luk vinduet
OMVENDELSE OG VOKSENDÅB I OLDKIRKEN
fra Hans L. Martensens bog: Dåb og Kristenliv
- en direkte fortsættelse af artiklerne fra blad 2003/4, 2004/1-3 over saligprisningerne: Matt. 5,1-12 og Lukas 6,20-26.
At tage Saligprisningerne som målestok betyder at stille "verden" på hovedet. "Hvad mennesker ser op til, ser Gud på med afsky". Der vendes op og ned på værdierne. "Verden" bygger på illusioner - først ved den omvendte målestok afsløres illusioner-ne, så det ægte og menneskelig træder frem.
Den totale omvurdering er en dyb personlig afgørelse. Uden nogen tvang udefra bliver indstillingen til grundlæggende værdier omvendt.
Det er indlysende, at en sådan sindsændring kun kan finde sted hos en person, der er kommet til skelsår og alder. Den forudsætter en vis livserfaring på godt og ondt - i særdeleshed på ondt. Den voksnes målestok for tilværelsen er allerede blevet påvirket af det onde. Omvendelsen betyder brud med fortiden og dens værdiskala.
I det første århundrede af kirkens historie fandt det afgørende, personlige opgør sted før dåben. Dåben "beseglede" den omvendte, der havde fundet sted. Når ordet "omvendelse" var en slags nøgle til oldkirkens dåbspraksis, hang det sammen med, at hovedsagelig voksne mennesker blev døbt.
Prøvetid før dåben
Det har i den danske dåbsdebat været diskuteret, om der bør knyttes nogen "betingelse" til barnedåben. Hvad oldkirkens voksendåb angår, blev der stillet ganske bestemte krav til dåbskandidaterne. De skulle gennemgå en prøvetid, hvor de blev undervist i den kristne lære. Denne periode blev kaldt "katekumenat" og kunne vare flere år. Ikke så få teologiske skrifter, vi har overleveret fra kirkens oldtid, er netop instruktioner til katekumenerne (dåbskandidaterne).
Først når den lange prøvetid var endt og kirkelig anerkendt, fik katakumenerne adgang til den umiddelbare dåbsforberedelse, der gerne foregik i fastetiden og afsluttedes til påske.
Biskoppen - eller i hans sted præster og diakoner - var med til at bedømme dåbskandidaterne, om de skulle få adgang til sakramentet.
Oldkirkens tolkning af Johs 20,19-23
Der findes et skriftsted, som moderne katolikker er vandt til at tolke som Bodens Sakramente (skriftemål). Men det er bemærkelsesværdigt, at oldtidens kirkefædre tolkede dette sted om dåben. Heri havde de ganske ret og traf evangeliets oprindelige mening nøjagtigere end de senere tolkninger. Det drejer sig om følgende beretning: Den opstandne viser dig påskesøndag for disciplene, der holder sig indespærrede bag lukkede døre.
"Da blev disciplene glade, da de så Herren. Nu sagde Jesus igen til dem: 'Fred over jer! Således som Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer'. Og da han havde sagt dette, pustede han på dem og siger til dem: 'Modtag Helligånden! Når I tilgiver nogen deres skyld, er deres skyld tilgivet dem. Når I fastholder deres skyld, er den fastholdt".
Hvorledes bar apostlene sig ad med at tilgive skyld eller fastholde den? For oldkirkens skriftfortolkere var der ikke noget problem: De tilgiver skyld, når de siger god for dåbskandidaterne og lader dem få adgang til sakramentet. Og de fastholder skyld, når de skønner: forudsætningen for dåb er ikke tilstede. Hvis en kandidat endnu ikke har omvendt sig fra de "stumme afguder" og er parat til bekendelsen af den kristne tro, kan han endnu ikke få adgang til dåben.
Apostlene, og efter dem biskopperne, bestemmer over, hvem der opfylder betingelserne for at tilstedes adgang til dåben, og hvem der ikke opfylder disse betingelser. Således så oldkirken på tingene.
luk vinduet
