Af Elisabeth Arendt
Jeg husker tydeligt første gang, jeg skulle afholde en retræte i Skovhuset. Jeg følte mig lille og var nervøs for, om jeg kunne leve op til den store nye og anderledes opgave, der lå foran mig. Mon jeg evnede at skabe gode kontemplative rammer for mennesker, jeg slet ikke kendte?
Den første eftermiddag hilste jeg spændt deltagerne velkommen. De satte sig udenfor på den hvide bænk og nød den lysende midsommersol og den lune rabarberkage, som den praktiske vært havde bagt. Jeg skyndte mig dog ind i huset. Jeg manglede stadigvæk at sætte blomster i vaser og fordele lysestager på værelserne. Der gik dog ikke lang tid, så kom en af deltagerne ind og hev mig med udenfor. Hun havde hørt nattergalen synge i buskadset lige ved siden af huset. I min fortravlede tilstand og iver efter at komme ind til arbejdsopgaverne igen kunne jeg dog ikke skelne nattergalens smukke melodiske sang fra de andre fugles forårskvidren.
Om aftenen sad jeg lettet, træt og glad og tænkte tilbage på min første dag som retræteleder. Jeg tænkte på den gode rabarberkage den frivillige praktiske vært havde serveret og på gennemførelsen af min første andagt. Jeg tænkte dog især på nattergalen og min egen travlhed. Jeg forsøgte at gå ud og lytte efter nattergalen igen, men dens sang var forstummet.
Jeg lovede mig selv, at resten af retræten ville jeg ligesom retrætedeltagerne hengive mig til omgivelserne – til stilheden, enkelheden og naturen. Fra det øjeblik forsøgte jeg at gøre mig til et med Skovhuset, at være som et lille menneskehus med højt til loftet. Som dagene gik, og jeg lige så langsomt fandt mig til rette i rollen som retræteleder begyndte mit hjerte og min stemme at synge små stumper af nattergalens sang.
Da huset efter fem ”Stille dage” igen var tomt – og kun deltagernes varme smil tilbage – lovede jeg mig selv, at jeg en gang om året ville øve mig i at være retræteleder og forsøge at finde den samme smukke melodi som nattergalens ved Skovhuset.
