luk vinduet
SALIG SORG
fra Hans L. Martensens bog: Dåb og Kristenliv
- en direkte fortsættelse af artiklerne fra blad 2003/4 og 2004/1 over saligprisningerne: Matt. 5,1-12 og Lukas 6,20-26.
At sige "salig sørgende" betyder ikke blot at vende op og ned på vante forestillinger. Det stiller sprog og begreber på hovedet - næsten som hvis man ville sige: "Lykkelige er de ulykkelige!"
Men i virkeligheden bringer denne saligprisning særlig grelt frem, at "salighed", sådan som Jesus forstår den, indebærer omvendelse fra illusion til virkelighed.
Der findes en sorgløshed, som helt bevidst er en illusion. Den lukker øjnene for det forkerte og smertelige, der sker i os og omkring os. Der findes folk på livets solside, som bilder sig ind, at der ingen skyggeside er - eller at skyggesiden er mennesketom. Hvis slaveejerne havde følt slavernes sorg og oplevet den - så var deres "lykke" blevet forstyrret. Men der findes en "lykke", som med rette skal forstyrres, fordi den er umenneskelig, og på bunden - ulykkelig.
Ganske vist: ingen kan tåle at bære en hel verdens nød og at opleve al dens sorg. En læge ville blive knust, hvis han var intensivt og smerteligt medfølende med alle patienternes lidelser. På samme måde ville alle mennesker blive knust og ødelagt, hvis de dybt følelsesmæssigt ville engagere sig i alt det grufulde, de ser i fjernsynet - ulykker, vold, sygdom og sult. Dog findes der to modsatte indstillinger: den ene lukker slet og ret øjnene for sorgfulde realiteter. Den anden har mod til i rette øjeblik at se den i øjnene og græde med de grædende. Salig er den, der i rette øjeblik tør møde sorgen med åbne, medfølende øjne.
Illusion søger sin glæde i at slippe bort fra virkeligheden - at gøre sig hård mod den, eller at lukke sig til for den. Illusionen er at søge glemsel fra virkeligheden - hvad enten glemselen findes på bunden af en flaske eller i narkotika eller i underholdning og adspredelse, der splitter sindet. Men værre end flasken, narkotika eller tvetydig adspredelse er den velbjergede holdning, der vil have sit på det tørre og værne om sin lille private lykke ved at gøre sindet hårdt og følelsesløst. En verden af illusion bygges op hos den, der vil imprægnere sit sind mod sorg, som trænger ind fra omverdenen. At leve med dette bestandige "som om" - som om lidelse ikke findes, som om afsked ikke er smertelig, som om døden ikke er en realitet, som om det onde er en bagatel - dette fører til, at man lever, "som om" man var lykkelig.
Den virkelige lykke og salighed består i at komme i berøring med virkeligheden, at lade den trænge ind i sindet. Jesus følte sorg ved vennen Lazarus´ grav. Han græd, så at folk sagde: "Se, hvor han elskede ham". Han følte harme over graven, døden og adskillelsen.
Han følte også stor sorg over Jerusalem og græd over byen. Han holdt af denne bys indbyggere som en høne af sine kyllinger. Han var langt fra nogen stoisk filosof, der ønskede at være upåvirket og usårbar. Tvært imod var han dobbelt sårbar, fordi han var så fuldstændig åben for omverdenen. Men hans sorg var salig; den betød at omverdenen fik lov til at røre ved ham, og sorg blev helbredt ved denne berøring.
Jordens arvinger, de sagtmodige
Tanken om, at milde mennesker skal arve jorden, synes helt speciel at være i modstrid med vor erfaring. En sagtmodig konge, der rider på et æsel, har ikke mange chancer.
Ingen realpolitiker vil drømme om at have en stat uden militær og våben. Profetien om, at sværdene skal smedes til plovjern og spydene til landbrugsredskaber, er tilsyneladende fjernere sin opfyldelse end nogensinde.
Men hvori består real-politikerens realisme? Hvad er virkelighed, og hvad er illusion? Hvad "arver" den våbenstærke magt egentlig? Der kastes en atombombe, en krig vindes, de stærkes magt befæstes. Den arver hundredtusinde af dræbte, endnu flere sårede, samt en ukendt størrelse af lidelser og vrede og had.
I virkeligheden sætter våbenmagt og vold kun onde frugter. Det er en forgiftet jord, der går i arv. Erobringerne er uden løfte om fremtid.
En mor, der føder et velskabt barn, arver jordens glæde. Real-politikeren, der lader en atombombe kaste over en stor by, arver jordens forbandelse.
At arve jorden vil sige at se nyt liv spire frem. Den, der kan glæde sig over en anemone, arver mere end den, der kan dræbe millioner af mennesker. At kunne dræbe er kun tilsyneladende magt. Den egentlige magt består i at modtage liv, glæde sig over det og lade det gro.
Den sagtmodige konge, der holdt af blomster og børn, red ind i Jerusalem, siddende på et æsel. De stærke bragte ham til korset. De havde våben og voldsmidler. Men hvem vil arve jorden? De kristne bekendte, at den Korsfæstede og Opstandne allerede her og nu var begyndt at forvandle verden.
luk vinduet
