Apostlen Peter, Sankt Peter, med Himmeriges nøgle i hånden, leder en skare mennesker ad vejen til Himmeriget. Kalkmaleri, ca. 1425 - 50, i Højelse Kirke ved Køge.

Søndag den 23. januar bevægede vi os i kirkens år fra Hellig Tre Kongers tiden ind i fastetiden. De tre første søndage plejer man at betegne som for-fasten, fordi man regner den egentlige fastetid til 40 dage før Påskedag. Den begynder på onsdag efter Fastelavn, som i Middelalderen fik navnet Askeonsdag, fordi man på denne dag brændte de Palmeblade, som siden forrige års Palmesøndag havde siddet bag krucifikser i hjem og klosterceller. Asken fra disse blade blev af præsterne smurt på folks pander som tegn på, at nu begyndte en bodstid.

Faste betyder at afstå fra nogle af livets glæder for i stedet for at samle sig om noget andet. Det man afstår fra kan være mad, kød, seksuallivets glæder, forskellige nydelsesmidler eller andet, som i sig selv er livsgoder, men som man vælger fra for en tid. Fasten kan også komme til udtryk i gråd og klage, og at man klæder sig i sæk og aske som udtryk for anger og bod. Faste kendes i alle store verdensreligioner, som en religiøs øvelse. Her i landet har vi gennem de senere år fået fasten ind på livet gennem vore islamiske landsmænd, som holder Ramadan en gang om året.

At lindre nøden
Et af de steder, hvor vi møder fasten er hos profeten Joel i Gamle Testamente. Han kalder til faste i en situation, hvor hans folk er ramt af en naturkatastrofe. Landet er hærget af altødelæggende græshoppesværme.

Da siger profeten: Udråb en hellig faste udråb en sørgefest! Saml de ældste og alle landets indbyggere i Herren, jeres Guds hus, og råb til Herren! (Joel 1,14)

Hensigten med fasten er her at påkalde Guds barmhjertighed og få ham til at fortryde den ulykke, han har bragt over sit folk og afvende nøden. Faste er her med andre ord en bodshandling, som har karakter af en god gerning, der skal formilde Gud. Sådan er faste og andre bodsøvelser ofte blevet opfattet også i den kristne kirke gennem tiderne.

Denne forståelse af fasten mødte kritik allerede i Gamle Testamente. hos profeten Esajas. Han anklager sine landsmænd for at handle med Gud og sige: Hvorfor ser du ikke når vi faster, og ænser ikke, at vi spæger vort legeme? Hertil siger profeten, at det ikke er faste bare at spæge sit legeme og ligge i sæk og aske:

Nej, den faste jeg ønsker - siger Gud - er at løse ondskaben lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du klæder den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. (Es. 58, 6-8)

Disse gamle profetord er blevet uhyggeligt aktuelle for os efter den store katastrofe i Sydøstasien 2. Juledag, hvor mere end 150.000 blev bølgernes bytte, en halv million ligger sårede og lemlæstede og 5 millioner mistede deres hjem og ejendele. Profetens ord viser os vej i den fastetid, som nu er begyndt. For os består faste lige nu i at afstå fra noget, som kan hindre os i at dele vores velstand med de nødstedte, så der kan blive brød og vand og ris til de sultne, husly, telte, presenninger og tæpper til de hjemløse og medicin til de syge. Det, vi afstår fra, skal med andre ord først og fremmest tjene dem, som er i nød netop nu og hjælpe de mange små samfund, som er ramt, på fode igen.

Renselse og bod
Men har fasten så slet ikke noget med os selv at gøre? Fra gammel tid har erfaringen vist, at det at faste kan være gavnligt for mennesker. At spise mindre har rent fysisk den virkning, at kroppen renses for sine affaldsstoffer. Derfor skal den fastende sørge for at få megen væske, så de kan udskilles. Men sikkert hænger det sammen med denne erfaring af renselse, at faste har været en måde at gøre bod for det, som man har forbrudt imod andre mennesker. Dette års faste, som jeg her har forsøgt at tolke den, kunne måske få vore øjne op for, hvordan vi i den vestlige verden har forsømt de mennesker, der nu i katastrofen er blevet ramt så hårdt, fordi de havde så lidt at stå imod med. Kunne det føre til, at vi begyndte at bøde på deres mangler, kunne vore afsavn blive til velsignelse for dem nu og i deres fremtid.

Koncentration - at møde Gud
Erfaringen har også vist, at fasten kan være et middel til at koncentrere sig om det, som er væsentligt i livet. Mad og nydelsesmidler hører jo naturligt til livets adspredelser, dvs. de er med til at sprede vore tanker. Derfor kan det frivilligt at afstå fra disse ting være med til at øge ens koncentration. Derfor hører bøn og faste sammen i den bibelske forståelse af livet under Guds velsignelse. Før Jesus skulle begynde sin jordiske gerning, fastede han fyrre dage og nætter i ørkenen. Det førte til en kamp med den Onde. Men det førte også til, at han fik klarhed over målet for sin gerning. For i ørkenen mødte han ikke blot ondskaben. Han mødte også Gud. Engle kom til ham og sørgede for ham (Mark. 1,13).

Således kan faste også i den betydning, vi her har talt om den, være indgangen til et møde med Gud. Jesus siger om faste i Bjergprædikenen: Når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matt. 6,17-18). Det betyder, at der ikke skal tales vidt og bredt om de afsavn, man eventuelt pålægger sig selv, for at kunne tjene andre og for at kunne koncentrere sig om det, som er det væsentlige i livet. Det er den enkeltes beslutning for Guds ansigt. Og når et menneske er for Guds ansigt, gennemlyses dets gerninger af Guds sandheds lys, og al skjult selvoptagethed og alle blakkede motiver træder frem. Derfor har den fastende ikke noget at rose sig af over for Gud.

Derimod drages mennesket ind i kampen for at lade Guds sandhed være dets vejviser og Guds kærlighed være kilden til alle dets tanker, ord og gerninger. Denne kamp kunne være fastetidens tema for os i år.

Tid til faste - tid til glæde
Engang holdt Johannes Døberens og farisæernes disciple faste og de bebrejdede Jesus, at hans disciple ikke fastede. Jesus svarede dem med et billede: brudesvendene kan ikke faste, når der er bryllupsfest og brudgommen er hos dem. Men der kommer dage, da brudgommen ikke længere er hos dem. Så skal de faste (Mark. 3, 18-20). I kirkens historie er fastetider blevet forberedelsestider til de store højtider. Vi forbereder os til igen at høre det forunderlige glædelige budskab om Jesu komme i fattigdom som et menneskebarn, om hans lidelse død og opstandelse for os, og om Guds komme til os i Helligåndens udgydelse i pinsen. Den fastetid, vi nu befinder os i, er forberedelsestid til påsken. Vi får lov at følge Jesus på hans vej til Jerusalem. I den vandring viser han sig som den, der er nær hos sit lidende menneske. Men vi skal ikke glemme, at vandringen fører til påskemorgen, til mødet med den opstandne. En salme, som for første gang er med i vores salmebog, udtrykker dette meget smukt:

Se, vi går op til Jerusalem ved hellige fastetide at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn, i synderes sted må lide Se, vi går op til Jerusalem, forklarelsens stad, den skære. Vor frelser har sagt os, at hvor han er, Dér vil han, at vi skal være. (DDS 172,1 og 4)

Salmen er for mig et af de mest imponerende digte. De enkelte vers giver februars stemninger mellem frygt og håb, og med en enestående stigning fra første vers, hvor håbet endnu knap tør vove sig frem, og til sidste, hvor længselen ser sit mål ganske nær.

Salmen må opfattes som en samtale mellem Jesus og et menneske (mig), svarende til brudgom og brud i Højsangen. Frelseren tale i vers 1, 3, 5-6, mens mennesket (jeg) indskyder sine replikker i v. 2 og 4.

V.1. Frelseren taler til den utålmodige sjæl: Her på jorden må man tie og bie. Du må vente og holde ud, så skal du sikkert opnå vor fælles sommer.

V. 2 er mørkere og virker som en slags indvending til vers 1. Mennesket klager over, hvor svært det er. "Når dagene længes, vil vinteren strenges". Sådan er det ofte i februar, men når dagene bliver længere og længselen stærkere, betyder det også, at nu vender det snart.

V. 3. Du skal ikke nøjes med at vente, du skal se! De grønne spirer er tegn på det kommende forår. Gærdet har en dobbeltbetydning. Der hentydes vel også til tremmerne i Højsangen (2,9). Bag det, der skiller evigheden fra denne verden, har Gud allerede bønhørelsen rede til mig. Turtelduen - veninden i Højsangen, Jesu brud.

V. 4. Ved synet af det grønne bag gærdet bryder sjælen ud i glæde. Den spirende begyndelse til salighedens vår kaldes førstegrøden. Vi har Ånden som førstegrøde, siger Paulus. Har man Helligånden har man hermed forsmag på det evige liv. Når man mærker virkningerne af Guds Ånd, er det som at se de første grønne skud af den evige sommer.

V. 5 For tredje gang taler Jesus til sjælen: Hvis du kunne forstå, hvad der nu sker med snetæppet, hvor planterne beskyttes, så ville du fatte trængslernes hemmelighed. Lidelser vil ikke udslette troen, men kan netop komme til at bevare den.

V. 6 Frelseren fortsætter og kalder på mig: Lad mig da se dig ikke med sure miner, men med håbets tegn!

Joels bog

Profeten Joel har anbefalingen af en fastetid som svar på mennesker nødråb i magtesløshed overfor livets tildragelser. Tid til besindelse, tid til nedsættelse af forbruget, tid til bøn.