Det er kun sjovt at dykke under isen, hvis man ved, hvor der er et åndehul.

Bassen gynger fra diskotek IN ned gennem gaderne. I storkespringvandet står to og kysser. Der er kædedans i Søpavillionen. En pige på 14 år kaster op bag hovedbanegården. På Cozy Bar er der kø til herretoilettet. Det er nat i København.
Det er nat, som det er det så mange andre steder i landet og i hele verden: mennesker mødes, musikken er høj, øl og sprut glider hurtigt ned, mennesker dykker ned i natten.

Hun går gennem byen. Hun leder efter steder at trække vejret, et rum, hvor hun kan ånde frit for en tid.
Digteren og poetryslammeren Thorkil Jacobsen om Natkirken

----

I gamle dage ringede kirkekokkerne ud over markerne, ud hvor folk var og klokkerne sagde: “Stress af” Stress af!”

Det gør kirkeklokkerne stadig, men i storbyen ringer de som oftest for døve øren. Der er så mange konkurrerende lyde, så meget støj, at kirkeklokker går ud i et med mængden. Man lukker af, ligesom man gør det med andre indtryk og potentielle møder for overhovedet at kunne overleve. Man selekterer. Og selv hvis folk vidste, hvad klokkerne sagde, blev klokkerne nødt til at ringe og sige det på andre tidspunkter også. For søndag formiddag, hvor de ringer, sover mange københavnere eller er ved at vågne, eller de er i fuld gang med at prøve at få styr på rollingerne. For alle dem er budskabet, hvor rigtigt det end er, lettere malplaceret.

Selvom klokkerne ikke rigtig kan finde ud af bylivet og kommer til at ringe på upassende, tidspunkter, så er klokkernes budskab ikke mindre aktuelt i dag, end det var i gamle dage. “Stress af! stress af!” Stress er blevet en folkesygdom. Hver fjerde dansker er iflg. Arbejdsmiljøinstituttet således så stresset, så det går ud over livskvaliteten. Iflg. Psykiatrifonden koster stress samfundet op mod 10 milliarder kroner hvert år. Stress skyldes primært, at mange ikke har tid nok til at nå det, de skal, på på arbejdet. Kravene og presset til den enkelte medarbejder er steget gennem årene, med krav om større fleksibilitet, selvstændighed og medansvar. Men stress er ikke kun forbundet til arbejdslivet. Den starter allerede mens man er ung, fordi man vil nå det hele og får en tro på, at det kan lade sig gøre. Når man så får børn, vil man have kvalitetstid med dem samtidig med, at man også vil fastholde et højt leveomkostningsniveau. Mange sætter sig så hårdt økonomisk, at det bliver en håbløs opgave at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Her hjælper det heller ikke, at arbejde og privatliv i dag for mange flyder ud i et, arbejdet er et kald for flere og flere, men uden at man har lært sig begrænsningens kunst – kunsten at sige nej, sige fra. En høj arbejdsmoral, et ideal om at arbejde 50-60 timer om ugen og ønsket om at fastholde en høj levestandard vil man have til at hænge sammen med et godt familieliv og man opgiver ikke troen på, at det kan lade sig gøre. Medierne tjener idealet og holder liv i troen, for her myldrer det med positive eksempler på folk, der kan finde ud at få både karriere, fritid og familieliv til at gå op i en smuk og højere enhed. Så kampen kan begynde, hvor man kæmper for noget, der ikke kan lade sig gøre. Det bliver man stresset af!

Danskerne ser ikke ud til at være så gode til at lukke af for de stadig flere valgmuligheder, de stadig flere krav, vi møder i hverdagen, om det er på arbejdet eller i fritiden. At sige fra, sige nej, er der ikke tradition for at gøre. Heller ikke at rekreere.

Her mener jeg, den kristne tro har noget særligt at bidrage med. For uden Gud, uden klokkerne, er det svært at stoppe op. Uden en identitet, der hviler og kan hænges op på en Gud, der kan bære sin del af ansvaret og tingenes tilstand og som kan få en i ‘hold’, få en til at se realistisk på, hvad man som menneske kan og ikke kan, har stressen gode vækstkår. Forskellige rekreeringstilbud er skudt op som paddehatte de senere år, forskellige meditationsformer og welnessmuligheder, og tilbudene bliver brugt i stor stil. Hele wellness-industrien tjener milliarder på folks stressede tilgang til tilværelsen. Der kan siges meget godt om alle disse tilbud, de er hvor tids sækulariserede kirkeklokker, men man kunne godt unde folk noget mere. Tit virker wellness som en stakket frist, som buksepis, der varmer i kort tid og så bliver endnu mere koldt. Ikke altid, for det kan også være lige de indlagte faste rekreationspauser, der skal til, for at der kan være en sund balance mellem arbejde og hvile og man igen formår at være nærværende og tilstede.

Wellness bruger folk til at lade op i det daglige. Men wellness hjælper kun, hvis man er kommet gennem nåleøjet og indset, virkelig indset, at man har sin grænse som menneske - og at det er ok! Ellers bliver wellness bare det, der trækker pinen ud og holder illusionen i live – indtil man falder sammen. Kristendommen har et befriende budskab at komme med – den er bare ikke så god til at få det ud, få det sagt og formidlet til folk. Men budskabet er der.

Ode til Nattens kirke
Skrevet til Natkirkens fem års fødselsdag september 2004
Af Kristina Stoltz, forfatter og natkirkegænger

Butiksfacadernes nedgroede tilbud lyser
alt for vågent
gennem gitter og tykt glas
indkapsler enhver fortabt teenagepige eller husvild
i sin messende røntgenskrift.
Eksistens betyder mobile løsninger
om behov og andres behov
abonnementet er næsten gratis
pinkoden ligeså variabel som den identitet
der nyopereret smiler
fra den store skærm bag ruden
indtil strømmen svigter og lyset går ud:
En mørklagt by bag mine øjne
den nedsatte puls
gør ord stumme
adrenalinen pumper ikke længere
gennem fosforescerende gange
og jeg ved ikke hvad jeg skal nå
andet end at tømme min sjæls korridorer.
Her er stille
kun en hvisken i et indre kapel
samler fragmenter i en pludselig bøn.
Her er plads
endnu et lille lys tændes i et voksende rum
og kaster skygger
fra den hjemløses søvn på væggen.

fra Skovhusbladet - 2010/4

Når klokken slår tolv middag midt på ugen samles folk i koret i Århus Domkirke, for der at bede, synge salmer, sunde sig og samle energi. De mødes til gudstjeneste, også kaldet for frokostgudstjeneste.

En ganske almindelig onsdag, som så mange andre, ser man folk strømme til kirken midt på torvet i Århus. Det er Århus Domkirken, der er centrum for tilstrømningen, og vidste man ikke bedre, så ville man tro, at det var en ekskursion af turister. Går man tættere på, ser man, at de mennesker, der samles, ikke er turister, men folk på vej til en gudstjeneste. Nogle har været der mange gange og går sikkert gennem kirken, tager en salmebog, går op ad trappen til koret og sætter sig. Andre går mere søgende gennem rummet, forsøger at finde sig selv til rette og sætter sig iagttagende på en plads, mens andre, ved en heldig fejl, pludselig befinder sig til en gudstjeneste, der skal tage sin begyndelse. Og med et, sætter orglet i gang med fantastisk musik, og præsten går for alteret.

Rammen for frokostgudstjenesten
Denne gudstjeneste finder sted hver onsdag året rundt og ligger midt i byens frokostpause. Den er anlagt således, at man netop kan nå den i sin pause. Liturgien er skåret ind til benet og indeholder en salme, evt. tekstlæsning, refleksion, velsignelse og nadver. Det er det absolut mest nødvendige for at kunne kalde det en gudstjeneste, og hverken mere kan eller skal man nå.

Århus Domkirke er en gigantisk kirke. Man går omkring 90 meter fra indgangen og op til alteret. Kirken svimler i sin højde og længde, og man skal være temmelig mange til en gudstjeneste for at fylde rummet. Men når man samles til en frokostgudstjeneste i koret, får man en oplevelse af rummet i rummet. Man kommer fra selve kirken, der imponerer med sin størrelse, og træder ind i koret, der må minde om at træde ind i Frances Burnetts beskrivelse af den hemmelige have (”Den hemmelige have” 1910). Som en velbevaret hemmelighed ligger koret i kirken og skaber på et øjeblik en stemning af intimitet og sammenhold. Man følger sig forbundet med resten af menigheden, og det er vel hvad, der var intenderet med et menighedsfællesskab fra begyndelsen. Tonen er slået an; vi er samlet her, fordi vi vil hinanden noget, og fordi vi tror på, at Gud vil noget med os.

Når jeg er forkynder til en frokostgudstjeneste, tager jeg ofte udgangspunkt i det, jeg erfarer som gadepræst for unge i Århus. Jeg vandrer på gaderne i den indre by og møder unge med alle mulige ærinder i byens mørke. Det giver mange frugtbare samtaler om livets store spørgsmål, om hvordan man overhovedet skal leve dette liv, om sorg, savn, tvivl og usikkerhed.

Ofte er der en lighed mellem det liv, jeg møder, og den gammeltestamentlige fortælling om Jacob der kæmper med en engel om Guds velsignelse. I dag er livet blevet til kamppladsen, og mange føler, at Gud er blevet deres modstander, og ikke deres medspiller. De kæmper, som Jacob, for at fornemme Guds nærvær i deres liv og for at få Hans velsignelse. Det er ikke kun en længsel efter at mærke, at Gud er til, men også en længsel efter at vide sig set af Gud. Det er en kamp, der er svær at kæmpe, og som man endog må igennem flere gange i et liv. Og i kampens hede opdager vi sjældent, at modstanderen ikke er Gud selv, men noget andet, der står i vejen, som englen stod i vejen mellem Jacob og Gud.

Kirken er både det fysiske sted, vi kan komme og bede, meditere og være i, men det er også det sted, hvor vi kan mærke, at vi er i et fællesskab, der rækker ud over tiden, og rækker sig mod selv det menneske, vi ikke kender. Her mærker vi, at er sat sammen og skal være sammen, som disciplene var det engang. Vi skal være et broderskab m/k, der rummer enhver, der træder ind i kirken.

Kirkens opgave er derfor, at være en del af livet, så enhver netop kan træde ind. Kirken må aldrig blive et fremmed univers, der ikke har rod i virkeligheden. Det er i livet, vi ånder, lever og længes, og det er i livet, vi søger Gud. Det har kirken, både som fællesskab og fysisk sted, som sin forudsætning.

Frokostgudstjenesten
Traditionelt mødes vi til søndagsgudstjenester, men en moderne livsstil og anderledes prioriteter, gør det vanskeligt for mange at deltage om søndagen. Derfor er frokostgudstjenesten en oplagt mulighed for at få en gudstjeneste i ultrakort form. Man kunne fristes til at kalde den for Driveinngudstjenesten. Kvaliteten er dog i top, for her kan man for en kort stud få fri fra en forjaget hverdag, krav, præstationer, og i stedet for mødes med andre og tilbede Gud. Her kan man tage livtag med den engel, der står i vejen mellem dig og Gud.

Mennesker har et behov for at igen og igen at høre ord, vi ikke kan sige os selv, eller mærke fællesskab, hvor vi ikke behøver være den stærke. Det er en trøst for enhver i dag, der lever et liv med fokus på egne præstationer. For netop i menighedsfællesskabet skal man ikke præstere for at høre det. Der hører man til, blot ved at være skabt af Gud. Og netop derfor kan frokostgudstjenesten midt på ugen være som en art åndelig indsprøjtning, der giver fornyet energi til dagen og livet.

fra Skovhusbladet - 2010/4

Jeg husker, at en af de første som opsøgte mig, efter jeg var blevet præst, var en gammel kone, der søgte råd. Hun sagde: ”Fader, jeg bedt næsten uafbrudt i fjorten år, men aldrig nogensinde oplevet Guds nærvær.” Jeg indvendte: ”Har du da forsøgt at give ham en chance for at sige noget?” ”Måske ikke”, svarede hun, ”jeg har nok talt til ham hele tiden, for er det ikke det, der er bøn?” ”Det tror jeg ikke”, sagde jeg. ”Jeg foreslår at du afsætter et kvarter om dagen, hvor du bare sidder og strikker for Guds ansigt”.

Det gjorde hun. Med hvilket resultat? Ret hurtigt vendte hun tilbage og sagde: ”Det er mærkeligt. Når jeg beder til Gud, det vil sige, når jeg taler til ham, så føler jeg ikke noget. Men når jeg bare sidder stille hos ham og strikker, så føler jeg mig omgivet af hans nærvær.”

Du kommer aldrig til at kunne bede oprigtigt og af hele dit hjerte til Gud, hvis du ikke lærer at være stille og glædes over hans underfulde nærvær. Eller, om du vil, at du er for Guds ansigt, selv om du ikke ser ham.

Oversættelse Charlotte Thaarup
fra Skovhusbladet - 2010/3

En endagsretræte eller en enkelt stilledag hjemme kan være muligheden for at opleve, at der ikke hører mange ord til; det fornødne er få ord, som nærer og kan bære, og som kan huskes. Ord som kan siges i hjertet, i glædens eller sorgens eller frygtens eller lysets stund. Det gælder om at lytte, at blive stille, at lade gro.

Det gælder ikke lange indre taler og læning af artikler, men få ord som vokser i stilheden.

At blive helt stille over ét ord, som kan bære, som kan huskes, som kan bære frugt og erindres i alle situationer. Kristen bøn er den enkle handling at henvende sig til Gud som ”Du” – stilheden som handling.

Fra tanker kan vejen gå til tanken, til skuen. Denne bue er ikke tidsbegrænset eller tidsdefineret. Det kan være øjeblikket eller timer. Meditation er vores værk – kontemplation er Guds værk.

Hermed følger nogle bibelsteder, bønner og salmer. Ord, som har vist sig brugbare i tidsrummet af én dag:

ORD
Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig! (Joh.14,1)
Den, der tørster, skal komme, og den der vil, skal få livets vand for intet. (Åb. 22,17)
Den, der tørster, skal komme til mig og drikke (Joh.7,38)
Hvad end vort hjerte fordømmer os for,Gud er større end vort hjerte og kender alt. (1.Joh.3,20)
Gud vil tørre hver tåre af deres øjne. (Åb: 21,4)

TANKER
Frederik Hjerrild

Lær os at bede:
Håbet
behøver ikke meget
for at holdes i live.

Én anemone
foråret er på vej

én fugleunge
sommeren er nær

én opstandelse
Gudsriget er nær

én bøn
ét brød
ét bæger

ét er fornødent

BILLEDER
Adolf Meister: Berøring, 1993

PERLER
Bønnens perler kan ledsage vores tanker, give dem hvile og vejlede dem. Som kristne her i landet har vi umiddelbart to muligheder:

Kristuskransen: Guds vej med mennesket (Martin Lønnebo ”Kristuskransen”)

Rosenkransen: Betragtning af troens indhold: Jesu liv, død og opstandelse (Ulla Henriksen ”Rosenkransen”)

Som eksempler på vejledninger til de to kranse kan nævnes:
Martin Lønnebo: Kristuskransen. Unitas Forlag.
Ulla Henriksen: Rosenkransen. Pilgrimmens Forlag.

SALMER
Enkle og kendte salmer hvor der også kan bruges bare enkelte vers er f.eks:
DDS 367 Vi rækker vores hænder ud
DDS 192 Hil dig frelser og forsoner

Hvordan vælger man en salme, der siger noget om stilhed i menigheden?
Under en almindelig højmesse synes jeg dog, at der er to tidspunkter, hvor jeg som kirkegænger oplever, at menigheden bliver andægtig og stille i fællesskab – dette er i den stille periode i kirkebønnen samt under nadveren.

Der er ikke nødvendigvis fysisk stille under altergangen, men jeg synes altid, at jeg oplever en indre stilhed og en fælles indre samhørighed med dem, som jeg går til alters med.

Salmen ”Jesus Kristus er til stede” (DDS 461) er vel ikke den mest kendte salme, men at læse Luthers betragtninger om, hvordan man kan forberede sig til nadveren, giver stof til eftertanke.

I de første vers slår han fast, at Jesus Kristus er virkelig til stede i nadveren, men at handlingen samtidig er en mindehandling, der skal hjælpe os til at huske på, at Jesus ved sin død en gang for alle har stillet sig mellem Guds vrede og os. Nu ser Gud på os i barmhjertighed.

Vers 3 samt 5-8 omhandler nadverens indadvendte side. Vi må ransage os selv og finde ud af, hvorfor vi går til nadver. Er vi parate, og hvad er vores motiver?

Vers 4 behandler nadverens opadvendte side. På græsk betegnes nadver som eukaristi, dvs. en taksigelse, ligesom Jesus også selv indviede det sidste måltid med en takkebøn.

Endelig afsluttes salmen med et vers om nadverens udadvendte følger. Gør godt mod din næste, ligesom der nu er blevet vist kærlighed mod dig.

Det samfund, vi lever i, er sommetider så fyldt af voldsomme lyd- og synsindtryk, at det kan blive en belastning. Det er sikkert en af grundene til, at mange mennesker i dag søger stilheden. Derfor er der også i dag langt større forståelse end tidligere for, at kirken kan være et stilhedens helle midt i vores hverdag.

Ved menighedens gudstjeneste har der altid været øjeblikke fyldt af stilhed. Mange har oplevet, at der under en prædiken kan blive så stille, at man kunne høre en knappenål falde på gulvet. Det var som oftest, når prædikenen gik os til hjerte, og vi i vort sind måtte sige: ”Ja, sådan er det. Det der, det er sandheden om mig og mit liv eller om vores fælles liv.” Eller: ”I dag fik jeg hjælp til at komme videre med det, der har plaget mig længe. Nu ved jeg, hvad vej jeg skal gå.”

Det betyder, at stilheden kan åbne for et klarsyn, så det, der før var kaotisk og ugennemskueligt bliver til at gennemskue, og der åbner sig en vej ind i fremtiden.

En lignende stilhed kan opstå under nadverhandlingen – måske oftere ved aftengudstjenesten end ved højmessen. Opstår en sådan stilhed, kan det også hænde, at sindet falder til ro og erfaringen af Kristi nærvær kan styrke troen og håbet til hans komme i herlighed, og vi hører ordene: ”Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle troende og samles med din menighed, når du fuldender den i dit rige” på en ny måde.

Sådanne erfaringer kunne give anledning til at overveje, om der ikke kunne indrettes andre stilhedens øjeblikke i gudstjenesten. I nogle menigheder finder man det naturligt at have et sådant stilhedens øjeblik i forbindelse med kirkebønnen, hvor menighedens medlemmer kan indfælde deres egne, helt personlige bønner for sig selv og for dem, der står dem nær, i menighedens store forbøn. Sådanne øjeblikke kan være med til at give gudstjenesten den rytme mellem bevægelse og ro, som kan modvirke, både at gudstjenesten bliver kedelig i sin langsomhed, og at den virker forjaget.

En anden vigtig oplevelse, som mange af os har haft, er at komme ind i en kirke midt i en larmende by og fornemme, at vi pludselig træder ind i en helt anden verden. Gadens larm, som vi hører på afstand, kan sommetider gøre oplevelsen af stilheden endnu stærkere. Denne oplevelse har fået adskillige kirker til at indrette et stilhedens rum eller stilhedens hjørne, hvor der kan tændes et lys, og hvor der ligger trykte bønner eller pjecer om bønnens betydning. Der kan også være et billede eller en ikon, som den, der søger stilheden kan rette blikket imod og dermed koncentrere sine tanker omkring den eller det, som billedet forestiller.

Den bildende kunst i kirkerne har i de senere år bevæget sig fra abstrakte udtryk til mere meditative eller forkyndende udtryk. Et meget stærkt eksempel på dette er Peter Brandes’ udsmykning af Gamtofte kirke på Fyn. Til tre vinduer mod syd har han skabt tre glasmosaikker. De to er gengivelser af Veronikas svededug og kong Abgars mandylion, dvs billeder af Kristi ansigt, som ifølge traditionen blev givet af Kristus selv til en kvinde, som tørrede hans svedige ansigt under vandringen til Golgata og til en konge fra østen, som søgte helbredelse af ham. Mellem de to Kristusansigter ses en fremstilling af Kristus, som helbreder den blindfødte. Meningen er klar: Hvis ikke Kristus åbner vore øjne, kan vi ikke se og finde ham.

I nogle menigheder holder man Åben kirke – med stilhed. Et eksempel herpå er Vinding kirke i nærheden af Vejle. Her hedder det på kirkens hjemmeside, at der er ”mulighed for en stille stund med refleksion enten over det nye alterbillede, en bibeltekst, en salme eller egne tanker eller bare lytte til den stille musik, som ind imellem vil blive spillet. Der skal derfor ikke tales i kirkens rum. Man behøver ikke at blive fra start til slut, men kan komme og blive f. eks. i et kvarter eller en halv time, som man synes. Man lister blot ind og ud i stilhed.”

Mange steder er man også begyndt at lade meditationen være central i de såkaldte stillegudstjenester. Det drejer sig her om en meditation over en bibeltekst eller et bibelsk tema, hvor menigheden ledes ind i en overvejelse af teksten eller temaet og fortsætter overvejelsen i en stilhed, som naturligt fører over i bøn. I en sådan gudstjeneste spiller salmerne ofte en vigtig rolle som meditative indslag. Sådanne ledede meditationer kan også finde sted uden for kirkerummet i konfirmandstuen eller et andet rum i sognegården, hvor der kan være lejlighed til at lade stilheden munde ud i en kort samtale om det, som de enkelte medlemmer af gruppen har fået givet gennem stilheden.

Stilhed i menighedens sammenhæng findes endelig i menighedsretræten, hvor en gruppe fra menigheden tilbringer nogle dage i stilhed med meditationer og gudstjenester. Sådanne erfaringer kan være med til at introducere menighedens medlemmer til meditation, som de så kan tage med ind i deres dagligdag.

I Guds stilhed må jeg hvile
ordløs, stille uden krav.
Klare himle, åbne dage
på en strand ved nådens hav.
(Jonas Jonson, svensk biskop)

Stilhed er den ydre stilhed - når der er ro uden menneskeskabte lyde, og den indre stilhed - at være, ikke at gøre eller synes.

Jeg fandt en stilhedens oase i vævegruppen i Christianskirken i Århus. Vi mødtes til en andagt på 30 min. hver torsdag i 1½ år, hvor bogen ”Væven” af Martin Lönnebo, et lille stykke musik og stilhed var vigtige omdrejningspunkter.
Det blev en ny rejse for mig, som startede med følgende oplevelse:

Det var meget stemningsfyldt at komme i skumringen og gå op ad midtergangen i kirken og blive mødt af 12 tændte alterlys, to buketter blomster, et enkelt krucifiks i elfenben og med den sidste nadver malet på væggen med Jesus for bordenden. Det er et stort og stille rum med højt til loftet.

Vi sad på stole i en halvcirkel oppe foran knæfaldet, hvor der stod et stykke drivtømmer med følgende bibel citat: ” Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Der hang også en ikon af den Treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. Endelig stod der en bakke med sand, hvor man kunne sætte et lys, som man havde tændt ved dåbslyset, for nogen eller noget, man havde på hjerte.

Det var en stor velkomst at få, der fik mig til at føle, at jeg var forbundet med noget meget større, og velkommen som den person, jeg er. Min nysgerrighed efter at høre mere om de historier, tingene indeholder, blev vakt.

Væven indeholder livsnær åndelig vejledning med rødder dybt i kirkehistorien. Hver uge i året har sit eget kapitel med et forslag til øvelse efter skemaet: Bekendelse - Bøn - Huskeord - Tak - Forbøn - Fadervor - Velsignelse.

Bekendelsen kan lyde: ”Du er grænseløs. Du er nær. Du er lys. Og jeg er Din.” Bønnens ord kunne være: Gud, du kalder mit indre smil frem” og huskeordet: ”Dyb råber til dyb”(fra uge 18).

Det har inspireret til en proces i mig, hvor jeg kommer et meget lille bitte stykke nærmere det ubegribelige grænseløse mysterium, Gud. Jeg er Martin Lönnebo meget taknemmelig for, at han har givet mig en forståelse for min plads i universet, nemlig som en meget lille del af helheden, verden. Jeg er i verden og har betydning og et medansvar for de sammenhænge, jeg indgår i.

Forløbet med Væven betyder for mig, at jeg har været en del af et stærkt, stille, ordløst fællesskab med mennesker, jeg ikke kendte på forhånd. Det har ændret mit Gudsbillede fra frygt til kærlighed. Det er ikke en pligt at tro, men et privilegium.”Den, som bliver set med kærlighedens øjne, behøver jo ikke frygte noget. Disse øjne måler jo ikke, sammenligner ikke, dømmer ikke. Det lille barn nynner på sin vise: ”Du ved da, at du er værdifuld?”(s. 75).

Endelig har torsdagsandagterne og Væven lært mig noget, jeg helt havde overset, åndelig træning. Vigtigheden af en pause med tid til væren og stilhed. Nu arbejder jeg bevidst med at få stilheden ind i min hverdag, og det er mit ønske at tage Kristuskransen med mere regelmæssigt i min hverdag. Forandringer tager tid. Martin Lönnebos ord: ”Gør det lidet, du kan, gør det villigt og glad, og det er nok”, er en opmuntring for mig.

Stilhed, står der ved indgangen til retrætegården Skt. Davidsgården i Rättvik i Sverige. Da jeg første gang kom til huset for snart 10 år siden, ankom jeg midt i en retræte. At dumpe ind i dette særlige fællesskab, hvor tavse mennesker gik forsigtigt og hensynsfuldt rundt mellem hinanden, var meget specielt. Det var ikke første gang, jeg oplevede stilheden. Naturligvis ikke. Alle mennesker oplever stilhed i større mindre omfang. Den stilhed jeg her taler om, er stilheden, som mennesker bevidst, vælger, opretholder og giver til hinanden, som en gave. At være sammen i stilhed giver en særlig intensitet, som er svær at opnå, hvis man er i stilhed alene.

Stilhed er et middel, ikke et mål. Stilhed fremmer fordybelsen og er en hjælp til at lukke af for ydre påvirkninger og i stedet koncentrere sig om det indre liv. Fravær af samtale og støj betyder ikke at en indre fred breder sig automatisk. Oplevelsen af, at mange tanker og problemer, man har forsøgt at skubbe væk, har glemt eller ikke taget sig tid til, dukker op, så snart stilheden indtræder, er et kendt fænomen.

Retræterne i Skovhuset gør brug af stilhed i større eller mindre omfang. Førstegangsdeltagere giver ofte udtryk for en hvis uro over at skulle være i stilhed i længere tid. Almindeligvis oplever de fleste, at tiden går forbavsende hurtigt, og at stilheden var en god oplevelse, som de gerne vil gentage.

I år vil vi i Skovhusbladet belyse stilheden fra forskellige vinkler, denne gang i forhold til den lokale kirke og menighed.

Det er ikke altid enkelt at komme af sted på retræter i flere dage. Det koster tid og penge og måske accept fra familien. Men længslen efter stilheden kan også imødekommes i den lokale menighed. Det er muligt at skabe en god ramme for nogle timer i stilhed, bøn og meditation.

En-dags-retræten tjener både som introduktion og smagsprøve til stilhed og længere retræter, og som mulighed for fordybelse for den, der ikke har mulighed for at være væk i længere tid.

Dagens rytme kan se sådan ud:
9:45 – Morgenbøn/Laudes herefter kaffe og the, præsentation af dagen og af hinanden. Herefter er der stilhed til dagens sidste programpunkt, hvor man kort deler, hvordan dagen har været.
11:00 - Meditationsoplæg
13:00 - Middagsbøn, frokost
Tid til fordybelse og videre arbejde med formiddagens tekst. Evt. gives endnu et meditationsoplæg.
I løbet af eftermiddagen stilles kaffe og the frem
17:30 - Eftermiddagsbøn/Vesper, hvorefter der spises aftensmad
19:30 - Kort gudstjeneste over dagens tema. En kort samling, hvor dagen rundes af. Oprydning.

Meditationsoplægget kan være over søndagens tekst, eller tage udgangspunkt i et tema eller en højtid.

Tiden kan kortes af ved at lægge afslutnings-gudstjenesten sidst på eftermiddagen og undlade spisning.

Det er vigtigt, at rum og rammer er i orden. Det skal markeres tydeligt, at der er en retræte i gang, så man ikke forstyrres undervejs. Kirkerum og andre lokaler, som benyttes, skal være opvarmede, da mange timer i stilhed i et koldt lokale ikke er befordrende. Bedeskamler og tæpper til udlån er godt, men ikke nødvendigt. Der kan være blomster, lys og evt. billeder, ikoner, til brug i meditationen. Et bogbord med Bibler og andre relevante bøger til låns eller til salg kan være en ide. Farver, pensler og andet til kreativt arbejde kan være en mulighed.

Maden skal være forberedt. Bedst er det, hvis en deltager tager sig af det praktiske og en anden sørger for ”den åndelige føde”.

Pilgrimsvandringer kan ligeledes arrangeres, så de giver mulighed for stilhed og fordybelse i et kortere tidsrum. Vandringen kan udgå fra kirken, eller man kan køre samlet til begyndelsesstedet efter at have holdt morgenbøn i kirken. Dagens tema kan være en kort Bibeltekst delt ind i vers, fx Fadervor delt op i de enkelte bønner. Deltagerne medbringer selv for forplejning.

Vandringens rytme er, at alle samles i en kreds, hvor informationer til næste vandringsstykke gives. Det kan være teksten eller emnet, der skal mediteres over og oplysning om, hvor næste pause holdes. Inden turen fortsætter bedes hver gang i kor den hellige Birgittas bøn: ”Herre vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den!” Man går i ca. 50 minutter, holder hvil i ca. 10 minutter, hvorefter man igen samles i kredsen, beder Birgittas bøn og går videre.

Hvor meget stilheden skal fylde, er lederens valg. Man kan vælge at gå i stilhed hele vejen, at give mulighed for samtale den første time, eller at lade det være op til deltagerne, om de vil samtale i pauserne eller ej. En hel vandring i stilhed er en god oplevelse for de fleste. Lederen skal kende vejen og have bestemt, hvor pauserne skal holdes. Det er en god ide, at lægge ruten, så man kommer forbi en eller flere kirker. Har man bedt om adgang på forhånd, er det muligt at holde andagter, synge en salme og fortælle om kirken. Kan man ikke komme ind i kirken, må man bruge kirkegården. Undervejs holdes gerne en nadverandagt i det fri.

At opleve stilheden som ramme om bøn og Bibellæsning enten i retræteform eller på en vandring er en god og anderledes oplevelse i menighedens liv. Det kræver naturligvis forberedelse, og det er en god ide, selv at have deltaget i et lignende arrangement, inden man kaster sig ud i det. Men frugten og glæden ved dette arbejde er en sjælden mulighed for fordybelse i livet i Gud.

Lyt!
Når jeg beder dig lytte til mig
og du begynder at give mig råd,
har du ikke gjort, hvad jeg bad om.

Når jeg beder dig lytte til mig
og du begynder at fortælle mig,
hvorfor jeg ikke bør føle på den måde,
træder du på mine følelser.

Når jeg beder dig lytte til mig,
og du synes du skal gøre noget for at løse mine problemer,
har du svigtet mig, hvor mærkeligt det end måtte synes.

LYT!
Alt hvad jeg bad dig om var at lytte,
ikke tale eller gøre noget – blot høre mig.

Gode råd er billige;
et par kroner,
og man får både brevkasser og Billy Graham i samme avis.
Det kan jeg selv finde ud af;
jeg er ikke hjælpeløs,
måske modløs og usikker, men ikke hjælpeløs.

Når du gør noget for mig,
som jeg selv kan og har brug for at gøre,
bidrager du til min frygt og svaghed.
Men når du accepterer som et simpelt faktum,
at jeg vitterlig føler, som jeg gør,
uanset hvor irrationelt det er,
så holder jeg op med at prøve at overbevise,

og jeg kan komme i gang med at finde ud af,
hvad der ligger bag de irrationelle følelser.

Når det står klart, er svarene indlysende,
og så behøver jeg ingen råd.
Irrationelle følelser giver mening,
når vi forstår, hvad der gemmer sig bag dem.

Måske er det derfor bøn virker,
fordi Gud tit er tavs,
fordi Han ikke giver råd eller prøver at ”ordne” ting.
Han lytter,
og hjælper os så tit stille med at arbejde os igennem det.

Så vær sød at lytte og blot høre på mig,
og hvis du ønsker at tale,
så vent et minut, indtil det bliver din tur.
Så vil jeg lytte til dig.