Da jeg for snart 35 år siden blev optaget i den Ortodokse Kirke, var i­ko­­ner noget, man her i landet kun så i ganske få hjem eller i Aleksander Nevskij kirken i København. Ikonerne blev nok af de fleste betragtet som noget lidt ”eksotisk” og fremmed i vor kultur. Kikker man sig omkring i dag, kan man finde ikoner både tænkelige og utænkelige steder. På aftenskoler og andre kurser undervises der i ikonmaling, og der afholdes udstillinger over hele landet, desværre ofte med ikoner af ret svingende kvalitet. Men al denne aktivitet har trods alt åbnet manges øjne og hjerter for ikonernes åndelige virke i os. Det bliver ofte sagt, at en ikon er et ”vindue til himmelen” – til evigheden. Så er det jo op til os at åbne dette vindue, lukke det helt op og lade os skue ind i himmelen – og oplyses af himmelens lys, evighedens uskabte lys.

”Før du begynder dagen”, står der i min gamle bønnebog,” stil dig med ærbødighed foran den Almægtige Gud. Gør korsets tegn og sig: I Fa­de­rens og Sønnens og den Hellige Ånds navn. Amen – Efter påkaldelsen af den Hellige Treenighed, stå stille en stund og lad dine tanker og følelser frigøres fra alle jordiske bekymringer. Bed så de følgende bønner med hele dit hjerte og uden hast.” Og så følger rækken af morgenbønner, som Kirken anbefaler. Når jeg står op om morgenen og stiller mig foran mit ikonhjørne i soveværelset, er det ikke altid, at jeg følger bønnebo­gens råd og rækkefølge.
Ingen morgenbøn foran mine ikoner er næsten utænkeligt; der i stilheden i Guds nærvær begynder min dag. Meget ofte bliver det en ordløs bøn. Blot stilhed i Guds nærvær, og jeg lader mig fyldes af Hans kærlighed. Korstegnet og en dyb bøjning – og dagen kan begynde.

Min aller første ikon fik jeg i 1965-66. Det er en gammel græsk ikon, Ømhedens Gudsmoder. Sit navn har den fået, fordi Jesus, der sidder på sin moders arm, ømt lægger sit kind op mod hendes. Jeg så ikonen på en udstilling og følte umiddelbart, at den skulle jeg leve med. Det har jeg så gjort i alle år siden; i de første år hang den på væggen i spisestuen og var nok ”blot” et billede blandt mange. Men med årene ændrede ikonen betydning og var med til at føre mig ind i den Ortodokse Kirke. Siden er det kommet flere ikoner ind i mit hjem – og i mit liv.

I alle ortodokse hjem findes ikoner, med Kristus, Gudsmoder, Treenigheden, familiens navnehelgener eller andre særligt elskede helgener. Kommer man til et hjem med ikoner, viser man disse ærbødighed. Alle ortodokse hjem har ifølge traditionen et eller flere ”ikonhjørner” ; i hvert fald steder hvor flere ikoner er samlet. Jeg har tre, et i mit soveværelse, et i mit køkken/spisestue og så i min stue. Og en lille lampe foran dem tændes morgen og aften, hvis den da ikke brænder hele da­gen. Ganske naturligt er dette stedet, hvor man beder sine bønner. Det er det sted i mit hjem, hvor jeg ”taler” med Gud i dagens løb. Skal jeg ud at rejse, eller ”kæmper” jeg med en opgave, der driller, er ikonhjørnet det sted, hvor jeg forsøger at samle mig og bede. Jeg har ofte gæster, og nu har alle mine ikke-ortodokse venner fundet ud af, at når bordbønnen bedes, står man vendt mod ikonhjørnet. I det hele taget står man op, når man beder, man sidder ikke ned. Det kan man jo også opleve, når man deltager i en ortodoks gudstjeneste. Man står op foran Kristus, sidder ikke ned (med mindre man er syg) og da slet ikke med benene over kors.

I løbet af dagen opholder jeg mig nok mest i mit køkken med spisestuen; især om vinteren, hvor det er det luneste rum. Der er min første i­kon, Ømhedens Gudsmoder som betyder så meget for mig. Over den er en ny Kristusikon, Den ikke af menneske gjort, som er blevet lavet i Sankt Petersborg til mig. En gave fra mine gode venner Maria og Pavel. En mindre med de hellige Apostle Peter og Paulus i broderlig omfavnelse, også en gave. Nederst hænger en lille Gudsmoders Beskyttelses ikon. En gave fra en russisk veninde den gang jeg blev optaget i Kirken (i Pin­sen 1977); nu har den fået en dobbelt betydning for mig, hvor jeg tilhører menigheden Gudsmoders Beskyttelse i Kgs. Lyngby. Foran disse ikoner stopper jeg ofte op og holder en lille (eller længere) pause i ordløs bøn, blot væren i Guds nærhed. Meget ofte dukker navnene på mine generøse venner op; de som har betænkt mig med disse gaver. Og igen rækker bønnen langt ud over mig og min lille verden.

Hvor tit sker det ikke i ens liv, at bønnen synes tør, ja man synes at mang­le ord, eller ordene ”tørrer ind”. Da får jeg altid hjælp foran mit ikonhjørne. Stilheden og nærværet fylder en, og bønnebogens ord, bedt af titusinder, ja millioner kristne før mig, giver mig samhørighed og følelsen af fællesskab, og de trykte ord ændres til mine egne.

Aftenbønnerne beder jeg altid foran ikonhjørnet i min stue. Fader Vor – Trosbekendelsen – bønner til Gudsmoder – til min skytshelgen – min navnehelgen. Rækken er lang, det er ikke hver aften, jeg når dem alle. Men der skal altid være tid til stilhed og lovprisning – og til forbøn. Ven­ner eller bekendte der trænger til ens forbøn. Akkurat nu står måske en af mine venner langt væk, i et fremmed land, foran sine ikoner og beder for mig. Jeg føler Guds nærvær, Hans uendelige kærlighed, på trods af al min synd og utilstrækkelighed. Et korstegn der afsluttes ved at hånden berører gulvet. Det gør lidt ondt i ryggen, jo vist er jeg til… Er jeg på rejse, har jeg altid en lille trefløjet rejseikon med; en gave fra gode venner, som fandt den i Kiev – og tænkte på mig.
Jesusbønnen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder”. Igen – Igen. Den følger mig og dukker frem flere gange i løbet af dagen. Tit dukker billedet af én af de kære ikoner op, Gudsmoderikonen ”Alle sørgendes glæde” og med den en af Kirkens hymner, der synges i den tid, hvor vi er i begyndelsen af den Store Faste, og Basilios den Stores liturgi fejres hver søndag:
Over dig, du højt benådede, fryder hele skabningen sig
Englenes skarer sammen med menneskeslægten
Du hellige tempel og åndelige Paradis, jomfruelighedens pris.
For af dig tog Gud kød og blev et lille Barn
Han, som fra al evighed er vor Gud.
Herren gjorde dit skød til Sin trone og videre end himmelen
Hele skabningen fryder sig over dig, du højt benådede.
Ære være dig.

Der er dage med glæde og med modgang. Man svigter – og svigtes. Opgaver der skal kæmpes med. Aviser, der fylder en med verdens ondskab og ulykker. Sol – Regn – Storm – Stilhed. Hvad nåede jeg? Aften. Natten, der nærmer sig. Igen er ikonhjørnet stedet, hvor dagen afsluttes. Lovprisning – Tak – Bøn om tilgivelse – Fader Vor. Atter kan jeg bede nogle af de bønner, jeg kender så godt, hvis ord er blevet mine.

Fader, mit håb, Søn, min tilflugt, Hellige Ånd, min beskytter, Hellige Treenighed, Ære være Dig!

Mit blik fanges af Treenighedsikonen (Se f.eks. her) med de tre mænd, der besøger Abraham og Sara. De tre sidder ved bordet, der er dækket af en hvid dug. Hengivenheden og kærligheden mellem de tre personer er så fint udtrykt i ikonen. Midt på bordet kalken. ”Den nye pagts blod – drik alle deraf.”
Fællesskabet – Tilgivelsen. Jesusbønnen dukker op igen. En svag duft af røgelse hænger igen i hjørnet. Det er lørdag – og ofte følger jeg den gamle tradition og tilrøger mine ikoner og mit hjem som optakt til søndagens højtid. Jeg tænker på den gamle kone, jeg engang for længe siden traf i en lille by i Grækenland; jeg kom forbi hendes hus en lørdag eftermiddag. Og hun stod der med sit røgelseskar i døråbningen og helt naturligt kom hun hen og svingede det foran mig, smilede og gik ind til sit igen.

”Inden du lukker dine øjne før søvnen, sig: I dine hænder, Herre Jesus Kristus, min Gud, befaler jeg min ånd. Velsign mig, forbarm dig over mig og skænk mig evigt liv. Amen.”

fra Skovhusbladet - 2012/2

Badet i et lys, som ikke er af denne verden. Udstrålende en guddomme­lig glæde over, at kærligheden - den guddommelige treenighed - er til. Undren over, at denne kærlighed rækkes frem mod os, at vi er en del af den.

En forudgriben af Himmeriges rige. Balancen mellem hvilen og roen på den ene side og den evige dynamik og bevægelse på den anden side.

Bevægelsen begynder i englen til højre, går videre til englen i midten - og bringer den hele verden, træet og klippen med sig i bevægelsen - og falder til hvile i den venstre engel.

Guds kærlighed til mennesket og til verden er en refleksion af denne in­dre kærlighedens sammenhæng i Guds væsen.

Læg mærke til bordets linier, der næsten griber ud mod os og drager os med ind i dette kærlighedens fællesskab. Vi er på forhånd en del af denne kærlighed.

"Lad os elske hinanden, så vi med et sind kan bekende Fader, Søn og Helligånd, den helllige udelelige og væsensene Treenighed" (Bønnen før fredskysset og trosbekendelsen)

Ikoner - vinduer til en hel virkelighed, Scriptoriet 2003, side 18-19

fra Skovhusbladet - 2012/2

Himmelske Konge, Trøster og Sandheds Ånd,
som er alle steder og fylder alt,
det godes Kilde, livets Giver,
kom, tag Din bolig i os;
rens os fra alt ondt, og frels, du Algode, vore sjæle.
Hellige Gud, hellige Stærke, hellige Udødelige,
forbarm Dig over os.
Alhellige Treenighed, forbarm Dig over os.
Herre, rens os fra vore synder;
Hersker, forlad os vore overtrædelser;
Hellige, kom til os,
og helbred vore skrøbeligheder for Dit navns skyld.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
nu og altid og i al evighed. Amen

fra Skovhusbladet - 2012/2

Der er stor interesse for ikonen, og den dukker op i mange sammenhænge og spirituelle miljøer, hvor den tages ud af den oprindelige ortodokse sammenhæng og bruges som et farverigt indslag og kryd­deri i den spirituelle hjemløshed og søgen. Ofte uden for en kristen kontekst.

Ikonen skal forstås inden for kristendommen og den ortodokse kirke for at give mening. Skønt vi i vores lutherske tradition er glade for ordets kirke, kan ikonens ordløse prædiken og stilhedens rum gi­ve tiltrængt hvile og ro i en forjaget og travl hverdag.

Behovet for en langsommere rytme i livet er påtrængende i dag. Det er i langsomhedens ro, vi mærker, hvad der betyder noget. Langsomheden giver plads til det, som er mere holdbart end øjeblikkets flygtige nydelse. Det hurtige erstattes med fordybelse.

Kirken har gennem tiden ofte været garant for og har givet plads til det langsomme. Den har været en ’lomme i tiden’, et særligt rum med tid til det markant anderledes. Et sted hvor ordene ikke jager med os, men får lov at undslippe os. Hvor vi kan vende tilbage til roen og stilheden. Den ortodokse kirke har med den teologiske tænkning bag ikonen og det ordløse hjertesprog et særligt bud på, hvad der kunne være vigtigt for os at se og erkende.

De sidste 3 år har den gamle kristne ikonmaleteknik været praktiseret på en årlig stilleretræte i Skovhuset. Stilhed, fokus, pensler og farver sammen med Guds nærvær i ikonens stærke blik og de daglige andagter, får dagene til at flyve af sted.

Hvorfor kristendommen generelt har gjort brug af billeder, har en meget enkel forklaring. Det handler om, det vi tror på, det som kan ses med øjnene. Nemlig at Gud er nærværende, deltagende, medlidende, en medvandrer i menneskelivet og ikke fjern og utilnærmelig i sin himmel. Men en Gud der blev menneske i Jesus Kristus, den begivenhed som Theotokos-Gudsmoder ikonen viser hen til.

Ordet blev kød og tog bolig i blandt os og vi så hans herlighed. Gud gav sig selv et ansigt og navn i verden. Den ortodokse kirke bygger på denne virkelighed – håndgribelig og konkret. Det åndelige/spiri­tuelle og det fysiske liv er tæt forbundet. Hvordan det sker, ser vi specielt i ikonen. Himmel og jord mødes i billedet. Inkarnationens virkelighed bliver synliggjort for øjnene. De jordiske materialer afbilder det guddommelige.

Dyreriget repræsenteres i mårhårspensler og æg, som binder farvepigmenter sammen (tempera). Planteriget repræsenteres i det træ og lærred, der males på. Mineralriget tilføjer resten: bladguld, gips og kridt til gesso til ikonpladen, og jordfarver: umbra, okker og caput mortuum. I maleprocessen bliver jordens bidrag bærere af ånden. Mørke og lys kæmper side om side i ikonens opbygning.

2. trosartikel om Kristi nedstigning til dødsriget og opstandelsen, udfoldes i den praktiske maleproces, i lysets kamp mod mørkets kræfter. Ikonen bliver til i disse kontraster. Ikonografen må som en­hver kristen gå ind på det livsvilkår at være døbt til Jesu Kristi død og opstandelse i meget konkret forstand. Alle billeder peger tilbage på Kristus.

Ikonen skrives uden ord, i farve og linjer i mange tynde lag, hvor stilheden og gentagelsens langsomhed er arbejdsrum, midt i en verden af uro og hastværk.

Fra ikonografens hånd må der ikke være forsøg på originalitet, særpræg eller signatur. Evangeliet forkyndes i billedet, ikke til berømmelse for den, som har ført penslen. I gudstjenesten er formen givet, og ritualerne gentages efter bogen. På samme måde er ikonen en fastlagt gentagelse, uden plads til kunstneriske indslag fra udøveren! Ikonen er ikke kunst, men teologi og forkyndelse. En stille vejviser til Gud, som fører til livet. Først og sidst er ikonen gudstjeneste.

Det er en almindelig misforståelse, at ikonen tilbedes af de ortodokse. Det gør den ikke, men det kan se sådan ud for os i folkekirken, der ikke på samme måde bruger kroppen i en trospraksis eller gudstjenestelig sammenhæng. Ikonen æres for den virkelighed, den repræsenterer og viser hen til. Den er ordløs bøn. En hymne i farver. En prædiken uden ord.

Ikonen forudsætter traditionelt tilstedeværelsen af tre personer. Den person, som afbildes, ikonografen og betragteren. Den, der står foran ikonen, må se med hjertets og troens øjne. Forsvindingspunktet er det sted, som øjet søger i et kunstværk, og blikket så at sige forsvinder ind i værket.

I ikonen er forsvindingspunktet i betragterens eget hjerte. Dette ’om­vendte perspektiv’ skaber et ’rum af nærvær’ mellem ikonen og betragterens blik. Et rum der tåler stilhed, ro og gentagelse. Et spirituelt rum i tiden, hinsides ordene.

Samtidig leder ikonen betragteren væk fra sig selv, så blikket rettes mod Gud og peger på Kristus. Jord og himmel må bøje sig. Det lig­ger konkret i korstegnelsen og kropsbøjninger, som vi ser hos ortodokse kirkegængere. Man falder ned for Kristus og rejser sig ved ham. Korstegnelsen begynder med den lodrette bjælke, der går fra pande og forstand ned over hjertet. Den tværgående korsbjælke favner hjertet. Sagt med andre ord: Hovedet skal ned i hjertet.

Spiritualiteten er ikke noget, man søger efter som en flyvsk meta­for. For Gud har taget bolig i verden. Spiritualiteten bor i kroppen. Den er til at tage og føle på. Krop og ånd forenes i ikonen. Det usynlige og det synlige mødes. Kristus er den usynlige Guds billede. Ikonerne er den ordløse forkyndelse af Guds virkelighed, hvor al tale må forstumme, og stilheden omslutte betragteren. Ikonens blik handler om Guds synlige virkelighed i vores verden, at vi er set og mødt af Kristi blik, som giver os liv og identitet. Derfor spiller det visuelle og den store billedrigdom i den ortodokse kirke så stor en rolle. Det, der kan ses, er vigtigere, end det, der kan høres. På ikonen er ører og mund derfor meget små, mens øjnene er store og åbne. Vi bønhøres ikke bare for vores mange ord, siger Jesus selv.

Ikonen er tænkt som et vindue til evigheden, vi ser igennem. Vi står i den gudskabte verden, og når vi åbner os for ikonens blik, står vi på tærsklen mellem allerede og endnu ikke og ser ind i Guds rige.

Ikonens intense og gennemborende blik skal minde os om, at det ikke længere er os, der ser og vurderer og mener noget. Vi bliver derimod set på, fulgt med øjnene og holdt fast på det ene og væsentlige, at Gud blev menneske i Jesus Kristus - at ordet blev kød.

Det er afgørende og vigtigt at kunne finde tid og plads til det ordløse hjertesprog, hvor vi ser og tror med hjertet og ikke er jaget af ord, mange selvforstyrrelser og opgaver. Så vi bedre kan leve midt mellem det, der kommer, og det, der har været. Hvis vi altid er på vej videre, mister vi umærkeligt evnen til at være nærværende, hvor vi er. Tilbagetrækning og retræte går tilbage til Jesus selv, som en vig­tig del af hans virke og til fællesskabets bedste.

Tidens krav til kirken om mere krop efterkommes ikke nødvendig­vis af en påfyldning af flere ord. Ikonen og fordybelsen kan styrke ro, hvile, bøn og forundring i gudstjenesten, der jo har sin egen stille og langsomme puls. I gudstjenesten kan vi være i et specielt nærvær gennem en langsom og gentagende rytme, hvor Gud selv kommer helt nær, og det er muligt at mærke livets pulsslag helt i bund.

fra Skovhusbladet - 2012/1

Maria er den port, som Kristus kommer igennem ind i vor verden. Hendes ja banede vejen for evighedens lys, der skal skinne ind i og gennem vort mørke.

Hun er et menneske som vi - og slet ikke den Himlens dronning, som man også fremstiller hende. En helsøster til Adam og Eva og alle deres børn. Hun er vort forbillede, som kan tage os i hånden.

Samtidig er hun gennemlyst af det evighedens lys, hun bragte til verden. Et ansigt, der er som et vindue indtil den åndelige verden.

Et ansigt, der spejler utalte generationers lidelse, men samtidig styrken i visheden om frelse og redning til sidst og trods alt.

En stærk kvinde, der kendte til lidelse og selvfornægtelse, men med håbet i behold.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem,
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.
(DDS 113, vers 5)

"Under dit medfølende hjerte tager vi vor tilflugt, o du Guds moder" (Almindelig ortodoks bøn)

Ikoner - vinduer til en hel virkelighed, Scriptoriet 2003, side 18-19

fra Skovhusbladet - 2012/1

Hellige ånd, som holder dine vinger over hele jorden
Genskab det stof, vores selvrespekt er gjort af
Genskab os i din skønhed
Forny i os:
Stilheden i vores væsens kerne
Lødigheden i vore kroppe
Hemmeligheden bag vores helhed
Må vi være Guds strålende lys
Fyldt af Guds sundhed
Altid bløde og sande

Ray Simpson: ”Du er min ø i havet” – keltiske bønner fra Lindisfarne, Boedal i 2010

fra Skovhusbladet - 2012/1