Af Elisabeth Arendt
Hver morgen cykler jeg gennem et industrikvarter for at komme på arbejde. På cykelturen er jeg omgivet af beton, asfalt og glas, larmende fabrikker og stinkende lastbiler. Alt sammen menneskeskabte ting, der har gjort vores liv lettere, rigere og hurtigere. Alligevel er det ikke de grå omgivelser, der fanger min opmærksomhed. Jeg lægger derimod mest mærke til det rødmende ahorntræ i vejkanten, de skrigende måger på toppen af industribygningen og græsset, der har skudt sig vej gennem asfalten. Selv i det mest menneskeskabte område i storbyen taler naturen til mig.
Som mennesker har vi i mange år forsøgt at omskabe naturen. Mange af os er kommet så langt væk fra vores ophav, at vi har glemt, at også vi mennesker hører til Guds skaberværk. Vi har ikke længere øje for, at vi deler solen, jorden, luften og vandet med alle andre skabninger. Vi har de samme grundstoffer i os, som alt andet levende på jorden. Vi har naturen i os.
Når jeg går tur ved Skovhuset, så mærker jeg tydeligt, at naturen bor i min krop og i mit sind. Stilheden omkring Skovhuset gør, at jeg sanser alting meget stærkere. Solens stråler, der prikker på min hud, føles som en Guds velsignelse. Jordens dufte, der møder min næse, hver gang jeg sætter min fod et nyt sted på skovbunden, minder mig om, at jeg ligesom Jesus er kommet af jord og skal blive til jord. Vindens susen lyder som Helligåndens åndedrag i mine ører. Og efter en kold dukkert i Nedenskov Sø, opleves opstigningen fra vandet, som blev jeg født på ny.
Solen, jorden, luften og vandet ved Skovhuset minder mig ikke blot om, at naturen er en del af mig, den fylder mig også med livsmod.
Når jeg atter er tilbage i mine hverdag med cykelturene gennem industrikvarteret, så bærer jeg Skovhusets natur med mig som en kilde til liv og mod.
Det hellige sted
Gendigtning af Deborah Anne Quibells digt ”Space to rest”
Der findes set helligt sted,
som kalder på al din blidhed og varme.
Hvis du vælger at give slip,
vil dette sted give dig mangefold igen.Find et stille hjørne i dit hjerte.
Bed først venligt de andre stemmer om at vente udenfor.
Luk døren.
Skræl al hvisken af væggene og læg den pænt væk.
Fej støvet til side.
Og slå kærligt uret i stykker.
Inviter markens grønne græs indenfor
og kald stille på vinden.Når hun ankommer, smil,
og pust blidt dine sorger, bekymringer og din uro i hendes arme.
Læg dig ned.
Slap af.
Lad stilheden omslutte dig.
Dette er dit uforstyrrede og hellige sted.Efter lidt tid
vil stjernerne titte frem
og vise dig målet
for din næste rejse.Du behøver ikke at kende vejen.
