Konfirmanders refleksioner over skriftsteder, de selv har valgt
samlet af Elisabeth Lidell

fra Skovhusbladet - 2003/4

I bønnens skole
Bønnebogen i den nye salmebog
af Gerhard Pedersen

Den nye salmebog er en salme- og bønnebog. Mange af salmerne er formet som bønner. Og som alle salmebøger siden Hans Thomissøns 1569 indeholder den nye salmebog også en bønnebog. Blandt de nye salmer, som man kan glæde sig til, er også en salme om bøn skrevet af biskop Johannes Johansen. Den stod i Tillægget 1994, men er blevet lettere bearbejdet siden da, så den nu lyder:

Herre, gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd,
Fyld med handlekraft min hånd!
Jordens mindste suk og skrig
høres lydt i Himmerig

Du er nær, min ven, mit værn,
Gud, uendelig og fjern,
nær som hunger og som tørst,
du er sidst og du er først,
lyset først i verden sat,
lyset i den sidste nat.

Du, den højeste Guds Søn,
ét med mig i angst og bøn.
Ingen vej du kunne se,
da du bad: Guds vilje ske,
da du bad den sidste nat:
Hvorfor har du mig forladt?

Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig.

Den nye salmebogs bønnebog er en “bønneskole”, en hjælp til alle, som har brug for at formulere en bøn i livets forskellige situationer. Men bønnens sprog kan ikke blot overtages fra andre. Det må hele tiden tilegnes og fomys, så det kan blive et sprog, man føler sig hjemme i. Derfor er de bønner i Den danske Salmebog 1953, som bærer præg af en forældet sprogbrug, blevet underkastet en revision eller erstattet med nye bønner, som svarer bedre til den situation, vi nu befinder os i.

Overraskende bønhørelse
Bønnens muligheder ligger i de mange situationer, hvor den kan give os sprog til at udtrykke de tanker og følelser, som fylder vores sind. I bøn kan vi give udtryk for vores store glæde som tak til Gud, og for vores sorg eller angst eller frustration i klagen til Gud.

I vore dage hører man af og til om folk, der mener, at alt hvad man beder om i tro, det far man: Hvis du ikke bliver bønhørt, er det, fordi du ikke tror på Jesu løfte om, at den, som beder, han får. Her sker der en kortslutning. For her er bøn ikke længere et svar på Guds løfte om at ville høre. Bønnen bliver en præstation, et middel i den bedendes hånd.

Her over for står en erfaring, som mange har haft, når de bad. Der kunne ske det, at vi ikke fik det, vi mente, vi bad om. Til gengæld oplevede vi Guds kærlige nærvær i det svære, vi måtte igennem: troens tryghed midt i sygdommen, Guds trøst i lidelsen, Guds hjælp til at bære byrdeme i livets vanskeligste perioder, Guds nærvær hos den, ved hvis dødsleje vi vågede. Til vores overraskelse kunne sådanne perioder i vort liv ende med en tak til Gud, fordi hans kærlighed bar os igennem. Sådanne erfaringer er der også udtryk for i salmebogens bønnebog.

Smertelige erfaringer
Bønnen rummer også smertelige erfaringer. Når vi bliver ramt af livets hårde slag. Når vi mister dem, vi holder allermest af. Når forholdet til vore nærmeste går i stykker. Når sygdom og død kommer os tæt ind på livet. Når livet går skævt og mislykkes for os selv eller vore medmennesker. Måske er det her, vi har allermest brug for de udtryk for klage og magtesløshed, som findes i bønner, som andre har formuleret for os. Sådanne nye bønner kan man også finde i den nye salmebog.

Som man beder, tror man
Et gammelt ordsprog, kan samle, hvad jeg her har forsøgt at udtrykke: Som man beder, tror man. Salmeme og de bønner, vi har lært at bede, især Fadervor, har præget det billede, vi har af Gud, Fader, Søn og Helligånd. Her drejer det sig ikke blot om teoretisk viden, men om personlig tale ud af tro og til tro. Derfor: jo mere vi fordyber os i salmers og bønners indhold, des mere næres vores tro på Gud og vort håb til ham. Når man bruger en god bønnebog, så sker der en fordybelse i troens indhold.

Men ordsproget kan også vendes om: som man tror, beder man. Når vi beder, omsætter vi troen i praksis. Vi udtrykker vores tro på Gud og vort håb og vores kærlighed til ham ved at påkalde ham i bøn - både i livets stjernestunder, i hverdagen og i vores dybeste nød. For bønnen er menneskets personlige kontakt med Gud. Derfor er det så vigtigt, at vi genvinder den tradition, som betyder, at bønnen er en del af vores dagligdag.

Bøn i ensomhed og afmagt

fra Skovhusbladet - 2003/2

Væven
af Martin Lønnebo
Oversættelse v/ Flemming Stentoft

I tilknytning til Kristuskransen har Martin Lönnebo skrevet "Väven" med åndelige øvelser til hver uge i året. Heri skriver han om sin mor og billedet med væven:
At den åndelige træningsskole blev et vævekursus skyldtes min mors død.

Min mor, husmandskone i en vestsvensk skovlandsby, otte børns mor, arbejdsom, tapper, havde den sidste aften hjemme bedt for sine børn og børnebørn. Hun sov ind efter sit amen. Næste nat vågede min svigerinde Mårta og Axel med mig, den yngste ved sengen i den lille sygestue ved Byske elven. Vi talte taknemligt om mors liv, der havde været menneskeligt og åndeligt rigt og let, men materielt fattigt og tungt, alt imens døden stille krøb langs hendes trætte ben. Men så tog døden en pause ved knæene, og mine søskende kunne gå til deres gøremål om morgenen. Märtas fem fjeldkøer skulle malkes, den ene var stædig og godtog ikke hvem som helst. Jeg sad alene tilbage.
Så fortsatte døden sin vandring.

Døden kan man stole på. Mor tog sit sidste åndedrag i et tydeligt suk, endelig, endelig. Jeg behøvede ikke engang at lukke hendes øjne, de var lukket som til bøn og hendes hænder foldede. Hun lå der rynket og smuk i stor fred. Jeg strøg hende over kinden som et sidste tak for livet, fjernede brillerne uden glas som holdt iltslangen, den som havde hjulpet med åndedrættet de sidste døgn.
Jeg ringede til min gamle far, mors åndelige makker gennem livet og medbærer af livets byrder i storspovens sørige, arbejdsom, tapper og fortalte at mor var gået hjem så hun ikke behøvede at lide mere. Han græd og understregede sin taknemlighed til den mørke skovpige som var blevet ét med hans liv. Han talte om begravelsen i Kågedalens hvide kirke. Selv havde jeg gerne villet vente med den snak til mors sjæl havde forladt kroppen. Han ville at jeg skulle tale over Esajas 38:12. Jeg kendte ikke verset, men far citerede:
"Som en væver har du rullet mit liv op og skåret trådene over."

Mor kunne lide at væve og var dygtig til det. Vi børn havde allerede i moders liv hørt vævens faste slag.

Så en dag adskillige år senere da jeg gik under stjernehimlen tænkte jeg: Universet er et vævet stykke, Gud er væveren, vævestolen står i Intetheden, rendegarnet er tiden og rummet med naturlovene, indslagene skifter i størrelse fra elementærpartikler til tårer, til stjernetåger.

Når så universets tæppe er vævet færdigt får Tiden og Rummet og Kræfterne endelig fri. De kan i fred efter færdigt arbejde vende tilbage til Intet, hvorfra de er kommet. Gud glæder sig meget over sit værk, han kontrollerer trådene og frydes over deres styrke, han forundres over mønstrenes uendelige variationer og fuldendte harmonier, han sætter væven i den fine stue i sit kønne hjem i det grænseløse rige Intet, Nu er alt fuldbragt, intet savnes.

Som grænseløse vidder og kærlighedens dyb
Som visdommens højder og herlighedens lys
Er lykken, er glæden hos Herren.

Som fossemes skumsprøjt, som storspovens fløjt
Som hjemkomstens sødme, som ømhed og
Er lykken, er glæden hos Herren.

Martin Lönnebo kalder det at arbejde med Kristuskransen for åndelig træning og han har udover Väven skrevet tre små hæfter: Skatten — med øvelser for de yngste børn, Själen til de større og Ångeln som lederens bog.

Martin Lönnebo har udviklet bønsredskabet Kristuskransen der sammen med en lille bog kan købes hos Unitas Forlag.

fra Skovhusbladet - 2003/2

Til eftertanke........
Af Thomas à Kempis, fra håndskrift dateret 1441

Ethvert menneske er af naturen videbegærligt; men hvad nytter videnskab uden Gudsfrygt? Bedre er sandelig en ydmyg bonde, som tjener Gud, end en hoffærdig filosof, som iagttager stjernernes løb, men forsømmer sig selv. Hvo som kender sig selv, har ringe tanker om sig selv og fryder sig ikke over menneskelige lovtaler. Dersom jeg endog vidste alt, hvad der er i verden, men ikke havde kærlighed, hvad kunne det hjælpe mig for Gud, som vil dømme mig efter gerningen?

Opgiv den alt for store videlyst, thi den afføder megen adspredthed og skuffelse. De lærde holder af at gælde for og kaldes vise. Der gives mange ting, hvis kundskab kun gavner sjælen lidet eller intet. Og meget tåbelig er den, som lægger vind på andet end, hvad der tjener til hans frelse. Mange ord mætter ikke sjælen, men et gudeligt levned vederkvæger sindet, og en ren samvittighed giver stor fortrøstning til Gud.

Dette er den højeste og gavnligste lærdom: at kende sig selv rigtigt og at agte sig selv ringe. At agte sig selv for intet og altid have en god og høj mening om andre, det er stor visdom og høj fuldkommenhed. Om du endog ser en anden synde åbenbart eller begå grove forseelser, bør du dog ikke agte dig selv for bedre, thi du ved ikke, hvor længe du selv vil kunne forblive god. Alle er vi skrøbelige; men du skal anse dig selv for den skrøbeligste af alle.

fra Skovhusbladet - 2003/2

Hvorfor tage på retræte?

Man fortæller om en udslidt brændehugger, som blev ved med at spilde både tid og kræfter på at hugge sit brænde med en døv økse.
Han sagde, at han ikke havde tid til at standse og skærpe den.

Man tager på retræte for at skærpe øksen.

----

Den opstandne Jesu ord indledes i påskeberetningerne med: "frygt ikke, fred være med jer", og afsluttes med påbudet " gå ud".

At være på retræte er at anbringe sig på et sted hvor der er stilhed og rum for at lade evangeliets budskab synke ned og blive til det kraftcenter som gør dette "at gå ud" muligt. Lukas fortæller i begyndelsen af fortællingen om Jesu liv at alle undrede sig og at Maria "gemte alt dette i sit hjerte og grundede over det" (Luk. 2,17-20 og 33).

Undren er en form for betragtning, der ikke straks lader sig bremse af tanker eller følelser, men fastholder en åben skuen ind i det, man ikke intellektuelt fatter; som for eksempel Gud.

I undren ligger genkendelsen af noget man dybt inde ved, men ikke kan forklare og derfor ikke har ord for. Undren kan hjælpe med til at rense vores hjerter, få vores ører til at høre og vores øjne til at se.

Undren over Gud er også en form for ydmyghed, en accept af, at Gud er et mysterium.

fra Skovhusets præsentationshefte

Om bøn

I den svenske "Stora Boken om Kristen Tro" fra 1993 står der følgende betragtning om bøn:

"Tak Gud for at jeg har to hænder. I den venstre hånd lægger jeg den nye dag. Der er arbejde som jeg må gøre. Der er alle telefonsamtalerne - dem som jeg skal foretage, og dem hvor det er mig der bliver ringet op. Der er al den post , som jeg får i dag. Der er også alle tanker, som jeg kommer til at tænke, alle de mennesker, som jeg kommer til at møde og alle de hverdagsting, som jeg skal udrette. Ja, der er meget, som er i min venstre hånd.

Og i den højre, der er der ikke mindre. For der er Guds rige gaver for den kommende dag. Der er kraft til det, som skal udføres. Der er tilgivelse for alle fejl, som jeg kommer til at begå. Der er fred for den uro og for den angst, som jeg kommer til at opleve. Der er glæde for det, som synes at være svært. Der er frimodighed for det, som jeg næsten synes er håbløst. Så lægger jeg den højre hånd over den venstre. Og det som findes i den højre hånd løber ligesom over - og der er nok for alt det, som findes i den venstre hånd. Der er mere end nok. Tak Gud."

fra Skovhusets præsentationshefte

Kunst - det helende
At se - det legemlige og det åndelige
Af Eva Nordentoft

Ebbe Kløvedahl Reich siger i forordet til en bog med og om kunstneren Arne Haugen Sørensen at den lutherske kirke frem for alt er Ordets kirke. "Ganske vist forviste Luther ikke (som Calvin og Zwingli) billedet fra kirkerummet. Men han slog fast, at det kun måtte opfattes som udsmykning". Ser man på dansk kirkekunst i dag synes det at billedet som erfaringsform skal genindsættes i sine selvstændige rettigheder. Lisbeth Smedegaard Andersen har på en måde behandlet problematikken om kunsten i kirken, om billedet og afbildningen i kirken, i sit meget smukke værk med titlen: "Mytens forladte huse - dansk kirkekunst efter 1945". Forladte huse - skal de beboes igen?

Billedet og den billedløse erfaring er som poler og hinanden supplerende indfaldsvinkler omkring den meditative tilgang til gudserfaringen.

I samtalen om meditation og den mystiske erfaring bliver man ofte konfronteret med spørgsmålet: skal mine tanker være "tømte og billedløse" eller skal jeg "se og tænke" med et indre billede eller ord.

Hans Jørgen Frederiksen citerer i "Den katolske kirke i kunstens spejl" den hellige Augustin, som siger: "Bortrykkelsen fra legemets sanser kan hæve sjælen op til den region, hvor kun forestillingerne hersker, og det kan også ske, at sjælen bliver ført op til den rene fornufts rige, hvor sandheden erkendes uden forestillinger og befriet for hvad du skuer og kun én sandhed: at besidde det, du elsker. Der rinder salighedens kilde, og dråber derfra kan også ramme vort dødelige liv, så det får styrke og mod og klogskab til at modstå alle fristelser. "

Det er den ene side. Den anden side henviser forfatteren til ved at bruge citater fra Teilhard de Chardin, som var et enestående menneske ved at forene videnskab og den mystiske gnist i erkendelsen ved at kalde det skabte "Det Guddommelige Miljø". Hans forfatterskab er et moderne menneskes hyldest til den materielle virkelighed - til billedet.

"Lad det - for at lette tilegnelsen af vor endelige opfattelse af det Guddommelige Miljø - være os tilladt at forsvare og lovprise den hellige Materie, den, Herren kom for at iklæde sig, frelse og helliggøre….

Materien er det fælles, universelle, håndgribelige, uendeligt bevægede og varierede milieu, i hvis skød vi lever….

På den ene side udgør Materien byrderne, lænkerne, smerten, synden og alt det truende i vort liv. Den er det, der tynger, det, der lider, det, der sårer, det, der frister, det, der ældes….

Men materien er samtidig den fysiske glæde, den inspirerende kontakt, den stålsættende anstrengelse, glæden ved at vokse…….

Askesen standser gerne ved Materiens første side, det vil sige den side, der er vendt imod døden, og den viger tilbage med ordene "Fly fra mig!". Men min Gud, hvad ville vor ånd være, hvis den ikke havde de jordiske genstandes brød at nære sig ved, den skabte skønheds vin at beruse sig ved"…

For Teilhard er intet helt verdsligt - ved skabelsen og inkarnationen er alt berørt af hellighed, vi skal bare se og tilbede!

Lisbeth Smedegaard Andersen: Mytens forladte huse København 1999 Med indbygget katastrofe Arne Haugen Sørensen red. Lisbeth Smedegaard Andersen 2001 Hans Jørgen Frederiksen: Den katolske kirke i kunstens spejl 2001

fra Skovhusbladet - 2002/2

Kristuskransen - om perler og bøn
Af Birgitte Thun og Flemming Stentoft

Når livsmodet og livslysten svigter, når ansvaret vokser os over hovedet og når kærligheden ikke er til at få øje på.
Kristuskransen er som en redningsring. Den eneste opgave ringen har er at være ved hånden - i tilfælde af at der bliver brug for den.
Det er Martin Lønnebo, tidligere svensk biskop der har fundet på Kristuskransen. Han vidste - som mange af os gør - at det ikke altid er nemt at bede. Han ville gerne hjælpe mennesker med at samle tankerne om Gud i bøn.

Kristuskransen
I Sverige hedder denne bønnekrans Frelsarkransen; det betyder redningskrans. Sådan en man kaster ud til et menneske der er ved at drukne. Og på svensk giver det således et ordspil med frelseren, Jesus Kristus.
I Norge blev man optaget af Lønnebos perlekrans og man valgte at oversætte ordet til Kristus-krans. Det norske navn ligger nok tættest på dansk, hvorfor det har været naturligt også at kalde den Kristuskransen.

Perler i farver
Kristuskransen består af perler i forskellig farver og størrelser. Guld, perlemor, hvid, blå, røde og en sort og ind i mellem de farvede perler er der træperler.

Den gyldne perle:	TRO - som forundring og tillid - på Guds eksistens.
Den perlemorskinnende perle:	TRO - som medlidenhed og "medglæde"- på mennesket som ikon.
Den første hvide perle:	OVERGIVELSE, i bibelens sprog: omvendelse.
Den ørken-sandbrune perle:	TRÆNING - øvelse, prøvelse, fristelse.
Den himmelblå perle:	BEKYMRINGSLØSHED.
Den første røde perle:	KÆRLIGHED, som gaven vi modtager.
Den anden røde perle:	KÆRLIGHEDEN som en gave vi giver, offerperlen.
De tre perler af perlemor:	HEMMELIGHEDENS perler.
Den sorte perle:	KRISEN, NATTEN eller DØDEN.
Den anden hvide perle:	OPSTANDELSE og FRED, i bønnens sprog: kontemplation.
De aflange træperler:	De står ganske enkelt for tavshed. Gerne lang stilhed.

Læs mere i bogen Kristuskransen, udgivet på norsk. Bogen forhandles af IKON-Århus, Vester Allé 9, 8000 Århus C tlf. 8613 7587. Her kan man også købe Kristuskransen.

fra Skovhusbladet - 2002/2

Når det ser sortest ud, da er tiden inde til at håbe allerstærkest.
af Flemming Stentoft

Måske kender du fornemmelsen - at være i en situation, hvor alting ser håbløst ud, hvor mørket vinder over det lyse i dit sind. Det sker ofte for mig når jeg har for travlt, når der er alt for mange opgaver at løse og jeg ikke giver mig tid. Tid til at lytte til Gud, tid til at bede, tid til at være stille.

Vi har et mærkeligt udtryk for den situation, når alt ser håbløst ud, vi siger vi er på Herrens mark. Men netop erkendelsen af at være på Herrens mark er måske ikke så ringe endda. Blot må man erkende at det at være på Herrens mark, netop er at overlade alle bekymringerne til Herren. Tålmodigt at vente først da vil det begynde at spirre.

„Håbet hviler og spirer der, hvor efteråret
bliver til advent, den levende Guds tid.“

Lad hvilen i efterår og vinter blive til nye spirrer. Giv væksten tid.

Fred og alt godt

fra Skovhusbladet - november 2001

Lysets gennembrud

Mørket forbereder lysets gennembrud

De tegn, som går forud for Jesu ankomst, fortæller, at vi skal holde osvågne og være beredte. Men der findes næppe nogen periode i historien, hvor disse tegn ikke forekommer. Betyder det, at Jesus har snydt os? Nej, han ved, at timen ALTID er nær (Åb.1,3) Tusind år er i hans øjne som dagen, der gik igår (Ps.90,4). Han ser også sammenhængen i alt, hvordan hver krig og hver katastrofe gennem hele historien forbereder og peger mod de sidste afgørende katastrofer, som skal forvandle alt det gamle til noget nyt.

Når det ser sortest ud, da er tiden inde til at håbe allerstærkest. Når natten er mørkest, da bryder lyset pludselig frem. Det er noget, som sker hele tiden. Når du er på bunden af fortvivlelsen, da kan det ske, at alt pludselig vender og et helt nyt liv begynder.

Johannes af Korset beskriver dette i et smukt digt:

Jeg steg ned så dybt, så dybt,
at jeg steg op, så højt, så højt,
at jeg indhentede byttet.

For at „indhente byttet“, det vil sige, for at nå det, vi længes mest efter, må vi først stige ned i den afgrund, som tager alt vort eget væk fra os. Gud kan kun fylde og forvandle os, når vi er blevet fuldstændig magtesløse.

Det der gælder for det enkelte menneske, gælder også for verden som helhed. Når den synes at miste alt, når verden virkelig går under, netop da bliver den reddet.

Wilfrid Stinissen, fra „I dag er Guds dag“

fra Skovhusbladet - november 2001

En aften i San Nicholás.

Fra en vandring ad pilgrimsvejen El Camino de Santiago, St. Jean-Pied-de-Port ~ Santiago de Compostela.
Af Frans Kjær Nielsen

Det var et par dage efter Burgos. Kviksølvet nærmede sig de 30°. Jeg holdt rast under et enligt skyggefuldt træ, spiste noget frugt og så til mine ømme fødder. En anden pilgrim passerede, hilste og fortsatte. Senere indhentede jeg ham, og vi slog følge.

Alec havde gået caminoen før og kendte et refugium drevet af et italiensk broderskab og indrettet i en ‘ermita’, en lille, ensomt beliggende middelalderkirke ved navn San Nicholás med plads til en håndfuld pilgrimme. Vi nåede frem som de første og blev gæstfrit modtaget af Dino, stedets italienske vært.

Senere dryppede andre pilgrimme ind: Alexander og Stephan fra Frankrig, Anna fra Berlin, Jo fra Holland, den pensionerede tolder Lothar fra Køln...

Dino havde købt ind til aftensmad, som vi lavede i fællesskab. Da maden var ved at være klar og køkkengrejet vasket op og stillet til tørre i opvaskestativet (døbefonten!), inviterede Dino os op foran alteret, hvor der var en halvcirkel af stole. Vi satte os, og Dino iførte sig en kappe med Skt. Jakobs symboler - muslingeskaller og Santiago-kors - og sang den middelalderlige latinske pilgrimssang Dum pater familias. Så tog han et fad med vand, knælede foran hver af os på skift, bad en bøn og vaskede vore fødder, ligesom Jesus havde vasket disciplenes fødder.

Efter dette rørende ritual var det spisetid, men først spurgte Dino, om jeg ville hjælpe med vinen. Jeg troede, jeg skulle trække propper op, men nej. I stedet førte han mig hen til en lem i gulvet. Vi tog fat i hver sin ende og løftede. Til syne kom en grav med rester af en pilgrim, der var død på caminoen i engang i middelalderen. Plus tre flasker chianti rosé - refugiets italienske tilknytning fornægtede sig ikke. Der var ikke indlagt elektricitet og følgelig intet køleskab; graven var det bedste sted at køle vinen!

Så gik vi til bords, bad bordbøn og spiste. Vi var 11 pilgrimme plus Dino, men der var dækket op med en ekstra kuvert for det tilfælde, at Jesus skulle dukke op i en fremmeds skikkelse.

De fælles aktiviteter og ritualer havde rystet os godt sammen, og måltidet var mere end indtagelse af næring. På et tidspunkt sagde Alec til mig: "Frans, there are only good people at this table, don’t you agree?" Spørgsmålet rummede både svaret og hele stedets atmosfære.

Inden vi gik til køjs, var jeg udenfor. Himlen var indigoblå, og mod vest lyste et par planeter klart, som ville de udpege vejen videre frem.

Næste morgen, efter morgenmaden, bad Dino en pilgrimsbøn fra 1078, hvorefter vi begav os af sted i samlet flok. Inden længe havde vore forskellige tempi dog splittet os op i mindre grupper og enkeltpersoner, men flere af os mødtes fortsat i andre refugier ved aftenstide; selv helt til målet, Santiago de Compostela, 14 dage senere.

fra Skovhusbladet 2003/1

Denne skat har vi i lerkar
2. Kor. 4,4-8
Bibeltekst for bedeugen for kristen enhed, januar 2003
Det Økumeniske Fællesråd

Deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: "Af mørke skal lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde.

Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer.

Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: ”Jeg troede, derfor talte jeg”, så tror vi, og derfor taler vi også. For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer. Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære.

Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun til en tid, det usynlige evigt.

Du som har villet mit liv og skabt mig efter din vilje, alt i mig kender du og omslutter det med din ømhed, det svage såvel som det stærke det syge såvel som det raske. Derfor overgiver jeg mig selv til dig uden frygt og forbehold. som et lerkar stiller jeg mig i dine hænder. Fyld mig med godt fra dig, så jeg bliver til velsignelse. Jeg priser din visdom, du, som tager ind til dig det som er skadet og svagt og lægger din skat i skrøbelige lerkar. Margareta Melin

På Herrens mark
af Robert Creeley, ved Eva Nordentoft

En sædemand gik ud at så - Guds ord Noget faldt på vejen - jeg har for travlt til at høre Noget faldt på klippegrund - jeg er for lukket til at lade det trænge ind Noget faldt blandt tidsler - jeg er for negativ til at håbe på frugt Noget ( faktisk en helt del) faldt i god jord

- Tak Gud, at du finder de bløde, varme, modtagelige øer på min mark! Marken er Din Høsten er din Jeg er din

fra Skovhusbladet - november 2001

Bebudelsen i Cortona
af Gunnar Martin Nielsen
efter en rejse til Toscana oktober 2001

En engel malt af fra Angelico!
Han gav det høje sendebud en dejlig kjole
og tegned' ansigt, satte vinger på
en skikkelse, der funkler som små sole.
Han klædte ånden i en jordisk dragt
og mildned frygten for en engels magt.

Ærbødigt bøjer Gabriel sig ned
med stråleøjne rettet mod den unge pige
og siger sit hil dig, Maria, fred!
Gud hilser dig så kærligt fra sit rige.
Hun tier først. Hvad skal den pige tro?
Hvor er hun skøn set af Angelico!

Men øverst i den mørke billedrand
en miniature indsat: det bitre minde
om paradiset som det tabte land.
En engel peger på en mand, en kvinde
der krummer sig og langsomt vandrer bort
fra haven. Og så lukkes Edens port.

Sådan får Fra Angelico fortalt
at verden skal genfødes ved en kvinde.
Maria svarer, at hun giver alt
og er sin Herres lille tjenerinde.
Den evige vil vandre på sin jord
som menneske, det men'skevordne Ord.

På muren bag det gamle alterbord
gyldnes Cortonas lys i mesterværket,
og det som glæder mig, fordi jeg tror,
har dette billeds budskab nu forstærket.
Mit øje ser en himmelsk herlighed.
Jeg aner mere, end jeg køligt ved.

fra Skovhusbladet - 2002/2

Håbet hviler
af Margareta Melin, ved Eva Nordentoft

Det dufter tungt af efterår - en snert af klar vinterluft rammer. Jorden ligger tomt, klæg den høstede mark, asfalten koldt, slebet af vinden. Himlen spejler denne grå tomhed På Herrens Mark Alene. „Er der nogen“ spurgte Desmond Tutu op til himmelen.

"Et pludsligt mistet håb, det slår med vingerne, man har mistet noget man kendte for godt"

Tålmodig venten - forsigtig venten. Fodtrinene bliver langsomme, der er tid, intet som haster. „Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.“ (Joh. 12,24) Håbet hviler og spirer der, hvor efteråret bliver til advent, den levende Guds tid. "Lad os tag det bitre med det søde - æbleblomst og vinterens nøgne gren"

fra Skovhusbladet - november 2001

Spærret inde i mig selv

Herre, hør mig. jeg er spærret inde i mig selv, min egen fange. Jeg hører kun min egen stemme. Jeg ser kun mig selv, og rundt omkring mig lever menneskene. Herre, jeg vil ud. Jeg ved, at glæden findes. Jeg skimter den i enkeltes ansigter. Jeg ved, at lyset findes. Du lader mig se det i nogle menneskers blikke. Men, Herre, jeg kommer ikke ud. Jeg elsker mit fængsel, selv om jeg hader det, fordi mit fængsel er mig selv, og jeg elsker mig selv. Herre, vis mig, hvor vejen er, vejen til menneskene. Til glæden og lyset.

Fra afsnittet Ensomhed og Afmagt i den nye salmebogs bønnebog
trykt i artiklen "I bønnens Skole", Skovhusbladet 2003/3

Bøn under bedeslagene:
Ære være Gud Fader, som har skabt os,
ære være Gud Søn, som har forløst os,
ære være Gud Helligånd, som leder os til salighed.