig, min Gud,
og i tak at
synge glæden ud.

Anna-Mari Kaskinen
Holger Lissner 2005


fra Skovhusbladet - 2009/3


Treenigheden 2 ...
Helligånden

af Peter Halldorf

”Hvad skal dette betyde?”
Folkets reaktion var forståelig, da Helligånden på pinsedagen i Jerusalem, halvtreds dage efter påske, sænkede sig over de bedende disciple, så håndgribeligt, at alle så og hørte det.
Det er ikke underligt, hvis vi har svært ved at forstå det. Ånden er mysterium. Ligesom Sønnen åbenbarer Faderens ansigt, så dan lyser Ånden på Sønnens ansigt. Selv skjuler Ånden sit ansigt.

Man kunne let få indtryk af, at det kun handlede om energi. En gudsvind, en kraft eller en gådefuld manifestation. Men en energi kan næppe velsigne, end mindre blive bedraget eller bedrøvet, som det hedder om Ånden. Apostlenes Gerninger taler om mennesker, der ”lyver for Helligånden”. Efter sin opstandelse havde Jesus besøgt sin skræmte disciple og pludselig, trods låste døre, stået i deres skjulested. ”Modtag Helligånden,” havde han sagt og blæst ånde i dem. Var det ikke sådan, det var gået til fra begyndelsen, ved den første skabelse? Gud Herren ”formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”

Kort tid efter at de havde erfaret dette livgivende pust af Guds åndedræt, lover Jesus noget mere: ”I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.”
Pinsens ”noget mere”, da ”alle blev fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige,” er den kristne kirkes fødselsdag.
Kirken, som blev gjort levende gennem Kristi åndepust – blev født af Ånden – bliver nu fyldt til randen af Ånd, for at bægeret skal flyde over og blive hele skaberværket til genfødelse.

afsnit 99

Hvem er denne gådefulde Helligånd?
Der rådede længe usikkerhed i den unge kirke, hvorvidt man skulle vove at kalde Ånden for Gud; intetsteds i Det Nye Testamente hedder det jo ”Gud Helligånd” eller ”Helligånden er Gud”.
Det, der var afgørende for, at kirken alligevel endte med – ved kirkemødet i Konstantinopel år 381 – at tildele Helligånden fuldværdig guddommelig status, var den rolle, Helligånden spillede. Vi bliver døbt i Helligåndens navn, ikke kun i Faderens og Sønnens. Og vi bliver velsignede i Åndens navn, ligesom i Faderens og Sønnens.
Helligåndens teolog i Kappadokien, Basilios af Cæsarea, vidste, at det kun er i Guds navn, at et menneske kan blive døbt og velsignet. Derfor var han ikke i tvivl om sin konklusion: Helligånden er Gud, af samme væsen som Faderen og Sønnen.

afsnit 98

Der er i nogle henseender en påfaldende lighed mellem den ortodokse tradition og det tyvende århundredes karismatiske bevægelser inden for kristenheden. Begge fremholder med vægt, at Helligånden spiller en umistelig rolle i det kristne liv.
Således skriver Ignatios af Latakeia, en nutidig ortodoks kirkelærer: ”Uden Helligånden er Gud langt borte, forbliver Kristus i det forgangne, er evangeliet døde bogstaver, er kirken bare en organisation, er autoriteten dominans, er liturgien besværgelse, er missionen propaganda, er kristne gerninger slavemoral.”
Der er kristendom. Og så er der kristendom.

afsnit 97

Uden Helligånden bliver helligheden en abstraktion. I hvert fald uopnåelig. Og uden helgenerne bliver al tale om Helligånden uforståelig.
Åndens værk er inkarnationen, den hændelse, der gør Gud synlig og begribelig i vores verden. Allerede Lukas, Apostlenes Gerningers forfatter, skildrer kirkens tidlige historie som en forlængelse af inkarnationen. Disciplenes erfaring pinsedag ligner Marias erfaring, da englen kommer på besøg. I den, som Helligånden sænker sig over, fødes Kristus, og langsomt træder det billede frem, der vidner om vores dybeste identitet.
Helgenerne er kirkens Åndsbærere. De rører ved noget inden i os, fordi de reflekterer guldet i den ikon, vi bærer i vort inderste, gemt under alle aflejringer. Gennem deres stille sindelag maner de os til udholdenhed, vi, som undertiden kommer i tvivl om troens evne til at overleve i en kultur, hvor overbevisninger spredes som aske i voldsomt stormvejr.

afsnit 71

Uden sine Åndsbærere ville kirken bukke under. De er en duft af liv til liv. De bekræfter, hvad Simeon den Nye Teolog sagde i 900-tallet: ”For at kunne give Helligånden videre, må man selv have Ånden.” Når åndelighed reduceres til stemninger og oplevelser, lader helgenerne os ane kraften i evangeliet. Den kraft, der er i stand til at omforme et menneskeliv og skænke det en tvingende indre skønhed. Og de efterlader ikke os andre på vejen. Helgenerne ser på os og siger: ”Hvis du selv vil, så gør det, du ser mig gøre.”

afsnit 72

Hvordan ved man, at det er mod Gud, man vender sit hjerte?
Der findes kun ét sikkert tegn på, at åndelighed er sund. Livet åbner sin favn for alt skabt, i en kærlighed, der er fri for foragt, selvgodhed og behovet for at hævde sig.
Kun den, der er adskilt fra alt, kan blive forenet med alt.

afsnit 77

Teksten er fra HELLIGE RØDDER, Peter Halldorf. Boedals forlag 2008,
bragt med forfatterens tilladelse.

fra Skovhusbladet - 2009/2


Himmelske konge og trøster

Himmelske konge og trøster
Du sandhedens Ånd!
Du er nærværende overalt
opfylder alt
du godhedens kilde,
du livgiver
kom og tag bolig i os
rens os fra alt ondt
og frels vore sjæle

Ortodoks bøn

fra Skovhusbladet - 2009/2


Ånd, når du daler

1. Ånd, når du daler,
stilheden taler,
ordene vendes,
sandheden kendes,
så at vi ser, hvad i troen vi har.
Du, som i bønnen
vil vidne om Sønnen,
giver os stemme,
så vi kan fornemme,
at vi kan tale til Gud som vor Far.

2. Ånd, når du kommer,
bliver det sommer,
glemt er de vintre,
hvor i vort indre
kulden var stærk og frøs hjertet til is.
Nu kan vi mærke,
at du er Den stærke,
smeltet er isen
og bortvejret disen,
lyset får magten, og verden befries.

3. Ånd, når du flammer,
ordene rammer,
tankerne kløves,
ånderne prøves,
og alt det skjulte i os lægges blot.
Da skal vi kende
vor ven fra vor fjende,
da skal vi finde,
at tiden er inde,
nu er der dom over ondskab og spot.

4. Ånd, når du strømmer,
drømmer vi drømme,
syner og sange
opliver mange,
så vi må elske og holde Guds bud.
Kirker forgrenes
og mødes og enes,
kæmper og strider,
og lindrer og lider,
til vi blir ét i din kærlighed, Gud.

Holger Lissner 1995


fra Skovhusbladet - 2009/2


Ånd, når du daler
af Holger Lissner

Hvad er det, der sker, når stilheden begynder at tale? Det er, at tankernes kværnen dør hen, og så hører vi undertiden en anden stemme, der taler til os. Vi kunne ikke høre den, så længe vi var optaget af alt muligt andet. Men nu er der noget, der åbner sig for os. Noget eller nogen, der vil os noget.

Sådan kan det gå, når vi traver en tur og tømmer sindet for det, vi bakser med. Naturen er tålmodig og tilsyneladende ligeglad med os. Sådan kan det gå i en kirke, hvor vi bare sidder og tager imod. Eller i Skovhuset, når vi sidder i andagtsrummet og kigger ud på træernes fletværk uden for vinduerne. Bølgerne i sindet skabt af alt det, vi slås med, forsvinder. Og så kommer en anden stemme, stilfærdig og insisterende.

Stilheden taler, ordene vender sig, og det er ikke helt umuligt at tro. Det er faktisk ret enkelt. Nødvendigt. For Helligånden får os til at fornemme, at vi kan tale til Gud som vor far.

Eller vi vågner tidligt, før det er blevet lyst, og noget er på vej. Nogle ord, der vil formes. Et vers, der vil skrives. Nogle billeder, der vil ses. En sag, der ikke kan skubbes ud mere. Det er irriterende, når vi nu gerne vil sove. Men alligevel at få en gave.

Vi kan stå i en situation, som ser helt umuligt ud. En overmægtig opgave. Men når vi giver os i kast med den, er det, som om der er nogen, der bærer med. Nogen, der vil, at det skal kunne lade sig gøre.

Nogle vil sige, det er underbevidstheden. Det er det måske også. Nogle vil tale om samvittigheden. Andre om Helligånden. Vi oplever skabelsen på vores egen krop. Udleveretheden. Afsløringen. Eller frisættelsen. En vilje, der ikke kun er vores egen, vil noget med os. Få os til at se, bryde op, handle.

Og det er godt.

fra Skovhusbladet - 2009/2


Treenigheden 1 ...
Sønnen

af Peter Halldorf

“Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er I Faderens favn, han er blevet hans tolk,” skriver den hellige Johannes.

Gud forbliver uset. Vi kan hverken sige noget sikkert om Gud eller danne os et billede af ham. Derfor fik israelitterne ikke bare forbud mod at afbilde Gud – Guds navn måtte heller ikke udtales.

Men hvis Gud nu har givet sig til kende? Ja, hvis han i den grad er kommet os nær, at han er blevet menneske? Så kan vi vidne om ham, i både ord og billede. Vore ord og billeder gengiver ikke det usynlige hos Gud, men det der blevet synligt og dermed gjort tydeligt.

Ikonen afbilder ikke Guds væsen; Gud bor i et lys, som ingen kan nå, og kan derfor ikke ses eller afbildes. I den henseende står billedforbuddet fast, og ikontraditionen afholder sig fra at afbilde Faderen. Ikonen gengiverudstrålingen af Guds herlighed i verden. Den kan ses af alle. Og den klareste og reneste udstråling af Guds herlighed møder os i Kristi ansigt.

Ved at trække sløret far sit eget ansigt er Gud trådt frem for verdens øjne. Guds selvafsløring, åbenbaringen, er det grundlag, vores kristne tro hviler på. Uden afsløringen ville vi for altid have famlet os frem i usikkerhed om, hvem Gud er. Men nu har Gud afsløret sit ansigt i tid og rum.

Ordet, som var fra begyndelsen, har ikke bare ladet sig høre. Ordet har ladet sig se og berøre:” Det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved ....”

Hørelsen, synet og berøringen vidner samstemmende om Guds indtræden i verden.”... og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det.”

(afsnit 12 i Duften af hellighed)

Hvad er det vi ser i ikonen? Den, der ser ind i Jesu ansigt, ser et menneske, ”i ét og alt ... som sine brødre”. Og samtidig ser han ind i den levende Guds ansigt!

I Jesus er de to naturer forenede, uden at nogen af dem mister sin egenart. Intet trækkes fra. Intet lægges til. Med Paulus´ord: I Kristus ”bor hele guddomsfylden”. Ikonen vidner om Gud åbenbaret i kødet.

I og med inkarnationen kan Gud både ses og ikke ses. Han er på samme tid skjult og åbenbaret. Hvem kan forstå dette? ”Inkarnationen er et mysterium, der er vanskeligere end noget andet at fatte,” siger Maximos Bekenderen. ”Når Gud bliver menneske, gør han sig forståelig, ved at blive endnu mere uforståelig. Endog i selve åbenbaringen forbliver han skjult. Han er altid fremmed, selv når han åbenbares.”

(afsnit 16 i Duften af hellighed)

Den tidlige kirkes udlægning af inkarnationen og dens konsekvens, theosis, bliver af underfundige teologer kaldt ”fædrenes vippebræt”: Når Gud sænker sig ned ved at antage menneskelighed, ophøjes mennesket ved at betros guddommelighed.

Inkarnationen åbenbarer ikke bare Gud. Den afslører noget om mennesket, som ingen tidligere har sat ord på. Hvis den Gud, der er altings skaber, blev et menneske, ”i ét og alt som sine brødre”, må mennesket være blevet skabt med muligheden for at ligne Gud i alt. I Kristus ser vi Guds evige tanker med mennesket.

Her åbner der sig en dimension i antropologien, synet på mennesket, som overgår den, der repræsenteres af både de jødiske rabbinere og de græske filosoffer. Menneskets delagtighed i Guds liv forudsætter, at der bygges bro over den uoverstigelige kløft mellem Guds verden og menneskets verden. Denne bro har vi i Kristus.

”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus,” skriver Paulus. Jesus slår bor over afstanden, når han i selve sin person forener guddommeligt og menneskeligt. Så bliver han formidleren, den, der forener guddommeligt og menneskeligt i alle andre personer.

Begge vippebrættets bevægelser, både den nedadstigende og opadgående, gestaltes i ikonernes ikon: Kristusikonen. I Kristus ser vi på samme tid den menneskeblevne Gud og det guddommeliggjorte menneske.
Han er vores oprindelse.
Han er vores mål.
Alt det, der rummes i ordet ”frelse”, lyser mod os i hans ansigt.

(afsnit 29 i Duften af hellighed)

Teksten er fra DUFTEN AF HELLIGHED, Peter Halldorf. Boedals forlag 2007,
bragt med forfatterens tilladelse.

fra Skovhusbladet - 2009/1


Herre og Mester

Herre og Mester, jeg er ikke værdig til, at du skulle gå ind under min sjæls tag. Men når du i din kærlighed til alle vil bo i mig, kommer jeg frygtløst til dig.
Befal; åben de porte, du selv har skabt, og kom ind og oplys mine mørke tanker.
Det tror jeg, du vil, for du afviste ikke skøgen, som kom til dig med tårer, du kasserede ikke den angrende tolder eller vragede røveren, som bad om en plads i dit rige. Men du regnede dem alle for dine venner. Lovet være du i evighed.

Bøn af Johannes Chrysostomos, Kirkefader ca. 350-407

fra Skovhusbladet - 2009/1


Kærlighedens Søn

Du, som bærer livet med dig,
når du kommer os i møde
midt om dagen, midt om natten,
når vi savner sjæleføde:
Kom til os!

Du, som bærer glæden med dig,
når du kommer os i møde
midt i sorgen, midt i savnet,
når vort liv er tomt og øde:
Kom til os!

Du, som bærer lyset med dig,
når du kommer os i møde
midt i kulden, midt i mørket,
når vi rejser til de døde:
Kom til os!

----

Jeg kommer så snavset som sne fra i fjor
og hører forbavset forløsende ord.

At fortidens synder bekendt er for dig.
Og at du forkynder, du tilgiver mig.

Jeg lærer i korthed den vej, der er din.
Du bærer min fortid. Din fremtid blir min.

Trods det, jeg har fejlet, trods alt kan jeg se:
I dig står jeg spejlet som nyfalden sne.

Salme nr. 75 og 78 i Hans Anker Jørgensen: ”Kærlighedens Søn”, DØC 1999

fra Skovhusbladet - 2009/1