Som noget nyt og anderledes har vi i Skovhusgruppen sat os for at dykke ned i én bog, der skal danne rammen om alle fire Skovhusblade i løbet af 2011. Bogen, vi har valgt at kaste os over, hedder ”Gud i et og alt – Om menneskers længsel og Guds nærvær” skrevet af Gerard W. Hughes (forlaget Boedal, 2005).
Bogen er et opgør med menneskers ofte splittede spiritualitet, der giver sig udtryk i en gudsopfattelse, der er knyttet udlukkende til ritualer i kirker, mens resten af tilværelsen reelt leves uden megen tanke for Guds tilstedeværelse – ofte uden bevidsthed derom.
I de fire kommende Skovhusblade har vi valgt at fokusere på disse temaer fra bogen: Hellighed, Jordnære bønner og Længsel. Vi håber vores læsere får glæde af disse glimt fra bogen – og måske endda får lyst til at give sig i kast med hele bogen, der giver et bud på, hvorledes man bliver bevidst om, at Gud er i et og alt og hvordan et jordnært åndeligt liv kan blomstre ud af denne erfaring.
Lidt om manden bag bogen
Gerard W Hughes er katolsk jesuitterpræst og bor i Birmingham, hvor han arbejder med økumeni, retræter og fredsspiritualitet. Han blev født i 1924 i Skelmore. Familien flyttede til Glasgow, hvor han som syv årig fik sit første møde med jesuitterne, da han begyndte i St. Aloysius skole.
Under de sidste års skolegang vaklede han mellem at fortsætte i kirkens verden eller blive jægerpilot. Han valgte at blive jesuit i 1942 og tog den traditionelle lange vej igennem jesuitterstudiet.
Efter studierne på Stonehurst og Oxford universiteter og Skt. Georgen i Tyskland, hvor hans økumeniske interesse blev vakt, underviste han på Stonehurst, hvorefter han blev kapellan på universitetet i Glasgow. Her mødte han mennesker fra forskellige kirkelige retninger, andre religioner samt mennesker helt uden tro, hvilket vakte en stor interesse for spiritualitet hos ham.
fra Skovhusbladet - 2011/1
”Jeg er hellig”.
Dette statement opfordres vi af Gerard W. Hughes til at sige højt for os selv og derefter spekulere grundigt over, hvad de tre små ord gør ved os. Påstanden er, at vi ved hjælp af denne simple øvelse får øjnene op for, at vores spiritualitet i bund og grund er splittet.
Splittet spiritualitet handler om, at vi får Gud begrænset til det kirkelige, det religiøse, det hellige og det abstrakte, mens Gud holdes helt ude fra det almindelige dagligdags liv. Det gør sig gældende i kraft af både det interne religiøse sprog, den religiøse opdragelse i alle kirkesamfund og i måden vi praktiserer vores tro. Vi har kort sagt låst Gud inde i et helligt skab, så vi kan tilbede den højeste i al ydmyghed, så han dermed meget belejligt ikke kommer og forstyrrer vores velorganiserede og veltilrettelagte hverdag. Ofte ligger splittelsen så dybt i os, at vi ikke engang lægger mærke til, at vi i religiøse spørgsmål adskiller hjertet fra hovedet og fornuften fra følelserne – og vi har tit stor modvilje mod at erkende splittelsen, der først kan læges, når vi har anerkendt dens omfang og dybde i os.
”Jeg er hellig”.
Dette simple spørgsmål kan altså få os til at erkende vores splittede spiritualitet, fordi vi ofte får negative associationer ved brug af ordet hellig.
Det giver god mening. Især hvis man ser på definitionen af ordet ”hellig, når man slår det op i en ordbog. Her står ord nemlig som ”retskaffen”, ”ekstrem renhed”, ”ophøjethed” og ”skinhellig”, som de færreste har lyst til at forbindes med.
Men da spørger Hughes: Hvad er hellighed egentlig?
Med udgangspunkt i Paulus første brev til korinterne svarer Hughes: ”Hellighed er en gave, givet for intet, uudslettelig og altid for hånden. Vi kan anerkende gaven, eller vi kan nægte at anerkende den. Hvad vi ikke kan, er at slippe af med gaven, for gaven er Gud.”
Derfor er spiritualitet ”den proces, hvorigennem vi bliver mere bevidst om denne hellighedens gave og gradvist lever mere og mere i pagt med den. I samme grad som vi anerkender gaven, vil vores liv blive forandret, i det vi giver Gud lov til at være kærlighedens og barmhjertighedens Gud både for os og gennem os. Kristne tror, at denne gave er givet til hvert enkelt menneske, og at den gives i en kontinuerlig proces”.
Gud er vores ultimative identitet. Intet andet skal vi defineres ud fra – hverken image, arbejde etc. - ikke engang vores religiøse tro, selv om vi har det med at tro anderledes. Denne sandhed kan udtrykkes med ord, men ord alene kan ikke beskrive, hvad sandheden bevirker. Vores identitet i den levende Gud kan og skal ikke udelukkende tales om eller beskrives i ord, men erfares, for sand tro er at hengive sig til den nærværende Gud, der er til stede i alle mennesker, situationer, ting og relationer. Vores enhed med Gud er vores nuværende tilstand. Ikke blot en tilstand, som vi oplever efter døden, for Den Hellige lever i os lige nu og her - og derfor kan vi sige:
”Jeg er hellig”
Hvordan beviser Hughes denne påstand? Det gør han ved at tage fat i både Guds transcendens og Guds immanens, som altid og til hver en tid og i alle forhold må holdes sammen. Først ser han på Guds transcendens som den er her og nu, hvor Gud er fuldstændigt tilstede i hver eneste menneskelige erfaring, selv om vi ikke altid er i stand til at erfare dette. Men vi kan se tegn på hans tilstedeværelse i vores almindelige dagligdag.
Gud er til stede i vores anerkendelse af, at vi ikke fuldt ud forstår hans natur, for Gud er altid større end vores evner til at forstå. Gud er til stede i vores tørst efter sandhed og viden, der kalder os ud over os selv og videre i søgen efter den levnede Gud.
Gud er til stede i ærefrygt og forundring, som vi pludselig kan blive grebet af på et bestemt sted eller sammen med et særligt menneske. Gud er til stede i vores humor, men også i vores indbyrdes kærlighed og i vores længsel efter Gud. Gud er til stede i vores længsel efter frihed, hvad end det er indre frihed eller frihed fra ydre kontrol.
Hvad angår Guds immanens tager Hughes fat i Jesu forhold til Gud. Jesus er den usynlige, kærlige og barmhjertige Guds synlige billede i verden og derfor er Jesu mest karakteristiske egenskab barmhjertighed, hvilket kommer til udtryk i hans undervisning med lignelser og igennem hans handlinger for andre mennesker.
Jesus viser os, at hellighed hos Gud og mennesker viser sig i den helt konkrete omsorg overfor hinanden uanset, hvem vi står overfor - og hellighed er samtidig som et lys, der blotlægger skinhellighed, fejer al falsk sikkerhed væk og tydeliggør splittelse mellem mennesker. Kort sagt handler hellighed om at være barmhjertig, som vores himmelske far er barmhjertig, så Gud mere og mere kan blive barmhjertighedens Gud for og igennem mig.
Og med de ord vil jeg opfordre til at lave den øvelse som Hughes indbyder til: Tag er stykke papir og del det op i to. I den ene spalte skriver du egenskaber, som du ville forvente at finde hos et menneske, der lader Gud være Gud for dem og gennem dem. I den anden skriver du alt, hvad dukker op hos dig, når du siger højt for dig selv:
”Jeg er hellig”.
fra Skovhusbladet - 2011/1
1. Om retræten som den nødvendige protest
Retræte betyder ”det at trække sig tilbage” og er blevet den tekniske betegnelse for et samvær, i hvilket mennesker efter fælles overenskomst og i frihed tilbringer nogle dage i tavshed på et sted som er afsondret fra hverdagens krav og larm. Tavsheden brydes kun af messen og tidebønnerne samt af de daglige meditationer, hvis formål er at trænge ind i bibelske tekster med andet end ren diskursiv tænkning.
Retrætens formål er at vende den nød, som det moderne præstations- og forbrugersamfund påfører mennesker ved at udsætte det for en stadigt stigende mængde af manipulerende informationer og modstridende krav, hvorved de livskvaliteter, som ikke tjener effektivitet og forbrug (såsom frisk luft, hvile, naturoplevelser, samvær uden overdrevent forbrug af nydelsesmidler) bliver truet.
Retræten kan således betragtes som en protesthandling, hvori det moderne samfunds værdier omvurderes.
2. Om nødvendigheden af den modtagende holdning
For at kunne vende præstations- og forbrugersamfundets nød, som hænger sammen med kravet om stadigt stigende aktiv indsats, må retræten koncentrere sig om at opøve en modtagende holdning. Der spørges ikke efter, hvad det man foretager sig, kan bruges til, men opmærksomheden rettes imod det Gudsnærvær i stilheden, som er retrætens centrum. Retræten er således en protest mod den ”åndelige forbrugerisme”, som præger både samfundet og menigheden, og som omdanner kulturelt og religiøst liv til underholdning.
Det er derfor nødvendigt at vende sig imod al den form for ”retræte/meditation”, som driver propaganda ved at prostituere meditationen som et middel til at opnå større indre sikkerhed og effektivitet i karriere og job.
3. Om stilhedens nødvendighed
Det moderne samfund er fyldt med larm og tomme ord. Fabrikshallerne, den kommercielle musik og trafikken larmer. Reklamerne, de professionelle religiøse og politiske talere, presse og andre massemedier er fyldt med tomme ord, som skal få mennesker til at ”forbruge” det, de taler for. Retrætens stilhed vender nøden derved, at den befrier mennesker for larmen og de tomme ord, som skaber falske forventninger, der ikke har dækning i virkeligheden, og sætter dem i en position, hvor de er i stand til at lytte efter kvalitet og mening. Samtidig betyder den lyttende modtagende holdning, som præger meditationen og retræten, at der her er særlige muligheder for manipulation. Der påhviler derfor retrætelederen et ansvar for ikke at misbruge den modtagelighed, som skabes hos de mennesker, der lever i retrætens miljø.
4. Om nødvendigheden af at kaste kravene af sig
Det moderne samfund er fyldt af krav i form af ”de gamles overleveringer”, som de kommer til udtryk i den borgerlige moral og de økonomiske strukturer, eller i form af ”de unges krav” om at acceptere det, som er ”in” i mode, sprog, livsholdning og adfærdsmønstre. Kravene kan også tage skikkelse som rolleforventninger i arbejdet og den sociale gruppe man tilhører. Sådanne forventninger efterlader mennesker med en konstant dårlig samvittighed og komplekser over, at de ikke slår til.
Retræten vender nøden ved at protestere imod de falske rolleforventninger og i stedet for koncentrere sig om det, som er menneskets egentlige skyld, nemlig den kærlighed, de skylder deres medmennesker. Derved vendes nøden fra at være abstrakt og dæmonisk til at være en konkret skyld, der kan blive bevidst, bekendes og tilgives.
5. Om nødvendigheden af helhed
Resultatet af livet under rolleforventningernes tyranni er tilværelsens fragmentering og dermed det enkelte menneskes splittethed. Denne splittethed ender i fremmedgørelse overfor andre mennesker og overfor tilværelsen som helhed. Denne fremmedgørelse overfor tilværelsen kaldes i den kristne tradition for synd. Retræten forsøger at vende denne nød, idet den er en sammenhæng, i hvilke mennesker i stilheden søger tilværelsens helhed, sammenhæng i erfaringer af Gudsnærværet. Meditationen er det kreative miljø, i hvilket mennesket kan modtage sit liv på ny og finde sin plads i forhold til dette liv. Meditationen bygger derfor også på enkle og grundlæggende symboler i tilværelsen.
6. Om nødvendigheden af disciplin
Det vestlige præstations- og forbrugersamfund er bygget på ideen om frihed (personlig frihed, national selvstændighed etc.) nedfældet i erklæringerne om menneskerettighederne og i de vestlige landes grundlove. Konkret kommer friheden dog først til udtryk i ”den frie konkurrence” (i handel og uddannelse, mellem religiøse, politiske og ideologiske opfattelser) og i det enkelte menneskes ret til fri udfoldelse på andres bekostning inden for lovens rammer og på dens overdrev.
Retræten er en protest imod denne forståelse af friheden. Den vender nøden ved at pålægge mennesker en disciplin, som har til hensigt at realisere en frihed, som ikke opnås på andres bekostning. Disciplin betyder opøvelse i modtagende holdning (den egenskab, som kendetegner disciplen, lærlingen). Med sin disciplin er retræten ligeledes en protest imod en antiautoritær holdning, der hindrer mennesker i at møde andre med en åben og modtagende holdning. Disciplinen består deri, at man frivilligt giver sig ind under sådanne regler for det fælles liv, som erfaringen har vist er nødvendige for, at den enkelte ikke skal kunne udfolde sig på de andres bekostning eller skal kunne anmasse sig nogen anden i fællesskabet.
7. Om nødvendigheden af en enkel livsstil
Retrætens miljø af stilhed og bøn forudsætter en enkel livsstil. Den er en protest imod det misbrug af livets gaver, som finder udtryk i et ødelæggende forbrug af føde, nydelsesmidler, medicin, fritid og kroppens naturlige funktioner. Retræten er ikke ”afslapning”, men ”afspænding”, dvs. et forsøg på at finde kroppens og sindets naturlige spændingsbalance. I nyere meditationsformer kombineres den traditionelle ”objektmeditation” (over bibelske tekster eller den kristne bekendelses indhold) derfor ofte med dybdemeditation, i hvilken man anvender afspændingsøvelser, der ved at gøre mennesket bevidste om deres egen krop åbner vejen til en oplevelse af tilværelsens basale virkelighed, og dermed også til den symbolkraft som ligger i denne virkelighed.
For at kunne opnå en sådan erfaring må retræten foregå i en sammenhæng præget af enkel livsstil, hvor dagliglivets basale fornødenheder: mad, drikke, søvn og fællesskab erfares som gaver.
fra Skovhusbladet - 2011/1
Hvordan vi kan bede ud fra vores hverdags erfaringer og betragtninger og på den måde læge vores splittede spiritualitet.
Gerard W. Hughes fastholder, at Guds immanens og transcendens altid skal holdes sammen – Gud er på én gang ophøjet fra og iboende i verden. Dette har vi en tendens til at glemme, og resultatet er en splittet spiritualitet, hvor Gud oftest opfattes som den ophøjede Gud, som vi ærer og tilbeder i smukke ritualer, men som intet har med vores almindelige hverdagsliv at gøre. En harmonisk spiritualitet skal kunne rumme både den abstrakte mystik og det jordnære. Når den transcendente Gud er immanent og konkret tilstede i et og alt, så er der ingen tanker eller følelser, der er forbudte og skal fortrænges fra vores relation med Gud.
Hughes præsenterer flere måder at gøre sig modtagelig for Guds ord, så vores spiritualitet ikke er en præstation men en overgivelse. Bøn er at skabe rum for, at Guds ånd kan bede i os, og at Gud kan være barmhjertighedens Gud for os og gennem os. Det skal være en uanstrengt åbning, hvor hjerte taler til hjerte. Bøn behøver derfor ikke at være velartikuleret; tværtimod kan bøn være suk, råb, tårer, rodet og uklar. Den kan også være ordløs. Det vigtige er, at bønnen er ægte og personlig.
Det handler om at være stille, så vi kan være åbne og opmærksomme på, hvad Gud vil os, i stedet for, at vi fortæller ham, hvordan han skal være.
Hughes opfordrer os til at begynde enhver bøn med lidt tid i stilhed – om ikke andet så bare et par opmærksomme sekunder. Stilhed kan være en vanskelig størrelse, men øvelse gør mester. Hughes foreslår forskellige måder at øve sig i stilhed:
Fysisk opmærksomhedsøvelse:
Sæt dig med en rank men ikke anspændt krop. Når du har fundet en god siddepositur, retter du al opmærksomhed mod, hvad du fysisk føler i kroppen. Du kan f.eks. begynde med højre fod og bevæge dig rundt til de forskellige kropsdele, men du behøver ikke at dække spektret, du kan også holde din koncentration på et bestemt sted. Fokuserer på den fysiske følelse, men begynd ikke at tænke på, hvad du føler. Så snart, at du bliver klar over, at tankerne bevæger sig væk fra følelsen, tag dem forsigtigt tilbage og koncentrer dig om den umiddelbare fysiske følelse. Hvis du føler et ubehag i kroppen og f.eks. får lyst at klø dig, så erkend det, men prøv så vidt muligt ikke at flytte dig, og vær igen opmærksom på den kropsdel, du havde i fokus.
Åndedrætsøvelse:
En af mange varianter af den fysiske øvelse. Henled hele din opmærksomhed på, hvordan det rent fysisk føles at ånde ind og ud.
Lytteøvelse:
koncentrer al din opmærksomhed mod de lyde, du kan høre. Begynd med de nærmeste lyde og gå videre til de mere fjerne lyde. Forsøg ikke at identificere lydene, du skal blot lytte.
Bevægelsesøvelse:
Mens du går eller laver en anden rytmisk bevægelse, koncentrerer du dig om, hvordan det føles at bevæge sig. Du kan også fokusere på dit åndedræt eller de lyde, du hører, mens du bevæger dig. Eller du kan rette opmærksomheden på landskabet rundt omkring dig.
At finmejsle vores tanker og bede på en jordnær og hverdagsagtig måde er en proces med to trin. Først at blive stille, og derefter at bede ud fra denne stilhed.
Når vi har øvet os i stilhed og er blevet afslappede og modtagelige over for Gud, opfordrer Hughes til at lade vores opmærksomhed flytte sig fra det fysiske til en enkel form for bøn.
Den fysiske opmærksomhedsøvelse kan således f.eks. udvides med en refleksion over Paulus’ ord: ”Gud er ikke langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi.” (Apg 17:28). På samme måde kan åndedrætsøvelsen blive til en enkel bøn. Efter at have opnået en vis grad af stilhed ved at fokusere på den fysiske del af åndedrættet, kan du lade hver indånding udtrykke din længsel og hver udånding din totale overgivelse til Gud i form af frygt, bekymringer, synd og mørke.
Lytteøvelsen kan også udvikle sig til en bøn ved at fokusere på Gud i et stille punkt mellem alle lydene. Endelig foreslår Hughes, at man, mens man bevæger sig, gentager forskellige bibelvers eller uddrag fra bønner eller salmevers – gerne en kort sætning, der kan bruges som et mantra for at opnå indre stilhed og lydhørhed over for Gud (uddrag af Fadervor og de forskellige bønner til Rosenkransen og Kristuskransen er oplagte).
En anden form for jordnær bøn er et tilbageblik på dagen. Her prøver man hver aften at sætte dagen i perspektiv og genkende Guds tilstedeværelse i dagens begivenheder. Øvelsen bør ikke være en moralsk selvbedømmelse men en hjælp til taknemmelighed og til at afdække vores sande længsler.
Begynd med en anmodning, f.eks.: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig”.
Herefter kan du gennemgå dagens begivenheder for dig selv og fokusere på de positive øjeblikke– i vilkårlig rækkefølge og en blanding af trivialiteter og højdepunkter. Ofte opdager man, at selv om en bestemt negativ oplevelse har præget dagen, har der også været mange positive oplevelser.
Sig tak for Guds godhed i dit liv.
Bed om oplysning, så du også kan se et glimt af Gud i dagens negative oplevelser. Gud er i alting; også det smertefulde, det truende, det forstyrrende og det sorgfulde. Bed om oplysning til at opdage Gud i dette.
Betragt de sindsstemninger og følelser, som du har været igennem i løbet af dagen. Ingen er rigtige eller forkerte – de er signaler, der viser os, hvad der foregår i vores indre. Du skal ikke udvælge, bedømme eller moralisere dine følelser, men brug dem som indikator for, hvad der er dine længsler og om dine længsler blive udlevet.
Når du har tænkt dagens hændelser igennem, så afslut øvelsen, som du begyndte den med f.eks. : ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig”. Uanset, hvordan dagen har været , kan vi overgive os og vores liv til godhedens Gud.
De ovenstående øvelser er ”jordnære bønner”, som kan inspirere os til en mere umiddelbar spiritualitet, men den virkelige øvelse består i at finmejsle vores tanker også uden for bønnens univers. Det handler ifølge Hughes om at lade virkeligheden gøre indtryk på os i stedet for, at vi forsøger at tvinge virkeligheden ned i vores små kasser. Når man er tilstede i verden, intuitivt og uden for megen analyse, bliver livet så vel som bønnen meget mere harmonisk.
fra Skovhusbladet - 2011/2
1 Herre, gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd.
Fyld med handlekraft min hånd!
Jordens mindste suk og skrig
høres lydt i Himmerig!
2 Du er nær, min ven, mit værn,
Gud, uendelig og fjern,
nær som hunger og som tørst,
du er sidst, og du er først,
lyset først i verden sat,
lyset i den sidste nat.
3 Du, den højeste Guds Søn,
ét med mig i angst og bøn.
Ingen vej du kunne se,
da du bad: Guds vilje ske,
da du bad den sidste nat:
Hvorfor har du mig forladt?
4 Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig!
Johannes Johansen 1989, 1990 og1994.
Denne salme talte til mig på en særlig måde lige fra første gang, jeg sang den. Det bliver den ved med.
Den rammer nogle strenge i mig, som ikke før er blevet ramt på samme måde af andre salmer.
Men hvad er det? Jo, det er en salme om bøn, og samtidig er salmen en bøn til den treenige Gud. Bøn er som et stort rum, vi med nænsomt, men håndfast føres ind i. Her opdager vi, at bøn ikke kan tvinges frem. Bøn er aldrig præstation, som præmieres. Bøn er afmagt og afhængighed. Bøn er stilhed, overvejelse. Bøn er afventen, tavshed.
Bøn til Skaberen.
Vi beder ikke om at blive bedre til at overholde faste bedetider i døgnet. Bøn er ikke krav, vi skal opfylde og belønnes for. Ja bøn er meget mere en end de bønner, vi beder. Det sande liv er et liv med Gud. Men det kan kun ske ved Guds kraft, at Gud gør mit liv til bøn.
Det kan Gud gøre, for han er på en gang fjern og nærværende, før og efter al ting. Han er verdens lys fra første begyndelse og lyset i den sidste nat. Et sådant liv med Gud fylder mig med sandhed og gør mig fri til at være noget for andre.
Bøn til Sønnen
Jesus er den højestes Guds søn, der blev menneske. Det kommer til udtryk her igennem de bønner, Jesus bad i de afgørende øjeblikke af sit liv. Det er bønnen i Getsemane, da Jesus var overvældet af angst. Alligevel havde han mod til at bede bønnen: ”Din vilje ske”. Og bønnen fra Jesu dødstime på korset, hvor han råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Jesu liv var bøn. Han var fyldt med sandhed, han var handlekraftig, og dog blev han heller ikke fri for angst og fortvivlelse. Han er et med os både i angst og bøn.
Bøn til Helligånden
Den luft, vi indånder, giver os liv. Sådan er Helligånden lige nærværende og ligeså livgivende. Den er mere endnu. Den er den store læremester. Den lærer os at bede på den rette måde. Den gør mere endnu. Den bærer vore bønner frem for Guds ansigt. Den gør endnu mere. Den går i forbøn for os.
Det er meget stort at have nogle, der beder for mig. Det største er, at Helligånden gør det.
Er det muligt, at vort liv kan blive til bøn? Selv kan vi ikke gøre det. Men ved hjælp fra Guds Fader, Søn og Helligånd kan dette under ske.
fra Skovhusbladet - 2011/2
Gerard W. Hughes slutter kapitlet ”Jordnære bønner” med at skrive: ”Vi kan ikke lære at bede ved at læse bøger eller gå på kursus. Bøn kan kun læres ved, at man beder, fordi kun Gud kan lære os at bede.” I kapitlets første del præsenterer han flere måder at gøre sig modtagelig for Guds ord (se blad 2011-2). I anden del præsenterer han nogle måder at bede ud fra Bibelen på.
Bibelen hører ikke kun hjemme i kirken og kirkens ritualer. Den er selv fyldt med opmuntringer til at benytte det, vi ser og oplever omkring os i bønnen f. eks. Salme 8 eller Luk 12,24: ”Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I!”
Bibelen handler ikke kun om fortiden, men den lærer os også, hvordan vi finder Gud i nutiden. Det opleves nogle gange sådan, at det sidste punktum blev sat i den sidste bog i Det nye Testamente, men Gud kommunikerer stadigvæk med os i vore hjerter. Guds ord påvirker vores hverdagsliv ved at bede med Bibelen, og Gud og hverdagslivet holdes ikke længere skarpt adskilt. Én måde er denne:
Vælg en kort Bibeltekst, der på en eller anden måde taler til dig. Begynd med at bede: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.” Sid derefter stille, om det så blot er nogle få sekunder, for at minde dig selv om, hvad du er i gang med. Betoningen af stilhed kan virke triviel, men den er meget vigtig. Bevidstheden er som en travl lufthavn: tanker, erindringer, håb, bekymringer ankommer og letter igen – eller stiller sig i kø for at få opmærksomhed. Blot et sekunds koncentration kan være svær. Læs bibelteksten langsomt flere gange, gerne højt, uden at analysere eller læse om den. Det kan du gøre en anden gang. Læg mærke til om, der er nogle ord, som vækker din opmærksomhed. Hvad vil Gud sige dig med det? Hvad vil du svare? Det kan være stilhed, skepsis, glæde eller vrede.
Selv i en samtale med Gud kan opmærksomheden trækkes væk fra bønnen ved at tænke på, hvad du ellers er optaget af. Erkend disse forstyrrelser og tag med med ind i din bøn. Del dem med Gud, så de bliver en del af indholdet i bønnen. Det kan være overvældende at mærke, at Gud er interesseret i selv de mindste detaljer i mit liv!
Hvis der dukker spørgsmål op under bønnen, som vækker stærke følelser, er det vigtigt at indrømme disse følelser og erkende tankerne, særligt de negative. Giv dem så over til Gud uden at benægte dem og uden at give dig hen til dem, hvor smertefulde og negative de måtte være. Når stormen har lagt sig, kan du se på dem igen.
At læse bibelvers om og om igen som en del af bønnen, og at lægge mærke til de følelser, der vækkes, er godt, fordi følelserne forstår bedre end vores bevidste tankeliv, hvad der er nødvendigt for os, og deres intensitet viser, hvor vigtigt det er. Med forstanden kan vi så forsøge at finde roden til den længsel, der har forårsaget følelserne.
En anden måde at bede med Bibelen på er at tage fantasien til hjælp. Fantasien er specielt velegnet til evangeliernes beretninger. Fantasien er en vidunderlig og forsømt evne, ikke særlig værdsat i vores kultur, hvor alt skal måles og vejes. Fantasien kan imidlertid opfatte sandheder, som er utilgængelige for den logiske forstand. Fantasien sætter os bedre i stand til at genkende ikke bare evner og stærke sider men også illusioner og selvbedrag. Derfor er nogle ubevidst bange for at bruge fantasien og tror, at de ikke kan. Men gør dig fortrolig med en beretning. Forestil dig, at det sker nu og ikke for 2000 år siden. Forestil dig stedet, menneskene, lugtene, lydende. Forestil dig, at du er til stede. Lad dig styre af fantasien uden at forsøge at kontrollere den. Gå ind samtalen. Hvad siger du til Jesus, og han til dig? Vær så spontan og ærlig som muligt. Stol på, at Gud er stor nok til også at bære beklagelser og dårligt humør.
Det er en god ting at sætte en bestemt tid af til bønnen med Bibelen og slutte med en afslutningsbøn, f. eks. Fadervor. Brug den tid, du har sat af – især hvis bønnen ikke ser ud til at føre nogle steder hen. Vores bevidsthed består af flere lag. En periode af tomhed, hvor der ikke ser ud til at ske noget, betyder normalt, at vi bevæger os ned i et dybere lag af bevidstheden, hvor forvandlingen kan ske.
Gå en tur eller drik en kop te efter bønnen og tænk efter, hvad du følte under bønnen – uden at analysere og bedømme, blot registrere. Næste gang du beder, kan du vende tilbage til de ord, der forårsagede følelserne. Repetitioner kan være den mest værdifulde del af bønnen. Læg også mærke til vedvarende forstyrrelser. De kan nogle gange være et lille puf fra Gud.
Bøn kan aldrig mislykkes! Alt det, der sker i bønnen, afspejler på en eller anden måde hverdagslivets virkelighed.
fra Skovhusbladet - 2011/3
Bogens Appendix 2:
Nogle bibeltekster til brug for bøn
(Dette er blot nogle få bibeltekster, du kan begynde med. Derefter kan du finde dine egne tekster!)
Om Guds kærlighed til os
Salmernes Bog 8; 23; 91; 130; 136; 139; 145
Esajas' Bog 43,1-7; 46,3-4; 49,14-16; 54,4-10; 55,1-11
Visdommens Bog 11,21-12,2
Hoseas' Bog 11,1-9
Lukasevangeliet 1,46-55.67-79; 11,1-13; 12,22-32; 15,1-32
Johannesevangeliet 14,18-23; 15,1-15
Efeserbrevet 1,3-14; 2,1-10; 3,14-21
Romerbrevet 5,1-11; 8,31-39
Andet Korintherbrev 4,7-16; 5,16-21
Om længsel
Salmernes Bog 27; 42; 43; 63
Romerbrevet 8,36-39
Johannesevangeliet 1,35-39
Markusevangeliet 10,17-27
Om Guds helbredelse
Markusevangeliet 1,40-45; 5,1-20.25-34; 7,31-37; 10,46-52
Lukasevangeliet 5,12-16; 7,36-50
Om Guds ønske om at tilgive os
Matthæusevangeliet 9,10-13
Lukasevangeliet 7,36-50; 15,11-32;
18,9-14; 19,1-10
Johannesevangeliet 8,1-11
Om at tilgive andre
Matthæusevangeliet 5,20-26; 5,43-48; 6,7-16; 7,1-5
Lukasevangeliet 6,20-45
Første Korintherbrev 13,4-13
Om tillid
Matthæusevangeliet 6,24-34; 14,22-33
Markusevangeliet 4,35-41
Lukasevangeliet 1,26-38; 12,22-32
Filipperbrevet 4,8-13
Romerbrevet 8,31-39
Om barmhjertighed
Lukasevangeliet 10,25-37; 15,11-24; 16,19-31
Lukasevangeliet 5,36-38; 23,33-43
1. Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!
2. Alt godt, til vort og andres vel,
er dine gaver.
I svaghed fremmer du dit værk,
vor nøgne kvist skal sætte knop!
3. Vi løfter vore hænder op
i bøn for verden.
Lad dem, som lider, finde værn
mod kolde hjerters is og sne!
4. Lad vore hænders nøgne træ
få blomst og blade!
Lad vore liv her bære frugt
til lægedom for andres sår!
5. Vi venter, efter smertens vår,
din nådes sommer.
Og sorg og glæde blir til vækst
med frugt, vi ikke selv kan se.
6. Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!
DDS 367, Svein Ellingsen 1975, Peter Balslev-Clausen 1993.
Jeg synger glad og gerne salmen: ”Vi rækker vore hænder frem”. Det har jeg gjort siden, jeg blev gjort opmærksom på den. På det tidspunkt var jeg et sted i livet, hvor alt til gik godt, og jeg oplevede at have hånd om tingene. Det var sikkert derfor, at jeg slet ikke havde opdaget den. Han, der gjorde mig opmærk på salme, havde ikke det ikke godt. I den periode fulgte han med sin ægtefælle deres kræftsyge voksne datter det sidste stykke. Dybt berørt og med bævende stemme sagde han: ”I vor dybe smerte trøster denne salme os meget”. Det gjorde indtryk at blive gjort opmærksom på en salme på den måde. Den er nu også min salme, selv om jeg stadigvæk har det godt.
Salmen er på en gang en bekendelse og en bøn. En bekendelse til Gud, at Han er den stærke, og at jeg i forhold til Ham er den svage. Jeg bekender, at jeg er en del af Guds skaberværk, og at alt det gode kommer fra Gud. Endvidere at Gud kan gøre sin gerning via mig, selv om jeg er tomhændet. Ja, at Guds gerning netop sker ved min hånd, når jeg hengiver mig til Gud.
Salmen er også en bøn både for mig selv og for andre. En bøn om at Gud vil komme til mig og tage bolig hos mig, så jeg kan være til gavn for andre. Ja endnu mere, at Gud må gøre sin gerning gennem mit liv. I salmen beder jeg også for alle, der lider i verden, at de må finde værn mod mennesker med kolde hjerter.
Salmen slutter med håbet om livet i evighed hos Gud – ”din nådes sommer” -. Da bliver alt godt.
Det største er, at man kan opleve Guds nærvær bare ved at læse eller synge salmen og tilegne sig den.
fra Skovhusbladet - 2011/3
|
I Katolsk Infobutik i Ryesgade I Århus står der for tiden et specielt kors, som jeg har meget fornøjelse af. Det giver anledning til inspirerende samtaler. Korset er fremstillet i 2009 af pater Adolf Meister SJ, som fortæller:
”Ideen til et krucifiks opstod tilfældigt. Jeg havde nemlig en juletræsfod af fyrretræ, en bunke blikdåser og noget computeraffald. Inde i en computer findes der en masse ting, som indeholder hemmeligheder for den, der kun bruger en PC til det allermest nødvendige.
Det er som om, hver kvadratmillimeter indeholder komprimerede værdifulde funktioner – svært tilgængelige – men brugbart materiale for en kunstner.
Jeg har før ”pyntet” mit gammeldags ordenskors med et grønt og et gult computerkort og fik senere at vide at det grønne er et lydkort og det gule et grafikkort. Fint, tænkte jeg, thi korset er et troens symbol, og troen kommer af at høre og fra at se. Så fik min pynt mening. Altså et ”moderne” kors fra vor tid !
Derfor pyntede jeg mit fyrretræskors med gult og grønt PC-materiale. At siderne er lavet af marmeladedåseblik behøver man jo ikke nævne. Og da korset skal kunne stå (måske på en konsol eller et alter) skulle det kunne ses på fra begge sider. I midten hænger ikke den korsfæstede, men på den ene side en harddisk med alle de gemte oplysninger og på den anden side et gemme af glas, der indeholder en sten – den kostbareste sten jeg ejer – 3,7 milliarder gammel fra det grønlandske urfjeld.
På denne måde fik korset en ny betydning: Det græske kors symboliserer jo kosmos, fordi det rækker ud i alle himmelretninger. Med andre ord: Frelse gælder alle mennesker. ”
Refleksion ….udbredte sine arme… |
 |
fra Skovhusbladet - 2011/3
I femte kapitel sætter Gerard W. Hughes fokus på længsel. Alle mennesker længes. Gud er i vore længsler, ja og dybest set er det Gud vi længes efter, selv om vi ikke er bevidste om det, siger han. Derfor må vi også arbejde med vore længsler. I det følgende gengiver jeg uddrag fra kapitlet, der uddyber og kaster lys over længsler, og hvad vi skal gøre:
Forholdet mellem vore længsler og Guds vilje
”Jesus lærte os at bede til Gud og sige: ”Ske din vilje som i himlen, således også på jorden”. Hans eget liv blev sammenfattet i det desperate råb i dødsangsten i haven: ”Ske ikke min, men din vilje” (Luk 22,42). Vi må gøre Guds vilje, ikke vor egen. Jeg tror, at denne sandhed er kernen i vores tro. Men hvad betyder det, og hvad er forholdet mellem Guds vilje og min egen vilje? Er det et spørgsmål om, at vore viljer skal underkastes Guds vilje?
Den menneskelige længsels betydning og kraft
I den kristne forståelse er længslen Guds forsøg på at trække os ud over os selv. Det endelige mål for vor længsel er at blive ét med Gud, som er kærlighed, og ét med hele skaberværket. Det er den bogstavelige betydning af det engelske ord atonement (forsoning) – at-one- ment – som beskriver forsoning mellem Gud og menneskeheden.
Længslen er en kilde til liv, men den kan også være brændende smerte, en destruktiv kraft, der kan rive os selv i stykker og ødelægge mennesker omkring os.
De længsler, der trækker i os, er mange og modstridende. Hvis vi tilfredsstiller én længsel, er det på bekostning af en anden.
Modstridende længsel
Hvordan kan vi finde ud af, hvad vores grundlæggende længsel er? Dagdrømme kan være meget vigtige, og det finder vi et slående eksempel på hos Ignatius af Loyola (1491-1556), den baskiske adelsmand, der grundlagde jesuitterordenen. Som ung var Ignatius vokset op ved det spanske hof, som han forlod, da han var i begyndelsen af tyverne. På dette stadium beskriver Ignatius sig selv som en ”mand, der hengav sig til verdens meningsløshed”. Han fortæller, at han satte særlig pris på våbenkonkurrence ” med et stort forfængeligt ønske om at vinde hæder og ære”. Han mindede på flere måder om Don Quixote.
Da Ignatius var i slutningen af tyvene, forsvarede han den nordspanske fæstning ved Pamplona mod de overlegne franske tropper. Fæstningens kommandant ønskede, at forsvarerne skulle overgive sig, Men Ignatius insisterede på at fortsætte med at kæmpe, indtil en kanonkugle brækkede hans ene ben og skadede det andet alvorligt. Fæstningen kapitulerede, og Ignatius kom hjem til slottet Loyola på en båre. Han var sengeliggende i otte måneder, mens han ventede på, at hans ben skulle helbredes.
Ignatius var meget glad for dagdrømme, og han kunne være opslugt af sine drømme i timevis. Først drømte han om de store bedrifter, han skulle udføre, når hans ben blev rask igen, og om den skønne kvinde, hvis kærlighed han ville vinde. Disse tidlige dagdrømme var behagelige til at begynde med, men efterhånden opdagede Ignatius, at de kedede ham og gjorde ham tom og trist, og han bad om at få nogle romaner at læse. Men der var ikke mange romaner i 1500-tallet og slet ingen på Loyolaslottet. De eneste tilgængelige bøger var en bog om Kristi liv og en helgenbiografi. For at fordrive tiden begyndte Ignatius at læse disse bøger, og det førte ham ud i en ny type dagdrømme. Helt op i vores tid har helgenbiografier givet indtryk af, at hellighed var direkte proportional med fysisk udholdenhed. Da Ignatius læste om det, tænkte han, at han kunne være lige så udholdende som nogen helgen! Hvis Dominicus, Frans og de andre kunne blive hellige, så kunne Ignatius af Loyola også. Han begyndte nu at drømme om ”Sankt Ignatius” og det store ting, han skulle udrette!
I mange uger vekslede Ignatius mellem de to slags dagdrømme: den første type om store gerninger og den skønne kvinde, og den anden type, hvor han overgik helgenerne. Lidt efter lidt begyndte han at lægge mærke til noget, som kom til at forandre hans liv og millioner af andres liv. Ignatius fandt ud af, at selv om begge typer dagdrømme var behagelige, mens de stod på, efterlod den første ham rastløs, tom og trist, mens den anden dagdrøm, om at overgå helgenerne, efterlod ham glad, styrket og fyldt med håb.
Man kan lære meget af beretningerne om Ignatius. Vore dybeste længsler er ikke nogen, vi skaber, det er nogen, vi opdager. Ignatius´ dagdrømme afslørede for ham og for os, at Gud ikke er adskilt fra os. Gud er os meget nær i vores indre, som kilden til vores eksistens.
Gud tog Ignatius, som han var: indbildsk, forfængelig og ambitiøs. Og Gud virkede i ham gennem hans svagheder. Det er så vigtigt at lægge mærke til dette, fordi meget af vores religiøse undervisning og oplæring kan give os det indtryk, at vi må skille os af med alle vore svagheder og synder, før vi i det hele taget kan nærme os Gud og de åndelige ting. Og da det er en endeløs opgave, foretrækker de fleste af os at udsætte det til efter døden.
Hvordan kan vi styre vore længsler, så de giver os selv og andre liv?
Når vi begynder at fokusere på Gud – og på Jesus, som er den usynlige Guds billede – bliver vi gradvist opmærksomme på et nyt og dybere lag af indre længsel. Gud er kilden til sandhed; kilden til skønhed og godhed; en kærlig og barmhjertig Gud, en Gud som elsker sit skaberværk så højt, at han bliver en af os i mennesket Jesus. Gud er den glæde, vi længes efter, og han kalder os hele tiden videre på trods af vores synd og syndighed. Det kan tage hele livet at finde frem til vore dybeste længsler. Disse længsler er ikke nødvendigvis koblet sammen med stærke følelser, og måske genkender vi dem ikke umiddelbart. Måske er det først efter en lang periode med skuffelse og lidelse, at vi opdager dem.
Ignatius af Loyolas oplevelse med de to typer dagdrømme førte til sidst til, at han udarbejdede en række vejledende meditationsøvelser, der har forvandlet millioner af menneskers liv. De er blevet kendt under navnet Åndelige Øvelser. Ved begyndelsen af hver meditation opfordrer han os til at ”bede Gud, vor Herre, om, at alle mine intentioner og handlinger ved Guds nåde alene må blive til hans guddommelige Majestæts tjeneste og ære.”
Sagt med andre ord beder vi om, at alle sider af vores eksistens må være rettet mod ham. Vi kan bede med fuldstændig oprigtighed, selv om vi ved, at vores opmærksomhed vil blive spredt i mange retninger under bønnen. Det er et meget vigtigt punkt, for det har betydning for alle aspekter af vores forhold til Gud og til alle mennesker. Vi behøver ikke skille os af med alle svagheder og synder, før vi kan gå ind til et forhold til Gud, lige så lidt som vi må være fuldkomne for at indlede et forhold til et andet menneske”.
Øvelser
1. Skriv din egen nekrolog
2. Skriv ned, hvorfor du beundrer eller misunder bestemte kvinder og mænd, uanset om det er virkelige mennesker, levende eller døde, eller opdigtede figurer. Denne øvelse kan hjælpe os til at opdage vore inderste, utilfredsstillede længsler.
3. Har du i dit eget liv lagt mærke til, hvordan længsel kan styre længsel, og kærlighed kan styre kærlighed?
fra Skovhusbladet - 2011/4
Jeg holder meget af at synge salmen ”De dybeste lag i mit hjerte”. Når jeg synger salmen har jeg lagt mærke til, at jeg altid synger lidt kraftigere med på sidste vers. Der må ske noget i salmen, som gør, at jeg med rankere ryg og en klarere stemme synger med på sidste vers.
Salmen handler om længsel, men længsel ikke en entydig størrelse. Der findes små og store længsler efter noget. Og en længsel kan ændre sig og vokse sig større, ja den kan endda blive uoverskuelig og højtravende.
Salmen starter da også i første vers med at beskrive en stor længsel. Med flere forskellige billeder gøres det klart, at denne længsel – i hvert fald ud fra perspektivet i første vers – er uopfyldelig.
I sidste vers sker der et skifte. Verset taler også om længsel. Men det er en længsel ud fra et nyt perspektiv. Der er nemlig i dette vers udtryk for at Gud som Skaberen kan påvirke en længsel i en positiv retning, således:
”at uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.”
1. De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.
2. De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.
3. Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.
4. Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm,
som spænder de strenge i hjertet,
der aldrig vil klinge ud,
som synger og smerter og kalder
og længes mod Herren, min Gud!
5. Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.
6. Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.
Jens Rosendal 1990. DDS 28
fra Skovhusbladet - 2011/4
Må Gud være med dig,
som solen lyser over dagen
og får jorden til at dufte,
som månen glæder natten
og får vandet til at glitre.
Må hans skønhed
lyse på din vej.
Må Kristus gå med dig
og bære din uro.
Må Ånden blæse over dig,
så mismodet løber sin vej.
Og må vi igen mødes i fred.
fra Skovhusbladet - 2011/4