luk vinduet
DE FATTIGE
fra Hans L. Martensens bog: Dåb og Kristenliv
- en direkte fortsættelse af artiklen fra blad 2003/4 over saligprisningerne: Matt. 5,1-12 og Lukas 6,20-26.
Hvem er de fattige, som Jesus priser lykkelige? Der er en karakteristisk forskel mellem saligprisningerne hos Lukas og hos Matthæus. Lukas giver kun fire saligprisninger. De er talt direkte til tilhørerne : "Salige er de fattige, jeres er Guds rige! Salige er I som sulter, I skal mættes! Salige er I som græder nu, I skal le! Salige er I når mennesker hader jer…." (Seidelin) De fleste mener, at Lukas mere ordret og oprindeligt gengiver den måde, hvorpå Jesus har fortalt saligprisningerne. Man kan dog udmærket forestille sig, at Jesus ved mange lejligheder er vendt tilbage til temaet: det lykkelige menneske, og at han har formuleret sig snart på den ene måde, snart på en anden. Hos Lukas mærker vi tydeligt det sociale engagement hos Jesus. Han er profeten, der taler de fattige og foragtede menneskers sag. Han har medlidenhed med deres lidelser, og han trøster dem med løftet om en omvendt tingenes orden. Dog trøster han dem ikke blot med noget fremtidigt. Han fortæller dem, at de allerede her og nu er salige, på trods af nedværdigelse og savn. Med profetens engagement vender han sig imod de velbjergede og udslynger et firedobbelt, truende vé, der modsvarer saligprisningerne: "Ve jer, I har haft jeres gode tid. Vé jer, som er mætte nu, I skal sulte. Vé jer, I som ler nu, I skal sørge og græde. Vé jer, når alle mennesker taler godt om jer…".
Men hvad er, dybest set, meningen med disse saligprisninger og véråb? De grædende skal le, de leende skal græde. De sultne vil blive mætte, og de mætte vil blive sultne. Tingene bliver vendt om. Men den dybere mening kan naturligvis ikke være, at det i sig selv er en god og en salig tilstand at græde eller at sulte. Tværtimod: det gode ligger i opfyldelsen, ikke i mangelen. Det gode er at glæde sig, ikke at græde. Det gode er at mættes, ikke at sulte. Men der findes en falsk latter, og der findes en falsk mæthed. Det er denne falske opfyldelse af menneskets ønsker og drifter, som Jesus stempler ved sine véråb. Omvendt findes der en fattigdom, som allerede i sig bærer kimen til lykkelig opfyldelse, og der findes en sult, som i sig bærer kimen til at mættes.
Matthæus vil have en sådan dybere dimension frem, når han opskriver saligprisningen: "Salige er de fattige i Ånden".
Det er ikke den nøgne mangel på livets nødvendigheder, som Jesus priser. Tværtimod - han er på det dybeste berørt af disse mennesker, der lytter til ham, og som er undertrykte og nødlidende - på grund af uretfærdige strukturer og på grund af de rige og mætte menneskers magtmisbrug og egoisme.
Kimen til salighed ligger ikke i nøgne mangel i sig selv. Undertiden findes der hos mennesker, der lider under den nøgne mangel, større åbenhed for de egentlige værdier og skarpere blik for skelnen mellem virkelighed og illusion.
De rige og mætte, som Jesus råber vé over, lever - målt med den sidste sandheds målestok - i en illusion. De tror, de kan købe sig salighed. Deres mæthed gør dem ufølsomme over for omverdenen og giver dem en fornemmelse af at være usårbare.
Det er jo sandt, at mange ting kan købes for penge, nydelse kan opnås, og undertiden kan livet forlænges ved god lægehjælp. Ikke alt det, man kan købe for penge, er sansebedrag. Men rigdom fører alligevel til illusion. Den får os til at glemme den dybere og uovervindelige fattigdom, de er alle menneskers lod: at vi kommer nøgne til verden, uden at have været med på råd med hensyn til tid og sted for vor fødsel: og vi forlader verden ligeså nøgne uden at kunne tage noget med os. Vi skaber ikke vor egen tilværelse, men vi modtager den - dette er den grundlæggende fattigdom. Rigdommen derimod skaber illusion om det selvtilstrækkelige menneske.
Denne illusion præger på det dybeste samfundet og den enkelte - ikke mindst forbruger- og overflodssamfundet i dag. Det ligger uudtalt i luften, at alt kan købes for penge, og at det, der ikke koster penge, ikke er noget værd. Uvilkårligt bukkes der dybere for den rige end for den fattige - den velhavende har større værdighed" end den fattige. I teori siger man nok, at alle er lige, og at alle har samme menneskeværd, men i praksis hersker dog den opfattelse, at den rige er mere værd end den fattige.
"De fattige i Ånden" er befriet fra rigdommens illusion. De dyrker ikke længere afguden Mammon. De erkender, at de står med tomme hænder i forhold til tilværelsens sidste og egentlige værdier.
De ved, at de ikke kan købe kærlighed, og de ved, at de ikke kan købe livet og lykken for penge. De har øje for, at markens blomster er prægtigere klædt end Salomon. De begriber, at mennesket er mere værd end maden, og at kroppen er vigtigere end tøjet, der er klædt i.
Alle kunne drømme om at være "fattige i Ånden", om at frelses fra overflods strøm og at gøre op med statussymbolernes illisions-verden. Men er det for alvor det, som alle ønsker? Er det det, jeg selv ønsker? Går saligprisningerne ikke stik imod det, jeg oplever både i min omverden og i mig selv? Vil jeg hellere fastholde en illusion om sikkerhed og tryghed, snarere end at se min nøgne og usminkede fattigdom i øjnene?
Hvor findes den politiker, der tør sige: Vi må tage det bogstaveligt og alvorligt, at mennesker i den fattige og den sultne del af verden er lige så meget værd som danskere og nordboere. Vort program må være, at der efterhånden skal ske en udligning på verdensbasis. Lad os stile efter i det mindste en beskeden udligning af de forkerte fordelinger af verdens rigdomme og ressourcer: Vort program indebærer derfor, at vælgerne skal nøjes med indskrænkninger i steder for at tilstræbe stadig vækst. Vi skal bruge al vor opfindsomhed på at nedskære vort forbrug, for at de egentlige og nødlidende og sultende i verden må få mere. Vi vil begynde med at skære noget af alt det overflødige væk, det, som indlysende ikke er nødvendig for os… Hvilken politiker tør opstille et sådant program? Sandsynligvis ingen. Ikke fordi der er noget galt med politikerne - der er i hvert fald ikke mere galt med dem end med os andre i gennemsnit. Politikerne ved, at et program som det før nævnte er uigennemførligt - i hvert fald uden magt og voldsanvendelse. Men hvorfor er det uigennemførligt? Netop fordi vi - enkeltvis og i vore fællesskaber - alle sammen lever helt anderledes end de "fattige i ånden". Vi holder os krampagtigt, ikke blot til det rimelige, men til det overflødige. Som om det overflødige ikke er nok, vil vi have endnu større overflod. Politikerne kan ikke stille noget op, fordi vælgernes indstilling er uomvendt. Vi vil hellere holde fast ved den rigdom, Jesus råber vé over, end vende os til den "fattigdom i ånden", som han priser lykkelig. Selv om vi måske nok er klare over, at vor rovdrift på ressourcerne, vor udpining af ulandenes arbejdskraft og naturrigdomme, vor fastholden ved den industrialiserede verdens privilegier, vor ideologi om konstant vækst, nødvendigvis må føre til store onder og omvæltninger, så vil vi dog hellere fastholde illusionen om sikkerhed og overlade syndfloden til vore efterkommere.
luk vinduet
