Af Elisabeth Arendt
Deltagelse på en retræte i Skovhuset rummer altid et element af bøn. Ja, retræten er vel i bund og grund en øvelse i at gøre sit liv til bøn. Ofte når vi beder, er vi meget optaget af vores ord og tanker. I bønnen taler vi til og med Gud. Kroppen derimod skænker vi sjældent en tanke i bønnen.
Det kan være frigørende at have kroppen med i bønnen. Lader vi kroppen lede os ind i bøn, kan bønnen flyde anderledes frit gennem os.
De fleste af os kender til traditionen med at folde hænderne under bøn. Ofte strømmer ordene gennem hovedet på os, når vi sidder med foldede hænder. Lader vi derimod kroppen føre os ind i bønnen, sker der noget med os. I stedet for at lede efter de rigtige ord, kan vi studere de foldede hænder; betragte linjerne, porerne, formerne. Da kan vi være heldige at opdage noget nyt om os selv og vores liv. Vi kan få øje på, at vi med foldede hænder intet kan udrette, men blot hvile. Og det er rart at hvile. De flettede fingre kan også minde os om, at vi ikke lever adskilt fra Gud, for Gud er flettet ind i vores liv. På denne måde bliver de foldede hænder en bøn i sig selv.
Mange af os kender også til traditioner med at lade bønnen lede af åndedrættet. Måske har vi lært at bede Hjertebønnen til åndedrættets rytme. Ånde Jesus Kristus ind ved hver indånding. Sige forbarm dig over mig ved hver udånding. Men åndedrættet kan også i sig selv være en bøn. Lægger vi mærke til åndedrættet uden at styre det, kan vi opdage noget nyt om vores liv. Vi bliver opmærksomme på, at vi intet aktivt behøver at foretage os for at trække vejret. Kroppen trækker vejret helt af sig selv. Vi behøver ikke sige noget i bønnen, for åndedrættet er i sig selv en bøn. Hver gang vi ånder ind, puster Gud sin livsånde ind i os og giver os liv.
Hvis vi vil tage skridtet videre og mere aktivt arbejde med bønnen og kroppen, er der meget inspiration at hente hos Øyvind Borgsø. Han har udviklet nogle øvelser, han kalder ”Bøn i Bevægelse”. En af disse øvelser hedder: ”Gud i mig. Jeg i Gud”.
Til denne øvelse skal vi hvile hænderne på maven. Mærke efter, hvordan hænderne bevæger sig ind og ud ved hvert åndedræt. Når vi har gjort dette nogle gange, bevæger vi forsigtigt hænderne ud fra maven og åbner dem opad ved hver indånding. Samler hænderne på maven igen ved hver udånding. Til slut kan vi knytte nogle ord til bevægelserne. Hver gang vi ånder ind, siger vi ”Gud i mig”. Og ved hver udånding siger vi ”jeg i Gud”.
Areoapagos har udgivet en bog fyldt med sådanne enkle kropsøvelser med titlen ”Bøn i Bevægelse”. Gennem ord og illustrationer beskriver denne bog, hvordan vi kan have kroppen med i bønnen.
Når bønnen kommer ned i kroppen, kan den føre os på en rejse med Gud. Når vi lader kroppen lede os i bøn, er det som at sejle et skib. Vi lægger ud fra land i vores livsbåd og hejser sejl. Guds ånde – hans helligånds vinde, blæser os afsted. Vi må samtidig øve os i ikke at blive for ivrige ved roret, så vi kun følger vores egen retning. I stedet skal vi være opmærksomme på vindens bevægelser, følge dens retning ud i bønnens uudforskede landskab. Da vil kroppen bliver ført med Guds vinde.
Jeg er vindens barn,
som ingen kan fange levende.
Jeg er en grå lille fugl,
der forstummer i fangenskab og dør.
Men i frihedens rum og nattens stilhed
synger jeg lykkelig uden at blive træt.
Digtet findes i Margareta Melins bog ”Vær den du er!” på side 77
