Er det livgivende?

Af Tine Døring

Leonard Cohen skriver i en af sine berømte sange sætningen: ”Der er en sprække, en sprække i alting. Det er der, hvor lyset slipper ind”. Netop den evne til at lade lys skinne ind i sprækker og se muligheder krydret med en mild stemme, en oprigtig positiv ånd og et glimt i øjet var en af de kvaliteter, jeg mødte i Sr Regina, da jeg tilbage i 2003 var på min første retræte i Skovhuset.
Her opstod der for alvor en ordentlig sprække til mit indre, som åbnede for en helt ny og levende tro. Stilheden og samværet i stilheden gjorde sit store under, og mødet med den Ignatianske spiritualitet formidlet gennem samtalerne med Sr Regina var en afgørende øjenåbner for mig.
Sr Regina præsenterede mig for at meditere over bibeltekster. Gennem meditationerne, kreativt arbejde og samtalerne begyndte Bibelens fortællinger at blive levende for mig og virkelig handle om mig, om mit liv og mine erfaringer.

Men det var ikke kun meditationer og en indre og ydre dialog, der gjorde indtryk. Det der for alvor satte spor, var det levede ord: På et tidspunkt hvor jeg på forskellige områder var udfordret af traumer, sorg, vrede og angst, fandt Sr Regina en sprække ind til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at stå for bevægelse og afspænding på en af hendes retræter.
Jeg var netop uddannet psykomotorisk terapeut, så det var en stor gave for mig! Det gjorde godt at blive set i noget, jeg havde stor kærlighed til, og at blive inviteret med ind i et arbejdsfællesskab omkring retræterne. Jeg oplevede at midt i min svære livssituation, havde jeg noget godt at give, som retrætedeltagerne satte stor pris på.

Vores samarbejde voksede, og jeg kom også til at stå for at være praktisk vært på flere af hendes retræter. Inden vi tog af sted, kørte vi ud og handlede ind sammen i Basar Vest, hyggede os lidt på en Cafe, og så suste vi til Skovhuset og gjorde klar til den forestående retræte.

De sidste år Sr Regina boede i Århus, havde jeg den glæde at følge Ignatius´ åndelige øvelser mere indgående i et længere forløb, hvor de tog form af en hverdagsretræte. Her inviterede Sr Regina indenfor i sit hjem, og jeg mærkede hendes gæstfrihed. Det var spændende at høre om hendes liv som Sct Joseph Søster, og samtidig var det også helt nede på jorden og en snak om hunde, som det viste sig, hun var rigtig glad for.

I de mere fordybede vejledninger stillede Sr Regina mig ofte spørgsmål, som jeg tror andre også har hørt fra hende. De var noget i retning af: ”Har du sagt til Gud, at nu må han også se at komme på banen?” Eller ligefrem ”Det synes jeg ikke, du gør godt nok Gud”. Frimodigt og åbenhjertigt fuld af tillid. Og allervigtigst ”Er det livgivende?” Et spørgsmål som stadig er en vigtig rettesnor for mig i mit liv.

Det er mange år siden, jeg har set Sr Regina, men for nylig i samtale med en anden Sct Joseph Søster fandt jeg ud af, at Sr Regina og jeg også delte fælles passion for den tyske kunstnerinde Paula Modershon-Becker, som levede et intenst liv, hvor hun arbejdede for at finde sit kunstneriske udtryk. Selvom det ikke var et fysisk møde, følte jeg mig igen opmuntret af Sr Regina til fortsat at træde ind i livet med mig selv: At stole på det, der kalder, og mærke, hvordan det giver liv, når man giver af sig selv, og det man har kærlighed til.

Sr Regina døde d. 9. januar 2024. Jeg er dybt taknemmelig for alt det, hun gav, og for de sprækker af lys hun fandt ind til mig, og som har fortsat med at åbne sig siden da.