Du livets væld
af Jakob af Sarug, biskop i Syrien, 451-521

Du livets væld,
som strømmer ned til os
fra den Ophøjede,
lad mig drikke
af dens ferskhed
med velbehag!

Barmhjertigheds?Dyb,
som risler fra Faderen
ned over vor jord,
bliv min drik
og sluk min tørst
med din kilde!

Du livets vand,
uden hvem
der ikke er liv,
gør det af med døden,
som bor i mig,
med livet fra dig!

Du Søn, som ikke dør,
men gik døden imøde,
dræb døden i mig
og giv mig livet i dig,
som giver alle liv!

Du, som gør alle rige,
men kom i nød,
fordi du ville det,
fyld mig i min nød
med ting fra dit skatkammer,
som har nok til alle!

Digtet er de første strofer i indledningen til en prædiken om Den samaritanske Kvinde, Joh 4,1-42.
Oversættelse: Johannes Bartholdy Glenthøj

fra Skovhusbladet - 2004/4

En salme jeg holder af
af Eva Nordentoft

En rose så jeg skyde …. Da jeg hørte den salme sunget i Danmark i julen 1958, min første danske jul, brød en erindring igennem: Under krigen sang min mor altid en adventssalme for min bror og mig og spillede klaver til.

Jeg lyttede med glæde og med undren. Det var snart jul - men sangen var så hemmelighedsfuld; ikke til at forstå, men til at føle nærheden af et stort mysterium - også for os børn.

Hvert år når adventstiden kommer, og man i Danmark synger: den rose spired frem, midt i den kolde vinter om nat ved Bethlehem" , da dukker de enkle ord frem igen, som jeg lyttede til for lang tid siden: kyrie eleison.

I den nye salmebog står der, at vers 1 og 2 i nummer 117 kommer fra Tyskland, fra det 16. århundrede.

1. Maria gennem torne går.
Kyrie eleison.
Maria gennem torne går,
de bar ej løv på syvende år.
Jesus og Maria.

2. Hvad bar Maria under sit hjerte?
Kyrie eleison.
Et liden barn foruden smerte,
det bar Maria under sit hjerte.
Jesus og Maria.

3. Da blomstred' roser frem mellem torne.
Kyrie eleison.
Da Maria var sit barn gennem skoven,
da blomstred' roser frem mellem torne.
Jesus og Maria.

fra Skovhusbladet - 2004/4

Billedmeditation: Derhen, hvor du ikke vil
Fra bogen: Ikoner - Vinduer til en hel virkelighed
af Morten Møberg

Bebudelsen

Genrejsningen af den faldne Adam, -
genløsning af Evas tårestrøm

(frit efter Akathisthos-hymnen)

Det må have løbet Jomfru Maria koldt ned ad ryggen, de det langt om længe var gået op for hende, hvad det egentlig er, englen siger til hende.

Alle hendes drømme, alle hendes forhåbninger til det kommende liv faldt til jorden med et brag.

Et liv lå nu foran hende - så forskelligt fra det, hun havde forestillet sig , at det ganske enkelt tager tid til blot at vænne sig til tanken, - men hun skyder sine egne ønsker til side - og siger sit "ja2.

Ydmygt, ængstelig, - men ikke passiv.

Snarere stærk og handlekraftig. Modig nok til ikke blot at sætte sig ud over sine egne ønsker, men også over alt det, som andre mennesker forventede og anså for rimeligt,

for at gøre det, som skulle gøres.

O Herre Jesus, lad din Ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig
undfange dig
og aldrig fra dig rykke!
(DDS 71, 5)

fra Skovhusbladet - 2004/4

Bibelmeditation: Levende vand
af Kirsten Clement

Læs Joh 4,1-26

Midt på dagen - midt i den stegende hede - går jeg ud til brønden. Hvert skridt hvirvler støv op - sveden løber - tungen bliver tør mod ganen.

Men hellere middagsheden end de andre kvinders foragtende blikke i den kølige morgen - og deres sigende blikke til hinanden.

Sådan klarer vi os, når noget gør for ondt eller er for svært. Hellere middagshede og ensomhed end de andres foragt. Hellere …. end ….

Der sidder en fremmed ved brønden - han ser på mig - ikke med foragt - ikke lige som dem, der kender mig - og siger: "Giv mig noget at drikke - hjælp mig, jeg er tørstig!"

Hvad betyder middagshede og tørst, når et andet menneske ser mig - ser, at jeg er et menneske, som man kan bede om hjælp?

Mit liv er et rod - sådan er det for os mennesker - en gang imellem er livet noget rod - i kort eller lang tid. Den fremmede ser mig som et menneske! Han ser ikke mit rod, selv om han kender til det! Han ved, hvad jeg gemmer på …. det … og det …

Mens vi taler sammen ved brønden og drikker af dens vand, bliver hans ord til levende vand for min tørstende sjæl - og han er ikke længere end fremmed.

-------

Gud! Du ser ikke mit rod - du ser min tørst - og du har det levende vand, så jeg aldrig skal tørste igen!

fra Skovhusbladet - 2004/3

Om stilheden
af John O'Donohue

Fundamentalt set er det den store tavshed, som møder sproget; alle ord kommer af tavsheden. Ord, som har dybde, genklang, det lægende og udfordringen i sig, er ord, der er ladet med asketisk tavshed. Et sprog, som ikke anerkender sit slægtskab med virkeligheden, er banalt med en skarpt afgrænset betydning og udelukkende præget af logisk sammenhæng. Digtekunstens sprog kommer fra og vender tilbage til tavsheden. I den moderne kultur er samtalen et af ofrene. Når man taler med folk, er det som regel kun en overfladeberetning, man hører, en lang række terapinyheder. Det er ret hjerteskærende at høre folk beskrive sig selv ud fra det program, de er inddraget i eller det ydre arbejde, som deres rolle medfører…

Der er sà lidt talmodighed med tavsheden, som ordene kommer fra, eller med den tavshed, der ligger mellem ordene og i dem. Når vi glemmer eller overser denne tavshed, tømmer vi vores verden for dens hemmelige og fine nærvær. Vi kan ikke længere samtale med de døde eller de fraværende.

Tavsheden er det guddommeliges søster Meister Eckhardt har sagt, at der ikke er noget i verden, som ligner Gud så meget som tavsheden. Tavsheden er en stor ven af sjælen; den afdækker afsondrethedens rigdomme. Det er meget svært at nå den indre tavsheds egenskab. Man må gøre plads til den, så den kan begynde at arbejde for én.

fra Skovhusbladet - 2004/3

Om hellighed
af Charlotte Thorup

Vi synes jo livet skal veksle mellem lys og mørke, mellem fest og hverdag. Vi kan ikke tænke os det gode uden det onde som baggrunden. Vi kan ikke forestille os, at noget bare kan blive ved at være godt, selv om vi se1vfølgelig drømmer om det. Det mærkelige er, at sådan er det hos Gud i himlen.

Men hvad har det med vores hellighed og vores hverdag og vores verden at gøre? Vi skal jo leve her i det dunlde, i det skjulte, der hvor vi kun kan famle os frem, og hvor vi ikke altid ser klart ret langt hen ad vejen.

Jo, det hænger naturligvis sådan sammen, at vi ikke kan se Gud, uden at vi selv er hellige. Vi har brug for selv at være fyldt med lys, at være mennesker som er hellige, for at vi kan være i Guds nærhed. Derfor er det nok meget godt, at det er to skilte verdner. Vi kan ikke nærme os Gud og se ham ansigt til ansigt, som vi er.

Men Gud er kommet til os, så vi ved, hvem han er. Dermed er vores hellighed blevet mulig. I og med at Jesus er kommet til verden, har taget synden på sig og er blevet ét med os, har han gjort det muligt, at vi kan blive ét med ham. Han vil, at vi skal være hellige, som han er hellig. Det kan vi ikke gøre selv, men vi kan tage det til os, som han giver. Men helligheden gives os kun gennem det, som er vores virkelighed. Helligheden handler ikke om, at vi skal hoppe ud af vores egen virkelighed og over i noget andet. Det handler ikke om, at vi skal svømme eller gå eller sejle til Hirsholmene eller et andet ukendt sted og blive anderledes. Det handler om, at vi skal tage imod hellighedens mulighed i det, der er vores virkelighed og verden, her hvor vi er. For det er den, han er trådt ind i. fra Skovhusbladet - 2004/3

Keltiske bønner til den Hellige Treenighed:

Faderen som skabte mig
Dit øje må vogte mig
Frelseren som forløste mig
Dit øje må se på mig
Ånden som styrker mig
Dit øje værne mig
Blikket af De Tre
Vær min frelse

------

Hellige Treenighed
beskyt mig
Faderen vær
over mig
Frelseren vær
under mig
Ånden vær
omkring mig
Hellige Treenighed
forsvar mig.
Når aftenen kommer
velsign mit hjem
Hellige Treenighed
som vogter mig.
Når skyggerne falder
hør mit råb.
Hellige Treenighed
omfavn mig
så at et Amen til dig
Hellige Tre
indhyller mig

------

Faderens hænder holde dig oppe
Sønnens hænder indhylle dig
Åndens hænder omslutte dig
og Gud den Almægtiges velsignelse
Faderens, Sønnens og Helligåndens
styrke dig altid

Fra "The Edge of Glory" af David Adam
Oversættelse: Eva Nordentoft
fra Skovhusbladet - 2004/3

Vejen til Emmaus
af sr. Regina König

læs Luk 24,13-35
- de talte med hinanden om alt det, som var sket -
- Jesus slog følge med dem -
- vi uforstandige, så tungnemme til at tro -
- Bliv hos os -
- han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det -
- da åbnedes deres øjne -
- Brændte vore hjerter ikke i os -
- "Herren er virkelig opstanden"

Tale med hinanden

slå følge

tro

blive hos

velsigne og give

øjne åbnes

hjerter brænder

OPSTANDELSE
fra Skovhusbladet - 2004/2

Som en storm
- salme og bøn til KRISTUSKRANSENS sorte perle.
af Flemming Stentoft

Mørket i livet, som lidelse, sorg og død er uundvigelig. Syndens mørke kan angres, bekendes og tilgives, men meget andet må vi leve igennem på vor livsvandring. Alligevel findes der intet smerteligt, som vor Herre Jesus ikke har gået igennem før os. Når det føles som værst, bærer han os, trøster og omgiver os med sit nærvær. Det må vi tro.
Når jeg kommer til den sorte perle i Kristuskransen, går jeg ofte til cd-afspilleren og spiller denne nyfortolkning af Brorsons salme.

O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår,
det søde hjem, Jerusalem,
hvor al min nød og smerte
sit pas og afsked får.
O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår.

Som en storm skal det være, som en storm.
Som en storm skal det være, som en storm.
Torden og lyn følger mig hjem,
himmelen er fuld af lys og folk når, jeg når frem.
Som en storm skal det være, som en storm.
Som en storm skal det være, som en storm.

Jeg ved jeg er ventet, det er noget jeg ved.
Jeg ved jeg er ventet, det er noget jeg ved.
De vil hilse mig velkommen alle de jeg har kendt
alle de jeg husker og alle de som jeg har glemt.
Jeg ved jeg er ventet, det er noget jeg ved.

Jeg er ikke ræd for rejsen, jeg er ikke ræd.
Jeg er ikke ræd for rejsen, jeg er ikke ræd.
Jeg har rejst hele livet, over land, over sø
Jeg har rejst hele livet for at lære mig at dø
Jeg er ikke ræd for rejsen, jeg er ikke ræd.

Han vil se mig når jeg kommer, han vil se.
Han vil se mig når jeg kommer, han vil se.
Det hænder at folk hernede spø'r om jeg er frelst,
men det diskuterer jeg ikke med hvem som helst.
For han vil se mig når jeg kommer, han vil se.

Jeg er klar til at rejse, jeg er klar.
Jeg er klar til at rejse, jeg er klar.
Hvis nogen græder over mig så hold op med det der,
jeg er bare oppe i himmelen, jeg venter på jer der.
Livet var et spørgsmål, døden et svar.

Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.
Gør troen kæk mod bølgens skræk,
hold selv ved ror og anker,
du ved, hvad jeg formår!
Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.

O Helligånd! mit hjerte, H.A. Brorson, Den Danske Salmebog 2002 nr. 559
Som en storm, Ole Paus - Norsk digter og sanger, udgivet på CD med titlen: Det begynner å bli et liv - det begynner å ligne en bønn, Kirkelig Kulturværksted, 1998. Se www.kkv.no

Om Kristuskransen - se Skovhusbladet 2002/2.

fra Skovhusbladet - 2004/2

Rosenkransen
af Eva Nordentoft

Luther taler i sin indledning til skriften "Das Magnifikat" om, at den højlovede jomfru Maria taler ud af sin erfaring og at den elskelige Kristi moder lærer os gennem hendes erfaring, hvordan vi kan erkende, elske og love Gud .

I Rosenkransen er frelsens mysterier indflettet i en Mariabøn: "Hil dig Maria, fuld af nåde. Herren er med dig. Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet i dit livs frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen."

Det første led er ordene som englen Gabriel og Marias kusine Elisabeth bruger overfor Maria. Det andet led er bøn om forbøn.

Rosenkransen har 5 gange ti små perler, efter hver tiende perle en tyk perle, som står for et Fadervor.

Hver samling af de ti perler (hver et "Hil dig Maria") bedes idet man efter første afsats af Mariabønnen indføjer et mysterium.

De fem glædens Mysterier er:
1) Som du undfangede ved Helligånden
2) Som du bar i dig ved dit besøg hos Elisabeth
3) Som du fødte i stalden i Bethlehem
4) Som du fremstillede i templet
5) Som du genfandt i templet

De fem smertens mysterier er:
1) Som svedte blod for os
2) Som blev hudstrøget for os
3) Som blev kronet med torne for os
4) Som bar det tunge kors for os
5) Som blev korsfæstet for os

De fem herlighedens mysterier er:
1) Som opstod fra de døde
2) Som opfor til himlen
3) Som nedsendte Helligånden
4) Som optog dig i himlen
5) Som kronede dig i himlen

Rosenkransbønnen begynder med trosbekendelsen og de tre første perler repræsenterer tro håb og kærlighed.

Rosenkransen var kendt i den katolske kirke fra det tidelige middelalder og blev godkendt som kirkens bøn af Sixtus IV i 1478

Rosenkransen er en meditativ bøn, ikke en bøn som skal "lires" af. Gentagelsen af de enkelte led og de ti Hil dig Maria lader den bedende finde ind i stilhed og fordybelse; de skaber så at sige et "guddommelig miljø". Det er en betragtende vej, hvor hver perle holder den bedende på vejen, danner en ledesnor.

Rosenkransen definerer ikke det at være katolik - den er heller ikke nødvendig ledsager for alle katolske troende. Men den kan være en del af troens liv. Vi kender muslimer gennem hvis fingre 99 perler glider, de 99 navne for Gud. Den 100. er Guds hemmelighed! I de sidste år er der kommet en bedekrans fra Sverige, en Kristuskrans, som indeholder betragtninger af Guds vej med mennesket og mennesket vej med Gud.

I mit eget liv har en rosenkrans fra min mormor altid ligget i min taske. Nogle perioder blev den brugt, andre var den der bare. I stunder hvor der var meget pres på, og søvnløshed truede, har jeg ikke talt får, for at kunne sove, men bedt et par perler - vor Herre ved jo at vi er trætte, så man må gerne falde i søvn over sin rosenkrans. Man kan også lægge den til side når man er i et andet landskab på vej gennem livet. Grundtvigs vidunderlige billede: "rosenkrans om kors at vinde" er nok tænkt med blomsten in mente - men der kan være en parallel tanke!

fra Skovhusbladet - 2004/2

KYNDELMISSE-SALME

Mel. Thora Borch: Skyerne gråne

1. Februar, kulde og korte dage,
skyerne tunge af regn.
Langsomt er lyset på vej tilbage,
lover os forårets tegn.
Derfor bærer blus vi med glæde!

2. Mørket har været her alt for længe,
livsmodets flamme er lav.
Gud må vi bede om det, vi trænge,
levende håb du os gav.
Derfor bærer blus vi med glæde!

3. Vinteren vender ved Kyndelmisse,
se, hvor erantis tør gro.
Vintergæk skyder med grønne spidse,
præd'ker for os om at tro.
Derfor bærer blus vi med glæde!

4. Vi tror, at mørke og mismod taber,
vi tror på dig, Livets Gud.
Også i os er du lysets skaber,
løfter af mørket os ud.
Derfor bærer blus vi med glæde!

5. Vi tror, at Kristus har tændt os livet
tværs gennem mørke og død.
Vi tror, at håbet, som du har givet,
opstår af vinterens skød.
Derfor bærer blus vi med glæde!

6. Vi tror, din Ånd ånder liv i glæden,
vi tror på gnisten fra Gud.
Troen og Håbet og Kærligheden
skyder de grønneste skud.
Derfor bærer blus vi med glæde!

7. Alle, som lever, må elske livet,
det er det enkleste bud.
Alt det, som Gud har os gratis givet,
gror, når vi deler det ud.
Derfor bærer blus vi med glæde!

8. Lyset skal tændes i mørke dage
midt gennem mismod og regn.
Klart skal det skinne på håbets stage,
det er Guds kærligheds tegn.
Derfor bærer blus vi med glæde!

Ingrid Schrøder-Hansen, 1988

fra Skovhusbladet - 2004/1

Bønnens Miljø - tanker på Kreta

1.Mos 32,27
Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig

af Eva Nordentoft - efter en rejse til Kreta i sommeren 2003

Sproget udtrykker den levende mangfoldighed, det urolige sind som henvender sig til Gud i takkebøn, i klage og i tilbedelse.

At tænde et lys, at lægge et røgelseskorn er stilhed og nærvær: at blive og være stille for Gud.
Den gamle kvinde i snusket sort tøj med beskidte lange negle og fedtet tørklæde kom og lagde et kostbart røgelseskorn på det tændte kulbækken.
De stille lange smalle lys som brænder eller den lille olielampe foran ikonerne - de gyldne Helgener, Guds Moder, den opstandne Kristus som stiger ned i dødsriget.

Kreta som oplevede så meget smerte og vold:
2 gange tyrkisk besættelse
kamp på liv og død som de udstukne øjne på nogle af freskomalerierne vidner om
anden verdenskrig - tyske og engelske unge mænd i hundredvis på krigens kirkegårde - 18 eller 19 år - så mange tårer.

En lille kirke omkring hvert hjørne, ved hvert klippehule.
Man træder ind med indre larm, krigens billeder, frustration, træthed, stress
man træder ind med et helt livs problemer med de kristne kirkers splittethed
man finder stilhed, ro, rum og tid til fordybelse og hengivelse.
Tiden står stille - et glimt af tid og evighed - her blev der bedt gennem århundreder
de små kirker blev bygget i 900 og 1200 tallet
fra ikonerne og væggene ser Guds Moder på os, den barmhjertige moder; apostlene og
Johannes teologen, de unge skægløse apostle, holdt fast i freskerne af den tidlige kristne tid.
Ikonernes gyldne lys
Bønnens stille flamme i olielampen
Blomster, visnede og friske
Den enkle skønhed
Duften og lyset
Altid
Kyrie eleison synges eller mumles altid 9 gange

Uden grænser mellem vores kirker
Muligheden for at kysse Gud Moders kjoleflig
Bare være i Guds nærhed - og i den mindste og fjerneste kirke, i et kapel ved vejsiden er altid et lys tændt; der har altid været én som har bedt - en bøn som man kan være med i.

Teilhard de Chardin siger i bogen "Det Guddommelige Miljø":
"Fordi du er steget op til himlene efter at have været nedsteget til helvede, har du til den grad og i enhver forstand opfyldt universet, at det for fremtiden lykkeligvis er os umuligt at komme uden for dig."
Mennesker går ud og ind i disse små kirkerum - ud og ind i bønnens virkelighed
dagen er badet i denne virkelighed - den er.

fra Skovhusbladet - 2004/1