luk vinduet

DE FORFULGTE

fra Hans L. Martensens bog: Dåb og Kristenliv
- en direkte fortsættelse af artiklerne fra blad 2003/4, 2004/1-3 over saligprisningerne: Matt. 5,1-12 og Lukas 6,20-26.

Den følgende lovprisning taler om hunger og tørst efter retfærdighed. Hos Lukas lykønsker Jesus slet og ret de sultne og kalder dem salige. Han lover dem, at de vil blive mætte. Mattæus stiller denne saligprisning i en større sammenhæng. Sult er i sig selv udslag af en uretfærdig fordeling af verdens goder. At "sulte efter retfærdighed" vil blandt meget andet sige at kæmpe mod sult.

Trangen til retfærdighed går som en rød tråd gennem jødernes historie og deres hellige skrifter. Jesus kan sammenfatte hele sit budskab i et ord om "Guds rige og hans retfærdighed".

At sulte og tørste efter retfærdighed betyder, at man ikke på noget tidspunkt giver op eller holder inde. Så længe der endnu hersker uretfærdige tilstande, er sulten og tørsten ikke stillet.

Jesus priser de menneske, som ikke bliver trætte, og som ikke giver sig tilfreds med en halv løsning og en halv retfærdighed.

Så længe, der endnu findes mennesker, der lider uret, kan det ikke nytte noget at lulle sig tilfreds med opnåede resultater, eller at falde til ro i en mæt kultur.

Paulus drager de sidste konsekvenser af Jesu tale om retfærdighed. Han udpensler, at det er en illusion, når mennesker retfærdiggør sig selv eller deres samfund. Den sande retfærdighed konstrueres ikke, men modtages som gave, når mennesker i troen åbner sig for kærlighedens Gud og holder op med at gøre sig selv eller deres gruppeinteresser til målestok for ret og uret.

Sulten og tørsten efter retfærdighed går ud over alle grænser. Den higer imod Guds rige, hvor den retfærdige bliver retfærdiggjort. Sulten efter retfærdighed vender sig derfor ikke blot mod misgreb hos de andre, de uretfærdige. Det er ikke en selvretfærdig sult, der anklager de andre. Den ægte sult efter retfærdighed går ikke blot ud i samfundets bredde, men også ned i sjælens dybde: den sidste illusion er den sværeste at overvinde, illusionen om at jeg selv er retfærdig, og egentlig bedre end de uretfærdige.

De barmhjertige lykønskes i den næste saligprisning. De kommer i forbindelse med livets hårde realiteter. Kærligheden, der åbner sig for andre og giver sig selv bort, vil let blive misbrugt. Den vil øde kræfter bort på uløselige problemer. Medlidenhed betyder lidelse. Men Jesus priser det lykkeligt at bære med på verdens lidelser. Lidelsen er nemlig en realitet, og det er illusion at leve uden medlidenhed, som om lidelsen kan undgås; eller som om den kan undgås ved at overlade den til andre.

Hjertets renhed
Mange smukke og gode forklaringer er givet på, hvad udtrykket "de rene af hjertet" vil sige. Søren Kierkegaards forklaring var ikke helt den ringeste: han sagde, at "hjertets renhed er at ville et". Hjertets renhed vil sige frigørelse fra alt det, vi inderst inde véd om illusion, men som vi alligevel hænger ved. Hjertets renhed består i, at det vil sandheden. Urenheden består i, at vi hænger ved det, vi gennemskuer som usandt. Vi hænger ved en kærlighed, vi godt ved ikke er kærlighed, men blot dårlig camoufleret egoisme. Vi hænger ved et forfængeligt billede af os selv, som vi godt ved ikke passer til virkeligheden. Vi hænger ved ting i det skjulte, som vi skammer os ved i det åbenlyse. Vi rødmer, når forskellen mellem illusionen og virkeligheden bliver blottet for os selv og andre. Hjertets renhed ser virkeligheden i alle tilstande og tildragelser. Den vil kun et: nemlig sandheden, uden illusioner. Den rene af hjertet ser, at det andet menneske er lige så virkeligt og lige så værdifuldt som han selv. At ville bruge et andet menneske til egne formål: til nydelse, til profit, til selvudfoldelse eller magtudøvelse, er at handle i strid med denne sandhed.

Hjertets renhed er at åbne sig for denne sandhed og at bryde med den illusion, at jeg tæller mere end de andre. Denne sandhed hænger sammen med troen, der "ser Gud" selv: erkender at hans skabergerning er virksom i ethvert menneske, han skaber i sit billede.

"Fredsstifterne" er salige, for de skal kaldes Guds børn. De fleste ønsker fred, og de fleste vil gerne være med til at stifte den. Men de færreste lægger mærke til, at det ofte falder i fredsstifternes lod at blive angrebet af begge de parter, han ønsker at forsone. Fredsstifteren må lægge sig imellem. Undertiden mærker han på sin egen krop de slag, som de stridende havde tiltænkt hinanden.

Sandt og ufornuftigt
Der findes intet dokument, der er så menneskeligt som Saligprisningerne - og dog så fuldstændig i modstrid med de normer, der regerer menneskenes verden. Der findes intet andet dokument om mennesket, som er så sandt og dog forekommer så ufornuftigt.

De mennesker, som Jesus priser salige, lever i den grad på tværs af gængse normer, at de må regne med at blive hånede, forfulgte og de yndede ofre for løgn og bagvaskelse.

Men selv dette priser Jesus saligt: "Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld. . ."

Saligprisningerne er en strøm mod strømmen - et løfte om, at menneskelighed skal findes ved den kilde, som strømmen rinder fra.

De er en snæver vej og en smal port - men netop således fører de til liv.

Kan man gå Saligprisningernes vej blot ved at følge den brede strøm? Eller er det nødvendigt at gå den modsatte vej, det vil sige at omvendes? Det nye Testamente lader ikke nogen tvivl om svaret. Omvendelse er nødvendig for den, der vil vinde livet - det rigtige liv, således som Skaberen oprindeligt planlagde det. Den brede vej fortaber sig i illusionerne. Den smalle - den omvendte - vej fører til sandheden.

luk vinduet