Af Kirsten Holst
Jeg ELSKER selv at tage på retræter og gør det ofte. De sidste 3 gange i Skovhuset er det dukket op, at jeg måske selv kunne lave en – men turde alligevel ikke hoppe ud i det. Så var jeg på en dejlig nytårsretræte med Mikael og Tine Døring, og her var impulsen til at lave en retræte bare så stærk. Titlen ”At lytte til sjælen” og ideer til, hvad den skulle indeholde boblede op. Så NU måtte det altså prøves. I min forespørgsel til Skovhusets bestyrelse mødte jeg ikke andet end opbakning.
Jeg gik i gang med at videreudvikle indholdet til retræten. Rigtig spændende og kreativ proces, hvor der bl.a. dukkede uventede indskydelser op til tekster fra Biblen, fra hæftet Benedicte Tønsberg har lavet til retræter og pilgrimsvandringer med fine citater om stilhed, sjælen og længsel. Keltiske bønner tog jeg, som jeg nu syntes passede ind fra: Du er en ø i havet. Jeg fandt meditationer, Taizesange og egne sange, der også passede ind. Og dernæst blev jeg inspireret til at skrive et par nye sange med fokus på sjælen.
Så oprandt dagen. Jeg ankom i RIGTIG god tid – ved 10-tiden. Der hang et rødt hjerte på indersiden af døren til mit værelse, hvor der stod: Kirsten – Guds elskede datter. Jeg blev så rørt, og det var en hjælp at se på det hjerte undervejs i retræten. Bagefter fandt jeg ud af, at den vist stammede fra den forrige retræte, men da havde den gjort underværker. Så tak til opsætter.
Det var udfordrende at skulle tage imod folk og over så mange timer. Den første kom kl 15. Her var Lone og Morten, de praktiske værter, en stor hjælp, når jeg løb tør for snak. Jeg var helt svimmel, da jeg et øjeblik var nede på værelset. Her tænkte jeg godt nok, at jeg havde lyst til at køre hjem til Gl. Rye igen! Det hjalp, da vi så kom rigtig i gang ved aftensmaden med efterfølgende lille præsentationsrunde. Dernæst fortalte jeg kort om, hvad der skulle ske på retræten, samt lidt om stilhed og temaet. Rigtig godt blev det, da jeg lavede lidt krop og afspænding med dem og sang ”Kom til din ro min sjæl”, tekst inspireret af Margareta Melin og melodi af Holger Madsen. DET hjalp mig til at falde helt til ro!
Jeg kendte en af deltagerne. 3 havde aldrig været på retræte før og ej heller prøvet at være stille i en weekend. De andre havde prøvet det, og det var en støtte. Og ellers var folk jo rigtig søde og åbne.
Rigtig udfordrende blev det næste dag, da en af de nye i retrætesammenhæng greb fat i mig. Han ville tage af sted. Han følte et stort indre pres. Jeg tog en snak med ham, og sagde at det ikke var usædvanligt, at noget sådant skete. Jeg håbede, han ville gå igennem processen, og jeg ville meget gerne støtte ham. Han valgte at tage hjem. Vi skrev lidt sammen efterfølgende. Det, og at jeg vendte det med Lone og Morten i køkkenet, hjalp mig. Til frokost fortalte jeg de andre deltagere om situationen, og heldigvis virkede det ikke til at give turbulens.
Elisabeth Arendt skrev efter retræten, at stilheden i Skovhuset kan blive for intens for nogle, så de må tage hjem. Nu tager hun det ikke så tungt mere. Dejligt at læse.
Resten af retræten forløb fredeligt. De andre deltagere var glade for retræten. Og det er så skønt at sidde inde i andagtsrummet – også i lederstolen. Der er megen hjælp at hente der.
Jeg var meget glad og lettet bagefter – og træt. Men vi har mod på at gøre det igen – sandsynligvis med en gentagelse af temaet, med et par ændringer.
Sluttelig en lille sang, jeg lavede til retræten.
Sjælen er Guds spejl i os. Vi spejler Gud i vores hjerter, i åbenhed og tillid.
