Af Elisabeth Arendt
Da mine to nu voksne piger var små, fyldte de og mine studier hvert sekund af mine vågne timer. Indimellem krøb pigerne også ind under min dyne og optog mine nattetimer med deres små urolige og bløde kroppe. Mit liv var fyldt ud til bristepunktet. Sjældent havde jeg tid til at mærke mig selv og mine egne behov for slet ikke at tale om Guds nærvær.
Midt i denne travle hverdag fandt jeg alligevel på magisk vis overskud til at melde mig til en weekendretræte i Skovhuset. Til at bruge to døgn på mig selv i det stille hus midt ude i naturen.
En råkold fredag i februar kyssede jeg således pigerne og min mand farvel, hankede op i min rygsæk og satte mig først i tog og så i bus i retningen mod Skovhuset.
Jeg husker ikke så meget fra retræten, andet end at jeg gav efter for den træthed, der til dagligt havde taget konstant bolig i min krop. Jeg sov og sov og sov. Et enkelt minde fra retræten står dog helt skarpt.
Den første morgen sad vi retrætedeltagere som aftalt uden at tale sammen og nød morgenmaden. Stille meditativ musik spillede i baggrunden. Morgensolen tittede ind gennem de små sprossede ruder. Morgenmaden var enkel; små hjemmebagte boller med ost og syltetøj, juice the og kaffe.
Noget forunderligt skete med mig under indtagelsen af dette enkle måltid. Det var som om Gud havde åbnet op for mine sanser. Jeg kunne atter smage det mad, jeg spiste. Jeg spiste ikke blot for at holde kroppen kørende. For første gang i flere år nød jeg hver bid af den mad, jeg indtog.
Jeg husker stadigvæk helt tydeligt den søde og syrlige smag af æblejuice, der fyldte hele min mund. Den friske duft af æbler, der ramte min næse. Selvom det blot var den billigste æblejuice fra Netto, jeg havde i glasset, smagte den himmelsk. Det føltes som om Gud havde sat sig til bords med os og skruet op for alle smagsnuancerne i maden. Tårerne begyndte lige så stille at trille ned ad kinderne på mig. Jeg var forlegen ved mig selv, men jeg kunne ikke stoppe dem. Mine slumrende sanser, som jeg længe havde haft lukket ned for i min travle hverdag, blev atter vakt. Det var fantastisk atter at sanse maden og juicen, atter at mærke verden – mærke, at Gud var til stede i mit liv.
Morgenstund
af Karin Askholm
Solens første gyldne stråler rammer væggen med budskabet
om fredfyldt ny begyndelse
klart og tydeligt, uden toneDæmpet og ganske sagte danser strålerne kærtegnede på væggen
Der er helt stille, så blidt
Men snart afbrydes stilheden forsigtigt af en spinkel kvidren,
der hurtigt istemmes af flereSom en hilsen til fuglenes serenader,
bliver solens stråler nu blot mere klare,
og lyser værelset helt opSammen bringer de kærligt budskab om væren og forventning,
og kalder let,
Kom nu, besæt dagen
Kom nu
