Hvad er en retræte?

Retræte betyder at trække sig tilbage. En retræte er nogle dage i stilhed, hvor man trækker sig tilbage fra hverdagen for at give sig selv tid til at overveje de dybere aspekter i livet - livet som helhed eller i den form eller med det indhold, det for tiden har for den enkelte. Det er lettest at gøre, når man har hverdagen lidt på afstand, f.eks. som når man tilbringer nogle dage under andre former og i andre omgivelser. Derfor har vi bygget et retrætehus.

Tid til eftertanke.

Mennesker i det meget hurtige og meget støjende og meget talende (og for den sags skyld skrivende) moderne liv har gjort en erfaring: Der er også brug for stilhed, pause, tanke og eftertanke.

Mange oplever hverdagen som meget krævende - med højt tempo, tæt tidsskema og en tit uudtalt forventning om hele tiden at være effektiv. Der skal produceres noget, der skal ydes noget hele tiden - på arbejdspladsen, under uddannelsen, i familien, i bekendtskabskredsen, i menighed og foreninger. Livskvalitet måles kvantitativt - hvad nåede vi, hvad præsterede vi? Det er blevet en del af vores selvforståelse, vores selvrespekt: Vi er, hvad vi præsterer.

Men livet bæres ikke af aktivitet alene. Vi har også brug for dage med ro - dage med stilhed og indadvendthed, der kan give plads for den omtanke og eftertanke, der er nødvendig for at kunne finde og genfinde ledetrådene i vores liv; - de ledetråde, der skal sætte kursen for hverdagens aktivitet og give os styrke og overskud til mødet og samspillet med andre mennesker - udadvendthed og henvendthed.

Stilheden.

De fleste af de retræter, der tilbydes i Skovhuset, foregår i stilhed. Der vil typisk være regelmæssige andagter og oplæg, og man kan tale med lederen, men derudover taler deltagerne ikke med hinanden under retræten.

Ideen om at være stille i flere dage, kan umiddelbart virke som en mærkelig, nærmest tåbelig idé, - unaturlig og spild af tid. Stilhed kan også virke skræmmende. I hvert fald gør vi til daglig alt for at undgå den. Vi er konstant omgivet af larm og støj - fra musik og muzak, fra trafikken og fra vores egen og andre menneskers aktiviteter. Når vi er sammen med andre mennesker, fylder vi pauserne ud med ord - tit ligegyldig konversation - om ikke andet, så om vejret - blot for at undgå stilheden. Når man endelig møder stilheden forekommer den larmende.

Første gang, man står over for at skulle prøve at være stille, føler man det måske akavet, kunstigt, lidt pinligt. Efterhånden, langsomt og umærkeligt, begynder stilheden at give mening - måske endda at vise sig nyttig. Stilheden giver plads - plads til det, der til daglig bliver overdøvet eller fortrængt. Og når stilheden brydes af ord, får ordene deres vægt tilbage.

Bøn

Stilheden giver plads. Den giver plads til at vi møder os selv og den Gud, vi - måske - tror på. Stilheden giver mulighed for at åbne sig for Guds nærvær. Åbenhed og forventning gør ganske vist sårbar. Men den giver også chancen for at blive helet. Mødet med Gud er befriende. Det er befriende for - sagt med vores sprog - alt hvad der tynger: angsten, uroen, fortvivlelsen, præstationsræset, usikkerheden, selvoptagetheden. Man begynder at forstå betydningen af Jesu ord: "Mit åg er godt og min byrde er let" (Mt. 11,30).

Og når man er fri, kan man tale. Hvis Gud er - hvis han findes - så må det være godt og nødvendigt at tale om ham og med ham og lade Gud tale til os - lade Gud fylde os, som et kar fyldes med vand. At lytte i åbenhed til Gud er bøn. Det er vigtigt at give denne lytten til Gud og samtale med Gud sted og tid, ellers forstummer den. Bønnen lever af erindring og vision. Alt det som var og det som skal blive er i mødets øjeblik tilstede, der hvor vort liv bliver gennemsigtigt foran Herren - der hvor håbet gror.

Den svenske teolog Margareta Melin skriver i "Den indre kilde":

"En indre kilde risler, den risler stille, fra evighed har den sit udspring…Forunderlige, spinkle dråber, Guds nærvær, uafbrudt og tæt, så tyst fra ham, som ikke råber, hvisker de, risler de, og giver liv… Min indre kilde risler, den risler stille, den stiller endelig min tørst."

På en retræte er der plads til at lytte efter kilden og - måske - (gen)opdage den.

En ramme for retræte.