Af Elisabeth Arendt
Hver gang jeg er i Skovhuset ender jeg altid med at sidde længe og kigge ud ad vinduet på mit værelse. Sidste år i august så udsigten således ud. Solen skinnede ind mellem grenene på det lille selvsåede egetræ, og lilla gederams vejede i vinden.
Når jeg sidder i stilhed og kigger ud ad et sådant vindue, får jeg et andet blik på verden. Det som normalt er i forgrunden i mit liv; arbejde, kalender, aftaler, familie og venner kommer i baggrunden. Min egen indre evigt kværnende stemme kan forstumme for en stund og Guds stemme i naturen træde tydeligere frem, lyden af vinden i bladene og humlebiernes summen. Udsigten fra Skovhuset får livets dybere sammenhænge til at stå klarere frem. Jeg bliver lille og Gud bliver stor i mig, når jeg kigger gennem skovhusvinduet ind til stilheden og ud i verden.
