Irerne har et begreb de kalder ”a thin place”. ”A thin place” er for irerne et sted, hvor jorden rører himlen, og himlen rører jorden. Et sted, hvor sløret mellem den himmelske verden og vores jordiske verden er tynd.
En dansk oversættelse af det irske begreb kunne være ”et gennemsigtigt sted”. Skovhuset er sådan et gennemsigtigt sted. Et sted hvor afstanden mellem jord og himmel er så tynd som silkepapir, eller som et tyndt og fint slør.
Når vi som retrætedeltagere og retræteledere går eller kører ned ad skovvejen til Skovhuset, opleves det som om, at vi i løbet af nogle få hundrede meter bevæger os ind i en helt anden verden. Nede i Skovhuset mærker vi med det samme, at her er himlen nærmere jorden. Når vi træder ind i vores værelse, så kan vi lægge hverdagen med alle dens ting og sager, krav og indtryk fra os. Her er vi kun omgivet af det mest nødvendige, og det viser sig at være mere end nok. Når vi senere sætter os til bords og bliver serveret enkle og velsmagende måltider, opdager vi det store i det små. Alle de undere, som jorden kan frembringe, smager ekstra intenst, når vi spiser sammen i stilhed. Slutter vi aftenen af i det lille andagtsrum og kigger på solen, der går ned over grantræerne, kan vi blive grebet af en følelse af, at tættere himlen kan vi ikke komme.
En retrætedeltager sammenfattede på et tidspunkt sin oplevelse i disse ord: ”Når jeg er på retræte, bliver jeg på én gang ført dybt ned og højt op.”
Men ikke kun afstanden mellem jord og himmel er tynd i Skovhuset. Også afstanden mellem de forskelligt troende bliver udvisket. I Skovhuset kommer det ikke an på at være folkekirkekristen eller tilhører en af de mange andre kristne trossamfund i Danmark. For her er vi fælles om dette ene, stilheden i sindet, stilheden i skoven, stilheden med Gud.
Elisabeth Arendt
En bøn om at finde hvile i skoven, hvile hos Gud
Gud, du er mit hvilested nær skoven,
i din favn bygger jeg rede.
Du er træernes susen,
i din fred hviler jeg.
Du er vinden på engen,
lyden af vinden er min hymne.
Du er fuglenes sang,
i enhed med deres tone synger jeg min lovsang.
Du er åen, som risler afsted,
jeg priser dig i dens uophørlige løb.
Du er livets vand, som omslutter mig,
du udgør hele min væren.
Jeg hviler i dig. Jeg falder til ro i dig.
Jeg kan trygt lægge mig til at sove i din favn.Marianne Fischer
